Prøv avisen

Trods fremragende skuespil er demensdrama om livslang kærlighed ikke videre vellykket

3 stjerner
Helen Mirren og Donald Sutherland er stjernerne, og de altoverskyggende lyspunkter, i italienske Paolo Virzis amerikanske demensdrama om livslang kærlighed og retten til selv at bestemme, hvornår eventyret skal slutte. Foto: Alessandro Di Marco/Ritzau Scanpix

En hyldest til livslang kærlighed, selvbestemmelse og Hemingway ender som tonedøvt miks mellem Hanekes ”Amour” og dansk folkekomedie

Det pjankede demensdrama ”Vores livs ferie” er rørende. I glimt. Maner til betænksomhed. Et par gange. Og hylder et langt livs klogskab. På skrømt.

John (Donald Sutherland) er pensioneret litteraturprofessor, hvis læsende hjerte banker for store mænd som Herman Melville, Tennessee Williams og – især – Ernest Hemingway. Så da John i et af de stadig sjældnere angreb af klarhed midt i demensens tågelandskab indser, at han ikke længere kan huske de første linjer af ”Den gamle mand og havet”, overtager sorgen det fortabte ansigt. For hvem er John uden Ernest?

Johns hustru Ella (Helen Mirren) elsker glimtene af ”den gamle” John.

”Jeg bliver så glad, når du kommer tilbage til mig,” siger hun, for John er ved at forsvinde.

Og Ella bærer døden i sig i form af bagstræberiske kræftceller.

Helen Mirren og Donald Sutherland er stjernerne, og de altoverskyggende lyspunkter, i italienske Paolo Virzis amerikanske demensdrama om livslang kærlighed og retten til selv at bestemme, hvornår eventyret skal slutte. Trods Sutherland og Mirrens usentimentale kemi og fremragende skuespil er ”Vores livs ferie” desværre ikke videre vellykket.

Sutherland spiller John med øjnene: det demente blik, der tændes og slukkes i harmoni med erindringen.

John og Ella stikker af fra deres hjem, hospitalstider og voksne børn for at tage på en sidste ferie.

Det bliver til en – alt for – begivenhedsrig tur i den elskede autocamper fra hjemmet i Massachusetts til Hemingways hus i Florida. Plottet får alt for meget plads i, hvad der kunne have været en skøn og kærlig personbåren film.

John kører fra en tankstation uden Ella, der så må forfølge ham på en ung mands motorcykel.

Bagefter bliver parret overfaldet af to unge lømler, men klarer sig igennem med en revolver. John truer Ella med selvsamme, inden han bliver væk til en Trump-tale i Savannah. For meget. Og for fjollet. Paolo Virzi tør ikke satse på det indre drama. Det bittersøde bliver slapstick, bliver plat. Og det er ærgerligt, for ”Vores livs ferie” har små anslag til at være en vellykket film.

De eksistentielle overvejelser over retten til at bestemme, hvornår livet skal slutte, bliver negligeret. Overvejelserne over ægteskabet som forpligtende fællesskab og den evne til tilgivelse, der holder et ægteskab sammen, snubler i overdrevne tilfældigheder.

Kemien mellem Helen Mirren og Donald Sutherland lyser af ægte kærlighed og sympati. Af levet liv. Så selvom ”Vores livs ferie” alt for ofte fjanter sig igennem, er den alligevel bevægende, fordi John og Ella, når de får lov af manuskriptet, opleves ægte.

I filmens klichéer gemmer sig en sandhed og en længsel, der kan fordre samtaler, også på tværs af generationer, om værdighed og om kærlighed. Så hvis man har tid nok at slå ihjel, kan man godt tage på ferie med Helen Mirren og Donald Sutherland.