Simon Boccanegra sidder lige lovlig tungt bag skrivebordet hos Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teaters forsøg på at skabe sammenhæng i Verdis smertensbarn af en opera lykkedes kun delvist

Handlingen i ”Simon Boccanegra” udspiller sig i Genova, og vi er i midten af 1300-tallet. Her ses Simon Boccanegra bag skrivebordet i skikkelse af den 44-årige bulgarske baryton Kiril Manolov. – Foto: Camilla Winther/Det Kongelige Teater.
Handlingen i ”Simon Boccanegra” udspiller sig i Genova, og vi er i midten af 1300-tallet. Her ses Simon Boccanegra bag skrivebordet i skikkelse af den 44-årige bulgarske baryton Kiril Manolov. – Foto: Camilla Winther/Det Kongelige Teater.

Blandt Verdis (1813-1901) talrige operaer indtager ”Simon Boccanegra” fra 1857 en særstilling alene ved sin tidsmæssige konstruktion. Den består nemlig af en prolog, der varer en lille halv times tid, men hvis handling udspiller sig hele 25 år inden første, anden og tredje akt, der til gengæld foregår i et naturligt sammenhængende forløb.

Dertil kommer, at nogle af personerne i det dramatiske sceneforløb har skiftet navn og identitet i det store tidshop mellem prolog og første akt. Den skarpe iagttager opdager det måske undervejs, men man skal helst have læst på lektien.

Fantasifulde forviklinger er just ikke undtagelsen i musikhistoriens store operaer, og ”Simon Boccanegra” tager måske prisen i så henseende. Den er i hvert fald en af dem, hvis handling jeg – heller ikke efter at have hørt værket adskillige gange – nødigt ville blive eksamineret i.

Når man alligevel kan glæde sig til at opleve det på en scene, skyldes det naturligvis Verdis fængslende musik, der udfolder sig sart og suggestivt lige fra forspillet til de imponerende arier, ensembler og korsatser, der tindrer af komponistens mesterskab.

Handlingen udspiller sig i Genova, og vi er tilbage i midten af 1300-tallet, hvor den italienske by i lighed med eksempelvis Venedig regeres af en doge. Han har en betydelig magt, og valget af ham er behæftet med intriger og rivaliseringer mellem bystatens førende familier, og dertil kommer skismaet mellem patriciere og plebejere.

Boccanegra, der har indlagt sig fortjeneste ved som korsar at bekæmpe fjender og sørøvere, er en af kandidaterne til den vigtige post.

Umiddelbart efter forspillet, udsøgt spillet af Det Kongelige Kapel, så vi ham sidde bred og mægtig ved et skrivebord i skikkelse af den 44-årige bulgarske baryton Kiril Manolov, hvis notoriske stemmepragt har sikret ham optrædener på mange af verdens førende operascener. Og da han først rejste sig fra sin plads, var der tyngde og pondus bag hans ageren – ”helt tungt han efter sig foden drog,” som Hostrup (1818-1892) engang udtrykte det.

Det stod i skarp kontrast til en anden af forestillingens mest markante medvirkende, adelsmanden Gabriele Adorno, fremstillet af den altid adrætte Gert Henning-Jensen, der nærmest svævede omkring på scenen, og hvis smidige tenorstemme overvandt de betydelige vokale udfordringer, omend med nogen møje. Det eneste betydningsfulde kvindelige parti som Maria Boccanegra (eller Amelia Grimaldi) blev fornemt dækket af en teatrets egne førende solister, den altid driftssikre Gisela Stille, der vist aldrig lader sig anfægte at nok så megen scenisk tumult.

I rollen som aristokraten Jacopo Fiesco, Boccanegras ærkerival gennem det meste af stykket og far til hans hjertets udkårne, gjorde den italienske bas Gianluca Buratto glimrende fyldest, mens Jens Søndergaard og Kyungil Ko udviste sikkert samspil og vokal fylde som de sammensvorne plebejere Paolo og Pietro.

Det vrimler med spøgelseseffekter og mystiske elementer undervejs, og det, man først opfattede som en rammefortælling, viser sig at være mere kompliceret end som så. Iscenesætteren David Hermann, hvis opsætning her er overført fra Opera Vlaanderen, har haft talrige indfald undervejs, men åbenbart ikke kunnet vælge side mellem en nutidig vinkling, det efterhånden gængse opdateringsfænomen, og en mere traditionel tolkning.

Således befolkes scenen skiftevis af skikkelser i renæssancekostumer og nutidige jakkesæt, ligesom der i de mange konfliktfyldte scener det ene øjeblik trues med revolver, det næste med kårde. Et glas med gift, tiltænkt vores hovedperson, bringes frem til scenens forkant på et rullebord. Konspiratoriske tiltag ordnes via telefoner. Kort sagt: snart gammelitaliensk, snart nutidsdansk.

Forestillingen sætter sig mellem flere stole – helt konkret trues der undervejs også med stole. Ligesom tomme flasker udgør stole i moderne operaregi en væsentlig del af ”redskaberne i værktøjskassen”, for nu at sige det på politikersprog.

Forestillingen slutter med, at Gert Henning-Jensen som den nye doge indtager sin plads i ”overborgmesterstolen” som den nye leder i Genova. Han sidder betydeligt lettere i den end sin forgænger. Det stumme genfærd af Boccanegras store kærlighed skrider en sidste gang over scenen.

Man forlader Operaen med en fornemmelse af endnu ikke at have fået helt styr på Verdis eget smertensbarn. ”Simon Boccanegra” optog ham også efter urpremieren gennem årtier, også fordi han havde svært ved at slippe det far-datter-forhold, som også er den røde tråd i Den Jyske Operas ulige mere helstøbte turnéforestilling ”Rigoletto”. Den version af ”Simon Boccanegra”, man den kommende tid kan opleve ude på Holmen i København, stammer såmænd fra 1881. Han var ihærdig, den gode Verdi.