Der er skrevet mange bøger om Solsystemet, Mælkevejen, galakser, kosmos, sorte huller, Big Bang, Einsteins teorier og så videre.
Anja C. Andersens bog er en af dem, men den er anderledes. For det første fordi Anja Andersen selv er en dygtig praktiker som astronom, hun kan faktisk observere himlen i modsætning til de fleste forfattere. De skriver nemlig bare om noget, de har læst om hos andre. For det andet har nye, stærke kikkerter, på jorden og ude i rummet, hjulpet astronomerne til overraskende og væsentlige opdagelser.
Hver generation af astronomer har sin store opdagelse. I 1929 opdagede Hubble, at universet er meget, meget større, end vi først troede, og at det hele tiden udvider sig. Næste generation fandt i 1964 beviser for Big Bang, da Penzias og Wilson lidt tilfældigt målte eftergløden af dette store brag – de vidste ikke selv, hvad de fandt, før de talte med nogle astronomer.
Vores generations store opdagelse lader til at blive, at det er hovedreglen, at der er planeter omkring stjerner! Ligesom vi for mange år siden troede, at verdensrummet var solsystemet og måske lidt mere, og så fandt ud af, det er enormt meget større, ser det ud til, at vores opfattelse af Jorden som en unik planet står for fald. Anja C. Andersen anslår, at der er 17 milliarder planeter i Mælkevejen. Hvis de ikke var så langt væk, havde vi sikkert fundet liv derude?
Fordi de ligger så langt væk, at de er svære at observere, retter astronomerne et nyt og frisk blik på planeterne i Solsystemet. Dem kan vi nemlig se og undersøge for at vurdere en gang til, hvordan de er opstået, og om de tidligere kunne have været mere gæstfrie over for liv. Resultaterne er, at vi nu kender Venus’ overflade bedre end Jordens, at vi har sat en rumsonde ned på en asteriode og hentet den hjem igen med stof fra asteroiden, og at vi ved meget mere om de asteroider, der kan true Jordens liv, hvis vi støder sammen med en af dem.
Studiet af asteroider og meteoritter viser nemlig også, at verdensrummet er et voldsomt sted, hvor store masser samles og møder hinanden under kraftige energiudladninger. Sådan opstår stjerner og planeter, sådan opstod Månen, da en mindre planet kolliderede med Jorden, og en stor mængde stof blev spredt ud i rummet og igen samledes, så den ene halvdel blev til Månen, og resten fandt tilbage til Jorden.
Anden halvdel af bogen handler om det helt store kosmos langt væk fra os. Hér ser vi over 13 milliarder år tilbage i tiden. Afstandene ud til de fjerne dele af kosmos er nemlig så store, at selvom lyset bevæger sig hurtigt, ser vi tilbage i tiden. Det lys, der nu når vores kikkerter, har nemlig været længe undervejs, så ligesom arkæologen graver ned gennem fortidens jordlag, skuer astronomen tilbage i universets fortid. Det, vi ser, bekræfter blandt andet Einsteins almene relativitetsteori, som forudsagde, at rummet krummer sig omkring tunge masser, og at store masser, der bevæger sig rundt om hinanden, vil udsende tyngdebølger. I en postfaktuel tid, hvor man i hvert fald i politik kan slippe godt af sted med at påstå lidt af hvert, giver det et opmuntrende og frisk pust at blive mindet om, at der også findes videnskab, hvor observationer sorterer nådesløst mellem sande og urigtige påstande.
Anja C. Andersen er en dygtig forsker og en eminent formidler. Hendes bog er præget af hendes glæde og begejstring for naturvidenskab og kosmos, fra hun var teenager, og hun kan berette om kosmos’ størrelse, masser og processer på en måde, der gør virkeligheden større for læseren: Var Jorden et sort hul, ville den fylde en sukkerknald. Og midt i nogle af galakserne er der sorte huller med en masse på 10 milliarder gange Solens masse. Vildt.
Bogen handler ikke om religion, men de fleste læsere vil fornemme mindst universitets poetiske skønhed, og mange vil også føle en religiøs undren over disse ufatteligt små og store størrelser. En oplagt julegave til familiens kvikke teenager eller nysgerrige voksne.