Der er nogle romaner, det er sværere at forholde sig til end andre. Den finske forfatter Katri Lipson udkommer for første gang på dansk med ”Ismanden”, der netop er en sådan roman. Der er mange lag i den og flere tidsmæssigt forskudte historier, men bagsideteksten lover, at trådene samles, og cirklen sluttes til sidst.
Om det så er godt eller dårligt for en roman. Mest løber den dog lidt af sporet, for nu at blive i de enkle billeders sprog. Men der er dele undervejs, der står stærkt, ligesom billedsproget er stramt og stilen klar. Tre generationer fra samme familie følges hen over årtier og lande, samtidig med at byen Olomouc i sidste århundredes Tjekkoslovakiet udgør det geografiske omdrejningspunkt.
I alt er romanen komponeret i otte korte dele med forskellige fortællere. Den begynder i slutningen af 1940'erne, hvor en instruktør er ved at optage en film om en mand og en kvinde. De er i 1942 på flugt og udgiver sig for at være ægtefolk, da de søger husly hos en ældre dame i nærheden af Olomouc. I romanens næste del er vi i 1942 hos den ældre dame, der i flere måneder er værtinde for manden og kvinden. Tomás og Esther kalder de sig.
Som læser bliver man nysgerrig på samme måde som værtinden, der konstaterer om parret, at de ikke virker til at være i nogle af ægteskabets faser. Der er noget mærkeligt ved dem. Uden for værtindens hus raser krigen, men på afstand.
Derefter springes der i tid og sted, blandt andet til et nedtrykt Prag i 1969, hvor hovedpersonen nu hedder Jan Vorszda, søn af kvinden Esther, viser det sig. Senere følges han som politisk flygtning til Sverige. I 1980'erne rejser hans datter Gunilla på interrail til Olomouc i sin søgen efter en tjekkoslovakisk identitet.
Katri Lipson skaber i ”Ismanden” silhuettynde, fascinerende hovedpersoner, og hun beskriver blandt andet et Prag i 1969, hvor kollegieværelser, sne og studenterbarer emmer af både den unge Jan Vorszdas depressive tilstand og et Østeuropa, der for længst er forsvundet. Men romanens akilleshæl er forfatterens trang til at beskrive sine personer fra distante vinkler, skabe flere lag i sin fortælling.
Der er den indledende filmatisering af manden og kvinden hos værtinden, og i Prag fylder et køb af en plasticdunk med benzin indledningsvis for meget, mens Jan Vorszdas ankomst til Sverige skildres af nogle unge husfæller i det bofællesskab, hvor han først bor.
Romanen fungerer klart bedst, når den følger de tre generationer direkte, omend datteren Gunillas historie mest virker som et pointerende påhæng.
”Ismanden” handler om at søge en identitet og måske finde den i en fiktion eller fortabe sig i en fiktion. Den handler også om løgne og om at pirre hinandens og læserens nysgerrighed efter de virkeligheder, som ligger bag de historier, mennesker stikker hinanden.
Trods de stærke dele er ”Ismanden” dog overordnet set en lidt sløret roman. Den har sin styrke i persontegningen, selvom den med sine flere lag hellere og ikke ueffent vil være en mere tænksom metaroman.