”Rør blot ikke ved min gamle jul,” synger vi i Peter Fabers julesang fra 1848 ”Sikken voldsom trængsel og alarm”. Meget kan ændre sig, men fingrene væk fra juletraditionerne, siger den gamle telegrafdirektør. ”Drej kun universet helt omkring, vend kun op og ned på alle ting, jorden med, thi den er falsk og hul, rør blot ikke ved min gamle jul.” Ja, det med jordens falskhed og tomhed er ikke blevet mindre på de 172 år, der er gået, siden julevisen blev til. Derfor sælges der stadig julehæfter og julebøger. Vi vil have overskuelig hygge, varme og livsmod, når for eksempel coronaen hærger, og smittetallet stiger.
Nu kommer Sigurd Barrett med en julekalender til voksne. Det er ikke nok, at familierne skal passe mindst to julekalendere for børn og en mangfoldighed af chokoladekalendere. Nu skal de voksne også tilgodeses og ikke kun med ølkalenderen fra Thisted Bryggeri og skønhedskalenderen fra Yves Rocher. Derfor har Sigurd Barrett en stund forladt sit klaver og sine bibelske fortællinger og sange og sat sig ved skrivemaskinen og digtet 24 små hygge-noveller, som han kalder livsbilleder.
Sigurd Barrett er en mesterformidler af Bibelen, nordisk religion, danmarkshistorie og meget mere. Han har et gudsbenådet talent. Ingen tvivl om det. Han har åbnet døren til dansk kultur og særegenhed for mange, især børn. Det skal han have stor ros for. Desværre kommer hans julekalender ikke ind under dette. Hans 24 livsbilleder kunne lige så godt have stået i ”Ved julelampens skær”, et julehæfte, der er kommet siden 1918 og hvert år formidler, som der skrives, ”god gammeldags underholdning, der giver hjertevarme og håb for fremtiden”. Jeg havde ærligt talt forventet mig mere fra Sigurd Barrett.
De 24 livsbilleder, en til hver dag, handler for eksempel om den ensomme Kaj, der via en tøjnisse finder en ven, Kim, der kan sine Ti Bud, og finder en kæreste i fitnesscentret, og Aske, der vil tage livet af sig og kaste sig ud fra en bro (venlig hilsen til Frank Capras film ”Det er herligt at leve” fra 1946). I fortællingen om et juletræ i lufthavnen, spiller Sigurd Barrett lige lovlig meget sammen med H.C. Andersens ”Grantræet”. Man har sine inspirationer!
Den 7. december hedder dagen Tvivl. Dér handler det om pastor Mikkelsen, hvis kone har forladt ham, og han sidder ene tilbage i den store, gamle præstegård. Alene det, at han hedder pastor Mikkelsen uden fornavn, slår på nogle kliché-strenge a la Nøddebo. Værre bliver det, at denne moderne præst i 2020 – godt nok 60 år gammel – ryger på en kroget pibe og sidder og åbner en masse breve med en papirkniv. Det er et temmelig altmodisch billede, må man sige. Pastoren går fuldstændig i rette med Gud på den mest utroværdige og barnelige måde. Han stiller sig simpelthen op i stuen og kræver et bevis for Guds eksistens, for han – pastor Mikkelsen – har ikke fortjent sin situation efter alt det, han har gjort! Bare rolig, det ender selvfølgelig med, at den gode pastor Mikkelsen får det himmelske lys at se. Vi skal jo ende dér.
Sigurd Barretts julekalender har– og det er det gode ved den – hele vejen julenattens himmelske lyd med sig. Man kan godt mærke intensionen, og det må man så glædes ved. Forfatteren rører i hvert fald ikke ved min gamle jul, men han rører desværre heller ikke rigtig ved mig. Jeg tror, at jeg i adventstiden hellere vil sætte ”Sigurd fortæller Bibelhistorier” fra Bibel-selskabet på anlægget og se og høre de 24 historier fra ophavsbogen til julen.