For tiden befinder den danske forfatter Ida Jessen sig mest i 1200-tallets Norge. Hver dag sætter hun sig ved computeren og forsøger at finde de danske ord, der bedst fanger stemningen og intensiteten i fortællingen om Olav Audunssøn, der har dræbt sin fæstemøs forfører, men aldrig skriftet og sonet sin skyld.
Fortællingen ”Olav Audunssøn” om den norske bonde er både en smuk kærlighedshistorie, men også en af Sigrid Undsets fineste romaner om de stærke kræfter, der er på spil i et menneskeliv. Med de indre eksistentielle dramaer omkring skyld, skam og anger som det helt store omdrejningspunkt. Og med mesterlig sans for den enkeltes kamp mellem drifter, lidenskab og pligt i et landskab, hvor frygten for fortabelsen er lige så lyslevende som troen på den nådige Gud.
Ida Jessen er næsten færdig med at nyoversætte det første af de i alt to bind, der efter planen udkommer på Gyldendal i 2023.
”Jeg begyndte at læse romanen under den lange, stille coronavinter, og jeg kan næsten ikke huske, at jeg har haft sådan en læseoplevelse før. Der er 1200 tætskrevne sider, en sand muskelprøve, og et mægtigt epos om skæbner af fastlåsthed, som på én og samme tid er underordnet love og regler, som vi godt nok har frigjort os fra, men som vi alligevel kan genkende os selv i. Romanen holder intensiteten og kadencen hele vejen, for historien er så vanvittigt god,” siger Ida Jessen og tilføjer om sin læsning af Undsets roman:
”Det er ligesom at genopdage en skat.”
På linje med Tolstoj og Dostojevskij
En genopdaget skat.
Sådan kan man også mere generelt beskrive den interesse, Sigrid Undsets forfatterskab netop nu oplever herhjemme.
For samtidig med Ida Jessens arbejde med ”Olav Audunssøn” er forfatteren Niels Brunse i gang med at nyoversætte trilogien om Kristin Lavransdatter, der nok er Undsets mest kendte og elskede roman, og som var med til at give hende Nobelprisen i litteratur i 1928. Som den kun tredje kvinde.
Også denne roman foregår i middelalderens Norge og har den stærke bondedatter Kristin som hovedperson i et højspændt drama på næsten 1000 sider. De tre bind udkommer næste år på Gyldendal, men allerede om få dage, den 22. oktober, kan danske læsere for første gang læse Sigrid Undsets debutroman fra 1907 ”Fru Marta Oulie”, som forlaget Turbine udgiver i Karen Fastrups oversættelse.
Den allerførste sætning vakte i øvrigt stor opsigt, da bogen udkom. ”Jeg har været min mand utro” var bestemt ikke en almindelig indledning i datidens romaner og da slet ikke i en bog skrevet af en kvinde og med en kvindelig hovedperson.
Debutromanen og to af Undsets helt store værker er altså hevet frem fra gemmerne og snart klar til at møde læserne på ny. For bare fire år siden var historien ellers en helt anden, når det gælder Undsets forfatterskab. Dengang lød overskriften i denne avis:
”Vi er ved at glemme et af Nordens stærkeste forfatterskaber.”
Og det var ikke kun her i landet, men også i Undsets hjemland, Norge, at folk havde mistet interessen for hendes værker.
Undset er nemlig i høj grad blevet anset som antikveret kulturkonservativ. For selvom hun ofte portrætterede stærke, frigjorte kvinder, så lagde hun ikke skjul på, at kvindens højeste mål i livet var at stifte familie og være mor. Forfatterens betoning af den kristne tro som etisk kompas i tilværelsen var heller ikke i tråd med de moderne strømninger i den tid, hun levede i. Og hendes konvertering til katolicismen i 1924, da hun var 42 år, har også gjort hende radikal på en helt anden måde end samtidens kulturradikale. Undset er med reference til sin tro blevet kaldt ”dyster moralist”, ligesom mange feminister har haft svært ved at omfavne hende.
