Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Sidste visit i kabaret-Berlins snuskede beværtninger

4 stjerner

Ny stilsikker udgivelse i Turbines storslåede klassikerserie: den hemmeligste af alle Berlin-bogklassikere, Christopher Isherwoods ”Farvel til Berlin”

Den hemmeligste Berlin-bogklassiker, der findes, er skrevet af en brite. Det skal tyskerne næppe have noget imod, for i evigt-kosmopolitiske Berlin er den slags et adelsmærke. Christopher Isherwoods ”Farvel til Berlin” fra 1939 holder sig heller ikke tilbage fra at skildre de to mest fremtrædende træk ved mellemkrigstidens udgave af den hærget-elskelige by: dekadence og nazisme.

Isherwoods Berlin er et, hvor de snuskede beværtningers gigoloer går over til de rige kvinder, ”som var de komplet fremmede”, og anmoder med kultiveret stemmeføring om en dans. Et sted, hvor de rigeste familier bor ude i Grünewald i huse ”næsten udelukkende opført af glas”. Villaerne ”dækker alle den kostbare grimheds anerkendte stilarter, fra excentrisk rokokodårskab til kubiske stålkasser med fladt tag, og de ligger klos op ad hinanden i denne fugtige og triste nåleskov”.

Det er et sted, hvor den letlevende klasse af kunstnere, homoseksuelle og venstreorienterede, der lige om lidt bliver uddrevet, drikker tømmermændskuren ”prærieøsters” til morgenmad: gin, æggeblomme, worcestersauce, tabasco, salt og peber. Hvor unge mænd i glitrende krinoline og juvelbesatte brystholdere går i smertefuld, men vellykket spagat på byens kabareter. Men også et, hvor nazificerede, smådumme studenter gør sarkastiske bemærkninger til de mennesker fra Frelsens Hær, der har opstillet et ”stort, oplyst juletræ med en blå, elektrisk stjerne i toppen”.

Isherwoods Berlin-roman er et udtrykkeligt eksempel på et kendt billede på Weimar-tidens Tyskland: karneval på en vulkanskrænt. I Isherwoods Berlin er det kendetegnet ved to steder: skovene som nazismens vulkan og kabareterne som karnevallets fristeder.

Derfor kan man nok møde alle de letlevende eksempler som ovenfor. ”Men Berlins sande hjerte er en lille, fugtig sort skov – Tiergarten. (…) Byen, der lyste så indbydende på nattehimlen bag den flade slette, er kold, grusom og død. Dens varme er en illusion, en luftspejling i vinterens ørken. Den byder ikke disse drenge velkommen. Den har intet at give. Kulden driver dem væk fra byens gader, ind i skoven, ind i dens nådesløse hjerte”.

Isherwood flygtede ud af Europa og slog sig ned i USA efter selv at have boet i Berlin, mens det gik hans tyske kæreste værre, idet han blev taget af Gestapo.

Alligevel er ”Farvel til Berlin” snarere en kærlighedserklæring til den varme kabaret, end det er et raseri over kulden, skoven, nådesløsheden. I seks sammenfiltrede historier fortæller jeget med samme navn som forfatteren om skæbner, der snart ikke længere vil være plads til, og deres liv på Berlins lige så elskelige pladser. Forfatteren Christopher ernærer sig som engelsklærer. Hans værtinde er omsorgsfuld, men når at stemme både på kommunister og nazister. Hans bedste veninde er sangerinden Sally, der synger elendigt, udtryksløst, hæst og dybt, men som alligevel gør indtryk med ”et frækt take-it-or-leave-it-smil”. Hun forsøger at bruge rige elskere til at opnå en skuespillerkarriere, men kalder sig selv ”en gammel luder”. Hendes øjne ser ofte ud, ”som var de blevet kogt”.

Christophers og Sallys venskab består hovedsageligt i prærieøsters og gensidige anklager om, at den anden ”har ændret sig”, men i barernes trykkende, svedige varme holder de alligevel af hinanden. Det driver Christopher til dette overrumplende fortællerskift. Efter at de er blevet uvenner, får Christopher pludselig et postkort fra Paris fra hende:

”’Jeg skriver om et par dage,’ stod der. Det er seks år siden. Så nu skriver jeg til hende. Når du læser dette, Sally – hvis det nogensinde sker – så tag det som en hyldest, den oprigtigste, jeg kan give både dig og vores venskab. Og send mig så et nyt postkort.”

Overraskende, rørende, pludseligt; værket som et postkort både til og fra en verden i flammer, tilmed skrevet i 1939.

”Farvel til Berlin” er sjette bind i Turbines nye klassikerserie, der også tæller udgivelser af Hamsun og Nabokov og Zweig og Söderberg – sidstnævnte anmeldes ligeledes her på siden. Med Rosinantes nylige lukning kunne man fristes til at tænke, at Turbine med endnu en så stilsikker udgivelse overtager pladsen som definerende udgiver i forhold til, hvilke klassikere vi alle kaster os over. Og så er der jo i publicistisk forstand ikke behov for prærieøsters til at kurere de åndelige tømmermænd.

Det er der til gengæld i Isherwoods fremmanede Berlin. En morgen, da Christopher går ned ad Bülowstrasse i vinteren 1932-1933, er nazister i gang med at ”ransage kontorerne hos et lille, liberalt, pacifistisk forlag”. Lastbilchaufføren læser hånligt op af de konfiskerede titler. En af dem bærer titlen ”Aldrig mere krig”.

”’Nie Wieder Krieg!’, råbte han og holdt en af bøgerne op i et hjørne af omslaget, som var bogen et særligt ækelt krybdyr. Alle brølede af latter.”

Der er dæmonisk latter overalt, og der er ikke meget at grine hjerteligt ad. Men Danmark har fået sig endnu en tilgængelig klassiker af højeste litterære kvalitet om mellemkrigstidens Berlin.