Prøv avisen
Interview

Simon Kvamm: Man må lære at leve med livets revner

”Mit forhold til tro er mere intuitivt, men jeg synes, at kristendommen både giver en god livsstrategi og en trøst, når det hele ikke går op og man har brug for at give slip på alle livets revner,” siger Simon Kvamm. – Foto: Leif Tuxen

”Jeg har omsider opdaget , at jeg er blevet voksen,” siger sangeren Simon Kvamm, der er aktuel med sin første soloplade, der blandt andet handler om at leve med at gå i stykker og lade troen komme til

Da sangeren Simon Kvamm var dreng, lå han hver aften i sin seng og kiggede skræmt op på en revne i loftet.

”Jeg var en bekymret lille dreng, jeg lå og forestillede mig, hvordan den revne skulle fortsætte med at revne, så hele huset til sidst gik i stykker og flængede fundamentet midt over,” siger Simon Kvamm og spærrer øjnene vildt op, så han et øjeblik ligner en af de sjove karakterer fra satireprogrammet ”Drengene fra Angora”, som han slog igennem med på DR 2, inden han hittede med bandene Nephew og De eneste to.

Først for nylig er det gået op for den succesfulde 41-årige sanger, at han faktisk er blevet voksen i mellemtiden. Han er flyttet med sin kone og parrets to døtre til Klitmøller i Thy, hvor ”alle er kendte, fordi alle kender alle der”, og nu udgiver han omsider også sin første soloplade, der både er mere fortællende og selvudlevende end hans tidligere succesfulde projekter.

For nu står Simon Kvamm midt i livet og ser tilbage på alt det, der har gjort ham til den, han er – og det er i øvrigt en anden end den ”kølige, småarrogante og distancerede type”, han sommetider bliver stemplet som. Ofte får han ligefrem at vide, at han skulle tage at smile noget mere. Men det manglende smil handler ikke om, at han føler sig bedre end andre. ”Folk tror jeg er haj, men jeg er bare mig,” som han synger på titelnummeret ”Vandmand” på det nye album. For han opfatter ikke sig selv som en cool haj, men mere som en bekymret vandmand, fortæller han, og sådan har han haft det, siden han lå og kiggede op på revnen i loftet på sit børneværelse i Silkeborg.

”Den revne fik mig til at fremskrive alverdens ulykker i mit liv. For hvis revnen endte med at ødelægge huset, hvor skulle vi så bo? Alle sådan nogle ting lå jeg og bekymrede mig om. Og hver gang jeg så en revne et andet sted, blev jeg også bange. Jeg var bange for alle slags revner, som jeg havde lyst til at pudse op, så de kom væk, og man ikke så på dem igen. Men når man har levet et stykke tid, finder man jo ud af, at man ikke kan fjerne alle revner i livet. Man må omfavne de revner, der kommer i vægge, knogler og livet selv,” siger han og peger på sit 41-årige lår:

”Jeg har selv fået en skade i mit gamle knogleværk, som jeg bare må leve med. Og med alderen oplever man jo også, at andre ting går i stykker, og at livet også får nogle slemme revner, når folk, man holder af, falder fra.”

Et andet af numrene på albummet ”Vandmand” hedder netop ”Revner”. Det står – udover hans egne oplevelser med revner – også på skuldrene af Leonard Cohens sang ”Anthem” med dens smukke linjer i omkvædet “There is a crack in everything, that’s how the light gets in,” som den danske sanger Anders Dohn i øvrigt har oversat til ”Der er en brist i alle ting, dér trænger lyset ind.” I Simon Kvamms egen tekst synger han i stedet:

”Jeg er ved at revne, når jeg står i mit fyrtårn og ser ud over Jorden og tænker på dem, jeg har kendt. Og solen stikker lyssværd gennem revnerne i skyerne,” inden han tænker, om ”himlen mon lander på mit gulv.”

Sådan ender lyset fra himlen i hvert fald også med at komme ud af tilværelsens sprækker i Simon Kvamms sang, der både handler om sorg, tristhed og tungsind, men også om livets skønhed:

”Mens jeg så på den faretruende revne i loftet som dreng, kan jeg nu som voksen se større ting, der hurtigt kan falde fra hinanden i verden, hvor man kan være bange for, at alle mulige andre fundamenter i verden også hurtigt kan falde sammen. Men sangen handler alligevel om, hvordan man ikke kan undgå at se, hvor smuk verden også er, når man kravler op i et fyrtårn og eksempelvis kigger udover Nationalpark Thy, mens solen stråler ned gennem skyernes revner, og man føler sig som en del af det hele på en måde, der både er trist og smuk. Forfatteren Karl Ove Knausgård kalder det verdenshumør, når man føler sig lykkeligt forbundet med det hele. Og det kan jeg godt forholde mig til.”