Men i dag ser det anderledes ud, og når man spørger forlagschef ved Gyldendal, Simon Pasternak, hvorfor forlaget har valgt at satse så stort på Sigrid Undset netop nu ved at genoversætte to af hendes absolutte hovedværker, lyder svaret:
”Fordi det er helt forrygende mesterværker, der har den evne, som kun virkelig store fortællinger har: at være for både begyndere og øvede. Vi tror, de skal tages op nu, fordi vi altid har brug for at støve de store historier af, der handler om kærlighed, skæbne og frihed, og vi har brug for komplekse karakterer, der ikke bare er ønsketænkning eller konstruktioner, men som vi kan se hele livet igennem.”
For Undset bliver ifølge Simon Pasternak hos sine personer – både i lykken og sorgen, i skylden og i døden.
”Hun viser dem som mennesker med alt, hvad det indebærer: De er stolte, nedrige, kærlighedssultne, ærekære og ødelagte, og de rejser sig igen. Hendes romaner er simpelthen livsværker,” siger forlagschefen og tilføjer, at det ”jo er en fest at sætte endnu en kvinde op ved siden af de store epikere som Tolstoj, Dostojevskij, Pontoppidan og Lagerlöf”.
Men hvis Sigrid Undset har klassikerkarakter og nævnes på linje med evige sværvægtere som de russiske forfattere Leo Tolstoj og Fjodor Dostojevskij, kan det undre, at hun har været dømt ude af ”det gode litterære selskab”. Et bud på et svar kunne være, ”at Undset har været begravet under fordomme om middelalderromantik og katolicisme og i en støvet oversættelse”, siger Simon Pasternak, der samtidig peger på, ”at hun beskriver en verden mellem to livsopfattelser, den kristne og den hedenske, mellem to syn på mennesket, og vi står jo også nu i nogle store valg i vores kultur, hvor også troen igen har fået aktualitet”.
Ikke ”moralist”, men ”realist”
At tiden i dag måske er moden til Sigrid Undset på en ny måde, er også Ida Jessens opfattelse.
”Før har der i højere grad været allergi mod alt, der kan minde om religion. Men sådan er vores tid ikke, og det er en af grundene til, at hun i dag tages frem igen,” siger Ida Jessen, der ellers beskriver den tidligere reception af Sigrid Undset herhjemme som ”lunken”.
”Ikke kun hendes katolske tro, men især hendes kvindesyn har mødt modstand. Efterkrigstidens kamp lå ikke i sindet, men ude på arbejdsmarkedet, hvor kvindekampen havde et element af at befri kvinden til ikke at være kvinde. Hvor feminismen næsten blev patriarkalsk. I dag tror jeg, vi er et andet sted, hvor kampen handler om at være kvinde, og dér er Sigrid Undsets romaner altså lysende fantastiske. Hun skrev skrækkelig misogyn polemik, som velfortjent er gået i glemmebogen, men hun er en langt større forfatter end polemiker. I sine romaner bløder hendes hjerte for kvinderne, som hun beskriver så solidarisk,” siger Ida Jessen, der også beskriver forandringen i tiden som ”et eksistentielt fokus, der har ændret sig”.
”Godt nok foregår ’Olav Audunssøn’ og ’Kristin Lavransdatter’ for 800 år siden, men de handler helt grundlæggende om, hvad det vil sige at være menneske. Og selvom det kan lyde banalt, så viser hun os, at der altid vil være mange store sorger og stor trang forbundet med livet. Det har fået nogle til at affeje hende som ’dyster moralist’. Men det er hun ikke – hun interesserer sig blot for, at livet er alvorligt,” siger Ida Jessen.
Netop alvoren og modet til at beskrive menneskesindet og -livet helt hudløst er også det træk hos Undset, som især har fascineret teolog, forfatter og historiefortæller Doris Ottesen. Hun har genfortalt ”Kristin Lavransdatter” så mange gange, at hun ikke kan tælle dem og kalder selv Undset for den forfatter, der har betydet allermest for hendes eget liv.
”Hun var frygtløs, når det gjaldt kærlighed, sandhed og ærlighed. Og hun har været i stand til at formulere, hvad jeg med mit lidenskabelige gemyt kan få rodet mig ud i. For hun viser os, at lidenskaben er vidunderlig, men også flygtig og farlig, og derfor skal man være varsom med den. Det er vi bare ikke særligt opmærksomme på i vores tid,” siger Doris Ottesen, der derfor heller ikke kalder Undset for ”moralist”, men derimod ”realist”.
