Prøv avisen

Sigrid Undset skrev om de store følelser

""Nu takker jeg Gud både forlæns og baglæns for Nobelprisen"", sagde Sigrid Undset, da hun modtog Nobelprisen i 1928 for sine middelalderromaner. Prisen på 156.000 kroner forærede hun bort. -- Foto: Arkiv.

Den store lidenskab og dens skæbnesvangre konsekvenser er temaet i norske Sigrid Undsets liv og forfatterskab. Et forfatterskab, som forlæggerne i begyndelsen ikke havde den store tiltro til

Om eftermiddagen den 10. december 1928 modtog den norske forfatter Sigrid Undset (1882-1949), iført en smuk festkjole af flaskegrønt silkefløjl, Nobelprisen i litteratur i Koncerthuset i Stockholm. I sin usædvanlig korte takketale gav Sigrid Undset udtryk for, at hun "skrev langt bedre, end hun talte" og i øvrigt kun "med den største uvilje talte om sig selv". Derefter rettede hun en dybtfølt tak til Sverige og udtrykte sin glæde over, at "vore skove og vore fjelde går over i hinanden, og vore elve bærer deres vand fra det ene land til det andet".

Sigrid Undset røbede dermed ikke med ét ord, noget om den helt usædvanligt lange og ganske dramatiske vej, som hun havde tilbagelagt med netop "Olav Audunssøn", hovedværket blandt de middelalderromaner, som hun nu modtog den fornemme pris for.

Det begyndte alt sammen med Ingemanns romaner, som Sigrid Undset naturligt stiftede bekendtskab med, fordi hendes mor var dansk. Her forelskede den 10-årige Sigrid sig i navnene Svend Trøst eller Svend Ungersvend og Jomfru Agnete, og hele sin barndom og teenagetid digtede hun videre om disse to "der elsker hinanden, så de ikke kan leve uden hinanden, men de kan slet ikke leve med hinanden heller, og samlivet bliver en kval, mere bitter for hver dag der går". Det var denne konflikt, der skulle blive selve livstemaet for Sigrid Undset – i hendes liv såvel som i hendes forfatterskab.

Romanen om Svend Trøst, som den unge digterinde forestillede sig skulle foregå i 1340, blev imidlertid aldrig fuldendt. Men da Sigrid Undset var 20 år, blev det alvor. Om sommeren boede hun i tre måneder, ikke hjemme sammen med moderen og de to yngre søstre, men i et pensionat på Nordstrand. Og selvom hun hver dag passede sit kontorjob inde i Kristiania (Oslo), kom hun nu rigtig i gang. Nu hed romanen ikke mere "Svend Trøst", men "Aage Nielssøn til Ulvholm". Han elsker sin Alhed, bor nu på Kalundborgegnen, hendes mors fødeegn, og handlingen foregår i 1200-tallet.

Og det er igen de store følelser, den store, umulige passion og skyldfølelsen, der optager den unge forfatterinde. Det religiøse aspekt spiller endnu ikke nogen rolle, det er alene den psykologiske og følelsesmæssige konflikt sammen med beskrivelsen af det middelalderlige samfund, der er det afgørende.

Men enhver, der har læst "Olav Audunssøn i Hestviken" (1925) og "Olav Audunssøn og hans Børn" (1927) vil let kunne genkende handlingen, der som sin kerne har det forhold, at Aage elsker Alhed og giver sig hen til ham. Men Aage må drage fredløs fra landet efter et manddrab, og da han kommer hjem igen, venter Alhed barn med en anden, og Aage dræber denne mand i løndom. Barnet vokser op, og Aage tager ham til sig som sin egen, men hader ham. Det bliver Aages livs forbandelse, og da han dør, er han en venneløs og barnløs mand.

Det var med dette manuskript i tasken, Sigrid Undset en julidag i 1905, i år altså for netop 100 år siden, rejste med båden til København for – iført en stor smuk, bredbåndet hat med blomster på, fordi hun vidste, at store hatte klædte hende, og dertil lys kjole og silkestrømper – personligt at aflevere det til forlagsdirektøren på Gyldendal, den navnkundige Peter Nansen.

Men mødet blev kort. Peter Nansen havde travlt og indlod sig ikke i samtale med den unge dame. Tog blot imod manuskriptet og bad hende komme igen om en måned.

Det gjorde den smukke unge dame så. Denne gang var direktøren en anelse mere snakkesalig. Han klappede Sigrid Undset venligt på skulderen og sagde så de siden så berømte – eller berygtede – ord: "Forsøg Dem ikke mere med historiske romaner. Det kan De ikke. Men De kan jo prøve at skrive noget moderne. Man ved sgu aldrig."

Den bemærkning skulle han bittert komme til at fortryde. For ikke nok med, at Sigrid Undset faktisk tog hjem og "skrev noget moderne", noget meget moderne endda. Hun skrev "Fru Marta Oulie", en brevroman, hvis første sætning lyder: "Jeg har været min mand utro." Bogen udkom i efteråret 1907, da Sigrid Undset var 25 år gammel – efter i øvrigt også først at have været forkastet. Men romanen gav også Sigrid Undset gode anmeldelser stort set over hele linjen, og dermed en særdeles ærefuld debut. Jo, som det ses: Sigrid Undset kunne også skrive moderne, uden at hun dog et øjeblik forlod sit livstema: den store lidenskab og dens skæbnesvangre konsekvenser.

Efter at Sigrid Undset havde fået "Aage Nielssøn til Ulvholm" forkastet, skrev hun i øvrigt et brev til Peter Nansen, hvori hun forsøgte at forklare ham, hvad hun havde villet med bogen: "Skønt jeg meget vel indser, at fremgår det ikke utvetydigt af arbejdet, kan det jo være det samme, hvad forfatteren ville." Men det, hun ville, var, at "de voldsomme handlinger skulle ses på med det trettende, ikke med det nittende, århundredes syn".

