Prøv avisen
Eftertanken

At sige verden ret farvel?

I Tyskland har en nylig dom erklæret individets frihed til at tage sit eget liv og få hjælp til det. Men at prøve at forhindre et selvmord må stadig være den første pligt

I februar afsagde den tyske forfatningsdomstol en kendelse, som vakte stor opmærksomhed, også i denne avis (se Tobias Stern Johansens artikel fra den 27. februar). Domstolen kasserede en lov fra 2015, som forbød bistand til selvmord. Kendelsen gør det i princippet lovligt at tilbyde hjælp til mennesker, som ønsker at forlade dette liv, men ikke er i stand til selv at gennemføre deres forehavende.

”I princippet” betyder ikke, at alt nu er tilladt. Dommen åbner for, at man kan skaffe selvmorderen en dødelig medicin, men ikke for, at man kan bore en kniv i hjertet på nogen. Den har ophævet det absolutte forbud og overladt det videre til lovgivningsmagten.

Kendelsen var ventet, men den var mere utvetydig, end de fleste havde regnet med. Kritik har der derfor også været, ikke mindst fra kirkerne, hvad man også kunne læse her i avisen. Betragter man mennesket som skabt og livet som en Guds gave, vil man have svært ved at acceptere, at nogen så at sige leverer gaven tilbage. Og endnu sværere ved at acceptere, at andre skal have lov til at give en hånd med ved transporten.

Men i Tyskland er stat og kirke adskilt, og forfatningsdomstolen tog stilling til paragraf 1 i den tyske grundlov, som lyder: ”Menneskets værdighed er ukrænkelig. Al statsmagt er forpligtet til at respektere og beskytte den.”

Det har hidtidig lovgivning fortolket sådan, at statsmagten også er forpligtet til at beskytte borgeren mod ham/hende selv, herunder at forhindre, at borgeren kan få hjælp til at tage sit eget liv. Den nye dom erklærer heroverfor individets frihed til at tage sit eget liv, inklusive at få hjælp til det, for en del af den værdighed, som skal beskyttes.

En anden kritik fremhæver risikoen for, at dommen kan åbne mulighed for pression. Det kan være pårørende, som ikke orker at pleje deres gamle og syge og gerne snart vil arve. Eller det kan være bjærgsomme folk, som vil tjene penge på andres dødsønsker og etablerer en slags dødspatruljer. Det er ingen tvivl om, at lovgivningen vil lægge tærsklen for hjælp til selvmord meget højt. Ønsket skal være klart dokumenteret, der skal være tid til fortrydelse, og meget mere af samme art. Men dommen legaliserer situationer, hvor for eksempel et uhelbredeligt sygt menneske, som kan se frem til en kvalfuld død, ved sine fulde fem ønsker at forkorte sine lidelser og behøver andres hjælp til det.

I flere lande, for eksempel Schweiz, har man længe kunnet få det ønske opfyldt, som man kunne læse i interviewet med Elisabet Abelin-Norell her i avisen den 13. marts. Det har såvidt vides ikke ført til flere selvmord.

Vores grundlov giver sig ikke af med så etiske betragtninger som den tyske. Vi har heller ingen forfatningsdomstol, som man kan appellere til, hvis man mener, at en lov måtte være i strid med grundloven (den tyske sag var rejst af en privat borger). Det kan betyde, at vi kan drøfte også selvmord og hjælp til selvmord mere pragmatisk. Eller at vi helt kan lade være med at tage stilling til det og blot lukke øjnene for de tilfælde, hvor det forekommer.

I 1774 vakte Goethes roman om den unge Werthers lidelser postyr, fordi den blev opfattet som et forsvar for selvmord. Det er den ikke, men Werther forbinder selvmord med frihed, da han allerede før sin ulykkelige og dødelige forelskelse skriver om mennesket, at det trods alle begrænsninger ”dog stadig i sit hjerte har den søde følelse af frihed og af, at det kan forlade dette fængsel, når det vil”.

På tysk har man også et andet ord for selvmord: ”Freitod”, fridød. Werther ender med at låne et par pistoler af sin elskede Lottes mand, og det er Lotte, der giver Werthers tjener dem med. Bagefter er Lotte døden nær, fordi hun føler sig skyldig i indirekte at have hjulpet Werther: ”Man frygtede for Lottes liv.” Vidste manden, hvad Werther havde for? Anede hun det måske selv?

Den, der bliver bedt om at hjælpe en anden til selvmord, skal tænke sig meget grundigt om. At prøve at forhindre et selvmord må stadig være den første pligt. For det er meget sjældent, at et selvmord virkelig er en fri død.

Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.