En medarbejder fra pladeselskabet kommer ind af døren i musiker og børneunderholder Sigurd Barretts bjælkehytte i Valby i København. Lige om lidt begiver han sig ud på sin store juleturné ”Syng julen ind med Sigurd og Bjørnen Bjørn”. Det er i år tyve år siden den traditionen med at synge julesange overalt i landet begyndte i 2001.
I år begynder Sigurd Barrett i Aabenraa, tager landet rundt, spiller fire koncerter på Det Kongelige Teater og slutter i Næstved.
Medarbejderen fra pladeselskabet kommer ind i et hus, der ellers er rigeligt fyldt i forvejen. Journalist, fotograf, en erhvervspraktikant, Sigurd Barrett selv, hans kone Heidrun Petersen, deres knap to-årige datter Ronja og hunden Lajka.
Sigurd Barrett tager det hele i stiv arm. Han jonglerer beredvilligt både kaffekopper, hundehår, datter, en nyudgiven bog om naturvidenskab og de cd’er, som skal overdrages pladeselskabet.
Han skal netop til at udgive en plade hos Universal Records. Det er en opsamling af hans bedste julesange.
”Det endte med at blive en dobbelt-cd, fordi jeg gerne ville have julesalmerne med også. De kom så på cd nummer to,” griner Sigurd Barrett.
Hans yndlingssalme er ”Dejlig er jorden” af B.S. Ingemann.
”Der er to sider af det. Den ene er melodien, som er så smuk,” siger han og begynder at synge den.
Med hænderne slår han akkorder an på et imaginært klaver i luften foran sig.
”Først de lange toner, så hæver den sig smukt, og så kommer der en lidt jazzet mol-7-akkord, som bare lyder fremragende,” siger han begejstret.
”Det er virkelig en slidstærk melodi. Den er 350 år gammel. Hvad lytter du til?”, siger han og peger på erhvervspraktikanten Magnus, som er med fotografen på opgaven.
”Øh, popmusik, Ed Sheeran?”, svarer Magnus, lidt forbavset over at blive inddraget.
”Ja, hvor lang tid tror du, at hans melodier vil holde? 10 år? 20 år? Ikke at hans musik er dårlig, men det her er en liga for sig,” slår Sigurd Barrett fast, så det er svært at være uenig, og fortsætter:
”Og det faktum læner sig måske i virkeligheden op af det andet, som er så fint ved den salme, og det er tekstbidden om slægter, der skal følge slægters gang. Det kan godt være, jeg er ved at være halvgammel og sentimental, men det rører mig, det med at man har sin rod i en familie, og at der skal komme andre bagefter, når man engang er væk,” siger han.
”Det er meget kortfattet det, jeg synes, julen handler om: Familie.”
Det er smukt at mindes de døde
Sigurd Barrett selv blev bortadopteret, da han var barn.
”Jeg var på samme tid et uønsket og et helt vildt ønsket barn. Mine forældre, som adopterede mig, ønskede jo brændende at få et barn, og det var mig. Jeg husker familiejulen, da jeg var lille, som meget varm,” siger Sigurd Barrett.
Der er dog en bestemt, lidt glemt tradition, der har trængt sig på i år.
”Engang, da jeg var barn, holdt min onkel pludselig pause, da vi gik om juletræet. Så sagde han: ’Skal vi ikke lige holde et minuts stilhed for mormor?’ Det syntes jeg var meget mærkeligt dengang. Det var jo et ophold i hyggen,” siger han.
Men efter at være blevet ældre, og måske især efter at Sigurd Barretts bror døde af kræft sidste år, har han set på det minuts stilhed i et nyt lys.
”Jeg har tænkt, at vi skal gøre det til jul i år. Det er meget smukt at mindes de døde, også i den allerhyggeligste stund. Midt i julen og varmen og kaosset og glæden er hele omdrejningspunktet selvfølgelig familien, men familie rummer også noget svært og nogle, som er gået bort. Det er godt at mindes,” siger han.