Sådan er det også sprækkerne i sindet, der gør, at man kan åbne sig mod verden – og Gud, forklarer han.

”For mig må den fornemmelse af at høre til både være horisontal ud mod verden, men også vertikal oppefra og ned. For den vertikale akse – mellem Gud og mig, og mellem mig og dem, der er kommet før mig – føler jeg også, at jeg er nødt til at forholde mig til. På det seneste har jeg også tænkt meget over mine egne rødder, især på mine bedsteforældre, som ikke lever mere. Men jeg kan mærke, at jeg for eksempel har overtaget nogle af min bedstefars måder at gøre tingene på.”

Bedstefaderen havde nogle personlighedstræk , som ingen af Simon Kvamms forældre efter sigende har, men som han ”på en eller anden måde alligevel har arvet” – for eksempel bedstefaderens ”hverdagsudlængsel”.

”Som barn tænkte jeg, at min bedstefar altid havde travlt. Også efter han stoppede som mejeribestyrer. I virkeligheden havde han sikkert ikke særligt travlt, har jeg siden tænkt over, men han fandt hele tiden ting at give sig til, om det så var at køre til Holstebro efter ost. Den slags gøremål tror jeg måske især er vigtige for mænd at finde. Det er jo ynkeligt, hvis man som mand ikke kan skabe et andet rum til sig selv, end når man er på toilettet. Og min bedstefar fandt hele tiden små projekter, der kunne give ham et frirum og en udflugt i hverdagen. Det kan jeg godt genkende fra mig selv.”

Mens bedstefaderen hentede ost i Holstebro, var det bedstemoderen, der styrede slagets gang derhjemme, og det var også gennem hende, at Simon Kvamm mødte kristendommen som en naturlig del af livet, fortæller han.

”Hun kunne godt lide en god cerut og en god diskussion. Tit diskuterede hun for eksempel rygning med min far, der var læge, men hun kunne ikke forstå, at der ikke var nogle flere, der begyndte at ryge. Men hun gik også og fløjtenynnede de store salmer i køkkenet, og ad den vej lærte jeg melodierne at kende. Jeg kan aldrig huske teksterne, men melodien sidder meget fast indlejret i mine knogler. Jeg har også svært ved at skelne, hvad der er min egen tro, og hvad der er traditioner, som jeg har arvet. Men jeg synes, at det betyder meget at stå på skuldrene af forfædrene i ens stamtræ, ligesom det betyder meget at have en fornemmelse af, at der findes noget, der er større end én selv. Når jeg har dristet mig til at sige, at jeg tror på Gud, er det egentlig bare et udtryk for, at jeg tror på noget mere mellem himmel og jord, som så mange andre i min generation siger. Men det må jo være Gud, for fanden.”

Bander du egentlig for at vise, at du ikke er blevet from, fordi du tror på Gud?

”Det var ikke så bevidst, jeg sagde det, men ja, det ligger nok helt klart i mig. Jeg har også takket nej tak til alle dem, der har inviteret mig til at synge i kirker. For jeg synes, at det står stærkere for mig at tale om Gud uden for kirkens rum og uden at ændre stil. Jeg synes egentlig ikke, at der er noget odiøst i at sige, at man tror på Gud. Men jeg tror, at mange i min generation er bange for at sige det, fordi det lyder for naivt. Det er lidt som at sige, at man tror på julemanden. Det føles så hudløst at sige, at man tror på Gud. Det kalder næsten på, at folk skal nedgøre det, og jeg synes, at det står stærkere at sige, at man ikke er dum, fordi man tror på Gud, hvis jeg siger det fra et sted, der ikke er inde i kirken. For jeg er trods alt ikke præst, men bare entertainer. For ellers kunne det få sådan et lidt missionerende skær, og det har jeg ikke lyst til.”

Hvorfor kan man da ikke være sig selv i en kirke?

”Det kan man måske også. Og jeg har også set, at stadigt flere gør det – for eksempel min gode ven Søren Huss.”

Men du er alligevel lidt bange for at blive sat i bås, siden du ikke vil spille i en kirke selv?

”Det har i hvert fald ikke føltes rigtigt indtil nu. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er bange for at blive sat i bås. Måske skulle jeg også prøve at spille i kirken, men jeg har i hvert fald syntes, at det var vigtigt, at min tro ikke ændrede, hvordan jeg gør ting i mit virke som musiker.”

Video: Simon Kvamm om altid at få at vide, at han ser sur ud


Hvad er kernen i kristendommen for dig?