Doris Ottesen glæder sig over, at der nu ser ud til at komme ny opmærksomhed omkring hendes yndlingsforfatter, der ifølge hende er helt på højde med netop Dostojevskij, som også Simon Pasternak fremhævede.
”Men når hun aldrig har fået samme anerkendelse som ham, handler det også om, at hun er kvinde, og at hun skriver om kvindeliv. Samtidig er hun romersk-katolsk og ikke russisk-katolsk, som Dostojevskij var, og mærkeligt nok har der i moderne tid været en animositet mod ’almindelig’ katolicisme. I min tid som præst måtte jeg ofte minde folk om, at vi altså allesammen har været katolikker, men der er stor uvidenhed om, hvad katolicismen står for og deraf også modviljen,” siger Doris Ottesen, der kalder det ”meget karakteristisk”, at det netop var den katolske tro, Sigrid Undset konverterede til.
”Hun var vokset op i den norske pietisme, men Undset følte sig ikke hjemme i den meget sentimentale og følelsesmæssige version af kristendommen. Hun var et nøgternt menneske, der vidste, at hun var hovmodig og havde brug for tilgivelse. Der var intet småborgerligt eller småmoralskt over hende, men hun følte trang til at gøre bod, og der er den katolske skriftestol jo fantastisk,” siger Doris Ottesen og tilføjer:
”Tænk over, hvor den moderne psykoterapi har lært, at den eneste måde at komme til erkendelse på er ved selv at fortælle – og så gå lettet derfra.”
På trods af den fornyede satsning på Undsets litteratur er Doris Ottesen dog ikke helt overbevist om, at de nyoversatte værker bliver de store læsersucceser, som forlagene håber.
”Det er jeg mildt sagt usikker på. For det er krævende litteratur, og bøgerne handler om folk, der kæmper med sig selv og ofte finder frem til, at de må sætte sig selv til side. Den pointe harmonerer dårligt med tiden i dag, hvor fokus mest er på at sætte sig selv og sine egne behov først.”
Åben dør for intellektuel konservatisme
Men måske er der alligevel grund til at bevare håbet om, at Undset når ud til nye læsere. I hvert fald er der også i hjemlandet Norge en anderledes åbenhed omkring de temaer og det eksistentielle anliggende, som Sigrid Undsets bøger kredser om.
”Prøv bare at tænke på Karl Ove Knausgårds værker. De har alle en meget eksistentiel karakter og rummer også religiøse træk. Jeg vil ikke kalde dem politisk konservative, men de er båret af en slags intellektuel konservatisme, som fylder meget i norsk litteratur i de her år. Og man kan vel godt sige, at netop denne norske inderlighed har gjort norsk litteratur til en international eksportvare,” siger Bernhard Ellefsen, der er litteraturkritiker og bogansvarlig ved den norske avis Morgenbladet.
Ellefsen er meget begejstret for at høre, at Undset nu bliver genoversat og udgivet på ny i Danmark, og han oplever også en fornyet interesse for hende i Norge. I de senere år blandt andet ved diverse litteraturfestivaler, men også i forbindelse med den debat, der opstod med udgivelsen af bogen ”Tause kilders tale” sidste år, hvor historikeren Christine Myrvang indikerer, at Undset måske på et tidspunkt var forelsket i en kvinde. Sidste forår blev Undsets egen rejsebog ”Tilbage til fremtiden” genudgivet, og også den gav anledning til fornyet debat om hendes forfatterskab.
”Så hun er i de senere år blevet aktualiseret på forskellige måder, og man kan bestemt ikke sige, at hun er på vej ud. Der er stadig megen snak om Undset her i landet,” siger Bernhard Ellefsen i telefonen fra byen Fredrikstad i det sydlige Norge.
Efter han har sagt farvel, går der ikke lang tid, før en mail dukker op i indbakken. Med Ellefsen som afsender.
”Jeg glemte at nævne det allermest oplagte, når vi taler om nutidens norske litteratur og åbenheden over for Undsets ideer: Det måske allermest omtalte romanværk i norsk litteratur for tiden, Jon Fosses ’Septologien’, handler jo faktisk om en kunstners omvendelse til katolicismen. Undset kunne næsten ikke have mere frugtbar jord end norsk litteratur anno 2021.”