Sigurd Barrett er et udpræget familie- og julemenneske ifølge ham selv. Han er endnu ikke helt klar over, hvor mange de bliver juleaften, men han ved, at hans biologiske mor, som han genfandt kontakten med i sine 20’ere, skal være med.
”Den bedste jul, jeg kan huske, var for nogle år siden, da hele familien var her. Det var et helt stuvende fuldt hus. Og selvom der var konflikter og ting, som var svære, så var det, som om tilgivelsen sænkede sig, og hyggen vandt til sidst. Det husker jeg med meget stor glæde,” siger han.
Fejrede jul alene
Forud for sine julekoncerter har Sigurd Barrett været ved at planlægge og forberede sine juleoptrædner siden juni. Men ifølge ham selv er han ikke engang tæt på at være træt af det.
”Det siger sig selv, at nogle sange er lidt mere – som nævnt før – slidstærke end andre og derfor er en større fornøjelse at spille,” siger Sigurd Barrett.
”Hvis jeg en dag vågner op, kigger ud over en flok børneansigter klædt i nissehuer og ikke bliver begejstret og får lyst til at være i øjeblikket, så tror jeg simpelthen, jeg vil holde op med at optræde. Det håber jeg i hvert fald er tilfældet,” siger han.
Julestemningen har ikke svært ved at få fat i Sigurd Barrett. Han har for nylig anskaffet sig et krybbespil fra Færøerne, hvor hans kone Heidrun Petersen også stammer fra.
”Jeg kunne ikke stå for det. Det er både meget smukt og lidt kitschet. Lidt ligesom julen, egentlig,” siger han.
På opfordring fra fotografen finder han det frem. Med Ronja på skødet kigger han nærmere på det.
”Ved du hvad, nu jeg kigger på det rigtigt, synes jeg faktisk ikke, at det er så kitschet igen,” indrømmer han, mens Ronja forgæves forsøger at samle den fastlimede Joseffigur op.
”Det er Ronjas anden jul. Men sidste år var vi på Færøerne, og jeg kunne først ankomme den 23. december og skulle være i karantæne i seks dage,” siger Sigurd Barrett.
Det havde været en meget mærkelig oplevelse at fejre jul alene.
”Det positive, man måske kunne sige om den, var, at der var tid til fordybelse. Jeg kunne bede Fadervor og sidde i mine egne tanker.”
Gavmildhed i julen
Troen fylder i julen. Det er et fast ritual for ham og familien at gå i kirke juleaftensdag. Hans ældre børn går sågar i kirke igen ved midnatstid juleaften.
”Jeg bruger jo i virkeligheden meget tid i kirken i kraft af mit arbejde. Men juleaften har jeg fri. Jeg er altid glad for at komme der,” siger han.
Når han er ude omkring i landet, holder han ”små privatandagter”, som han kalder det.
”Jeg finder et roligt sted bag en hæk og beder Fadervor. Det giver mig ro,” siger han.
Han peger på de paradoksale modsætninger, der findes i julens krydsfelt mellem hyggen, festen og evangeliet.
”Jesus forkynder jo rimelig direkte, at man skal sælge sine ting og give pengene til de fattige. Er vi gavmilde nok? Her sidder vi i den vestlige verden og har nok i vores. Nogen køber en stor yacht eller endnu et hus, mens der sidder flygtninge og sulter og fryser ved Polens grænser,” siger han.
”Jeg tror, der er nok til os alle, hvis vi deler. Jeg ved ikke, hvilket politisk system man skal lave, som kan sørge for, at det sker,” skynder han sig grinende at tilføje.
”Men jeg kommer til at tænke over det i julen, sådan noget. Der er ikke noget i vejen med hygge. Jeg synes, at folk skal hygge alt det, de orker. Men der er jo også noget mere alvorligt og dybere ved højtiden og Jesu fødsel. Der skal være plads til både ’Søren Banjomus’ og salmerne – ligesom på en god juleplade,” siger han.