”At man skal opføre sig ordentligt over for andre mennesker. Alle har nemt ved at huske sig selv, men det er lige så vigtigt at huske relationen til den anden. På den måde synes jeg også, at nogle af de ting, som Svend Brinkmann sætter ord på omkring behovet for selvafvikling, er repræsenteret i kristendommen. Jeg har noteret mig, at han ikke kalder sig kristen. Jeg synes lige så godt, at han kunne kalde en spade for en spade og indrømme, at de værdier kommer fra kristendommen. Men det kan også være, at han bare ligesom mig ikke vil virke for missionerende omkring tingene.”

Hvad betyder din tro så for dig?

”Den betyder, at jeg kan overlade noget til en højere instans end mig selv, og troen husker mig på, at jeg netop ikke er den højeste instans i al ting, men kun en brik i et større spil. Det betyder, at jeg ikke behøver kræve af mig selv, at jeg skal kunne overskue det hele og forstå alting. Jeg er jo netop ikke Gud. Det er Gud, der er Gud. Og det er en lettelse at tænke på. Jeg har ikke en fast åndelig praksis, selvom jeg godt kan finde på at bede en aftenbøn eller nyde at komme i kirken til højtiderne. Jeg kan også mærke, at jeg synes, at det var vigtigt at få mine børn døbt, ligesom det betyder noget for mig, når begravelserne i min omgangskreds foregår i en kirkelig sammenhæng med det håb, der er forbundet med det.”

Døden er han også begyndt at tænke mere over – ikke mindst sin egen. Det hænger sammen med at erkende, at man efterhånden er blevet voksen, mener han:

”Nu er jeg 41 år. Jeg er forhåbentligvis nok cirka midt i livet. Men jeg har nærmest først lige fundet ud af, at jeg er blevet voksen med alt, hvad der dertil hører. Jeg har haft så travlt med at holde tallerkenerne spinnende, at jeg slet ikke opdagede, at jeg var blevet voksen. Sådan har mange af mine venner det også, hvor de langt oppe i 30’erne stadig syntes, at de var i en forberedelsesfase til livet. Det er også det, som sangen ’I luften’ handler om, hvor jeg skriver om at føle sig på affyringsrampen til livet, når man i virkeligheden er midt oppe i luften. Livet er i fuld gang, vi hænger i luften, og det næste, der skal ske, er, at vi skal ned igen på et tidspunkt.”

Man kan godt skimte landingsbanen i horisonten, som han siger.

”Det er der noget ubarmhjertigt over. Vi rykker simpelthen tættere på døren, når vi bliver ældre. I den forbindelse har jeg tænkt over, hvorfor man lægger så meget positivt i at få at vide af gamle venner, at det ikke ser ud som om, at man er blevet ældre. Det er jo egentlig et underligt kompliment at sige, at en, man ikke har set i 10 år, ikke ser en dag ældre ud. For man må formode, at vedkommende gerne skulle have oplevet noget på 10 år. Men det er vel, fordi man inde bag ved siger ’Nej, du ser slet ikke ud til at være tættere på at dø.’ Det må være det, siden både afsender og modtager ser det som noget positivt.”

Kan det ikke også ses som en ungdomsdyrkelse i samfundet?

”Jo, men man kan måske betragte ungdomsdyrkelsen i samfundet som en dødsangst. Det er som om, at alle gerne vil være 23 år. For i den alder har man måske endnu ikke taget de valg, der forpligter én. Men forpligtelserne i livet er jo netop med til at give tilværelsen mening. Mange har det med at drømme sig væk til et andet sted, men livet er her. Det er også det, jeg skriver om i sangen ’Slip’, der handler om det forhåndenværende søms princip. Man må bruge det, man har, til at leve sit liv. Og hvis man skal nyde det, må man også give slip på alt det andet.”

På et dybere plan spejler hans to sange ”Ihjel” og ”Slip” netop det. For de er skrevet på samme melodi, men mens den første handler om, hvordan han aldrig har kunnet glemme dengang, han som helt ung fik bank af en bølle i Silkeborg, handler den anden om at give slip.

”Jeg har ikke skrevet den, mens jeg har siddet og dykket ned i skrifterne, men når vi taler om det nu, kan jeg godt se, at den har en kristen pointe om ikke at bære nag. Mit forhold til tro er mere intuitivt, men jeg synes på den måde, at kristendommen både giver en god livs-strategi og en trøst, når det hele ikke går op, og man har brug for at give slip på alle livets revner.”

201845351
For mig må den fornemmelse af at høre til både være horisontal ud mod verden, men også vertikal oppefra og ned, siger Simon Kvam. Foto: Leif Tuxen
Sangeren Simon Kvamm får tit at vide, at han ser sur ud. Men han opfatter ikke sig selv som den "kølige, småarrogante og distancerede type", mere som en bekymret "Vandmand". Foto: Leif Tuxen