Signe Amtoft: ”Mit store projekt bliver Obama-biografien”

Radio- og tv-vært Signe Amtoft har altid læst meget og er en flittig biblioteksbruger. ”Welcome to Paradise” og ”Americanah” blev hendes redning under en krydstogtsferie

I sommerferien er der plads til at læse tungere og mere krævnde litteratur, mener radiovært Signe Amtoft. – Privatfoto.
I sommerferien er der plads til at læse tungere og mere krævnde litteratur, mener radiovært Signe Amtoft. – Privatfoto.

Hvilken ferielæsnings-oplevelse har gjort størst indtryk på dig?

Jeg har faktisk to, der har gjort stort indtryk. Den ene er mit første ferielæsningsminde, fra da jeg var barn. Vi var på bilferie i Frankrig, og min far, min bror og jeg sad og sendte de fire ”Harry Potter”-bøger, som dengang var udkommet som paperback, rundt mellem os. Det var en følelse af, at fiktionen var med på ferien som sådan et slags femte familiemedlem.

Min anden oplevelse er en helt anden. Jeg var i 2018 på krydstogt i Middelhavet for at fejre min engelske svigermors 60-årsfødselsdag. Jeg læste Mahi Binebines ”Welcome to Paradise” og Chimamanda Ngozi Adichies ”Americanah”, som på hver sin måde behandler flugt og migration. Det med at tage på et cruise var nok ikke en ferie, jeg selv havde valgt, og det, bøgerne kunne, var at sætte den på mange måder vanvittige scene i perspektiv. På et cruise står en guide klar, når man går i land, og viser en hen til alle de pæne ting, det nu er meningen, man skal se – der kan litteraturen vise en anden side.

Hvilken type bøger egner sig særligt til at blive læst om sommeren?

Sommerferien er et godt tidspunkt at læse tungere ting, fordi man ved, at nu kan man bare ligge i sofaen eller i en strandstol i to uger. Jeg læste engang ”Without Lying Down” af Cari Beauchamp, som er en biografi, der handler om stumfilmsmanuskriptforfatteren Frances Marion. Den gjorde vildt stort indtryk på mig, men er nok også en bog, jeg ikke ville have læst færdig, hvis ikke jeg havde haft to ugers ferie til det, selvom jeg læser meget i min hverdag. Om sommeren finder man en anden disciplin i læsningen. Det er ikke bare 20 minutter, mens man venter på bussen, eller en halv time inden arbejde. Man har en hel dag til at læse, hvis det er det, det kræver.

Hvilke bøger pakker du i feriekufferten i år?

Mit store projekt bliver Obama-biografien, men jeg tror måske, jeg vil læse den som lydbog. Jeg elsker, når forfatteren selv læser op, men jeg står stadig i kø til den på biblioteket, så måske bliver det først til efteråret. Jeg har læst Audur Ava Olafsdottirs ”Miss Island”, ”Ar”, og ”Stiklingen”, men jeg mangler ”Svaner bliver ikke skilt”, som jeg regner med at skulle læse over sommeren – jeg er nummer tre i køen på biblioteket. Hun skriver virkelig fint og har et meget nøgternt sprog, hvor hun rammer følelser godt, uden at det bliver for sentimentalt. Jeg vil også gerne læse Maggie O’Farrells ”Hamnet”, som jeg har fået anbefalet af en veninde. Det er noget med, at Shakespeares oprindelige Hamlet-historie trækker på, at han selv mistede en søn, der hed Hamnet, og det har hun skrevet en bog om. Den har også fået rigtig flotte bedømmelser på Goodreads, hvor jeg er meget aktiv og finder inspiration til, hvad jeg skal læse. Det er virkelig et sted, jeg er vild med – ligesom biblioteket. Jeg synes, det er den vildeste luksus, at man kan gå ind på nettet eller på en app og trykke ”reservér”, og så kommer bogen hen til dit lokale bibliotek helt gratis. Vi bruger tit biblioteket meget med børn, men mange glemmer, at voksne også kan bruge det – det er lidt som en kulturel cykelhjelm.

I bogen i kufferten stiller redaktionen en række kulturpersonligheder tre faste spørgsmål om sommer-læsning.