Men nu blev "Fru Marta Oulie" naturligvis ikke udgivet på Gyldendal. Den blev i stedet udgivet af den af Sigrid Undset gennem hele livet højt skattede forlagsdirektør, William Nygaard, på Aschehoug.

Gyldendal kom aldrig til at udgive en eneste af Sigrid Undsets bøger. En ganske bitter pille for forlaget i betragtning af, at hendes romaner, da hun modtog Nobelprisen, alene i Norge var solgt i mere end 275.000 eksemplarer og eksempelvis i Tyskland på samme tid i mere end 350.000.

Allerede mens Sigrid Undset stadig arbejdede som kontordame, tog hun igen fat på middelalderen. Hun skrev "Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis". En saga-pastiche henlagt til Island med lidenskab, vold og mord i den for Sigrid Undset så karakteristiske stil, på en gang romantisk og realistisk. For hos Sigrid Undset finder de lunkne følelser ingen plads, hverken på godt eller ondt. Pressen modtog "Viga-Ljot og Vigdis" med begejstring. En forfatter havde fundet sit stof og sin form. Endelig kunne hun skrive om det, der lå hende stærkest på sinde i den historiske form, som stod hende nærmest, siden hun i en sommerferie som 10-årig havde haft sin første store og afgørende læseoplevelse med "Njals Saga". Nu var ringen sluttet, og hun kunne endelig som 27-årig helt hellige sig forfatterskabet.

Men der skulle gå mange år endnu, før Sigrid Undset skrev den roman, som for altid vil sikre hende en plads blandt verdens mest læste forfattere: "Kristin Lavransdatter". I disse år erfarede hun selv, hvilke mægtige kræfter passionen rummer. Hun forelskede sig stormende i en gift mand, kunstmaleren Anders Castus Svarstad, far til tre små børn. Senere indgik hun ægteskab med ham og fik skilsmisse fra samme mand, da hun selv havde født ham to børn og var højgravid med det tredje, og – skulle det vise sig – som mor til en psykisk og fysisk handikappet datter. Sigrid Undsets eget liv blev et drama fuldt så stort og stærkt som hendes romaner.

Sigrid Undset skrev "Kristin Lavransdatter", da hun selv var i begyndelsen af 40'erne, nyskilt og eneforsørger af tre små børn. Romanen udkom i tre bind fra 1920 til 1922 og gjorde med ét slag sin forfatterinde verdensberømt og, om ikke velhavende, så satte den hende i hvert fald i stand til at få installeret badeværelse samt eget arbejdsrum.

Bogen om den unge Kristin og Erlends lidenskabelige, men forbudte kærlighedsforhold og dets livslange skæbnesvangre konsekvenser for dem begge, har betaget unge piger, voksne kvinder og gamle koner gennem nu snart et lille århundrede. Og med fuld ret. For her følges et helt kvindeliv fra barndom og ungdom over ægteskab og moderskab til alderdom og enkestand og helt frem til døden. Og for rigtig mange vil det nok altid være sådan, at "Kristin Lavransdatter" er selve bogen, ikke blot i Sigrid Undsets forfatterskab, men i det hele taget. Og for dem derfor også især dén bog, hun fik Nobelprisen for. Men hun fik den for alle sine middelalderromaner.

Og hos Sigrid Undset selv var der ingen tvivl. "Olav Audunssøn" var det bedste værk, hun havde skrevet. Den var hendes livsprojekt. Og det på flere måder. Ikke blot fordi den havde levet i hendes sind, siden hun var en lille pige, men også fordi hun i den med fuld modenhed og konsekvens fik udfoldet den kristendom, som fyldte hele hendes liv, siden hun i 1924 konverterede til den katolske tro.

Sigrid Undset var ikke blot en gudbenådet fortæller, hun var også overordentlig belæst. Ja, hun var lærd. Og hun var dertil i besiddelse af et særdeles skarpt intellekt. Hun var således sin samtids største kender af norsk middelalderhistorie. Og hun var desuden med hele sit sind og hele sin viljestyrke dybt forankret i den kristne tro. Hun var således ikke blot en stor beundrer, men også en stor kender af Thomas Aquinas.

Alt dette formåede hun at udtrykke i den fornemme og helt realistiske livsfortælling, som de to romaner om Olav Audunssøn er. For her møder vi manden, der gennem hele sit liv på trods af skam og skyldfølelse, gennem tvivl og fortvivlelse, trods og afmagt, kæmper for og især med at bevare sin kristne tro. Han er en mand i middelalderen, men han er også en mand i et religionsskifte med helt aktuelle paralleller til den globaliserede og multireligiøse tid, vi selv lever i. Og dertil kommer, at romanen alene på grund af sin klassiske, teologiske tyngde burde være obligatorisk læsning for enhver teologisk student, såvel som for alle præster i den danske folkekirke.

Den nobelpris, som Sigrid Undset modtog i Stockholm den 10. december 1928, for alle sine historiske romaner og altså ikke mindst for "Olav Audunssøn", var på i alt 156.000 kr. Det var rigtig mange penge dengang. Men Sigrid Undset forærede dem alle bort. Hver en krone. Og hun var stolt over, at ingen af hendes sønner gjorde vrøvl i den anledning, og over, at hendes ældste søns eneste kommentar lød: "Det må være morsomt, mor, du har da fået udrettet lidt af det, du ville her i verden." Men selv sagde hun: "Nu takker jeg Gud både forlæns og baglæns for Nobelprisen."

kultur@kristeligt-dagblad.dk