Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Udstilling

Sindet stemmes til ydmyghed

5 stjerner
Som religiøs maler er Georges Rouault ubundet af konventioner. Hans serie ”Passion” er uden klassiske kristne motiver, for eksempel ingen korsfæstelsesscener. Her ses værkerne ”Kristus og den hellige kvinde” og ”Ecce Homo”. Foto fra udstillingen.

Den store fornyer af kristen kunst, franskmanden Georges Rouault, kan fra i dag ses på Museet for Religiøst Kunst i Lemvig

Noget i den kunstneriske skabelsesproces kan ”kortlægges”, men naturligvis ikke alt og da slet ikke det vigtigste. Det bliver man mindet om på den første af disse udstillinger i Lemvig, hvor publikum har lejlighed til at gå på opdagelse i forlæggene til de præsenterede 17 farveakvatinter, det vil sige en type dybtryk.

Museet ejer en fin samling originalillustrationer af den franske ekspressionist Georges Rouault (1871-1958), blandt andet stadietrykkene til de 17 akvatinter, der stammer fra et af hans hovedværker, ”Passion”, udgivet i 1939 i samarbejde med forfatteren André Saurès. Det detaljerede indblik, man får i hans arbejdsmetode, er enestående.

Men uanset hvor meget man bliver oplyst om processen, undrer man sig: Det spring, der resulterer i det endelige værk, synes for det nøgterne blik ikke foregrebet i udkastene, men har nærmest karakter af et mirakel. Det, der sker, bliver ved med at være en hemmelighed. Kunstneren kendte den vel ikke engang selv, han lod sig ”bare” føre - må man tro. Hos beskueren stemmes sindet til ydmyghed.

Spørgsmålet er så, hvor vigtige stadietrykkene er for oplevelsen af de færdige værker. For mit eget vedkommende må jeg svare, at de sidste hurtigt tog det meste af opmærksomheden, om ikke den hele. Forlæggene skærper imidlertid erkendelsen af den afmagt, der altid står tilbage, når forsøget gøres på at forklare, hvordan det liv opstår, der gør et værk til kunst. Vi må ”nøjes” med at tage imod det uudsigelige.

Rouault står som en stor fornyer af de kristne billedkunst, ja, som en af det 20. århundredes vigtigste malere inden for dette felt. Han er helt sin egen. I hans kunst mødes socialisme med katolicisme, idet portrætter, kendetegnet ved stor indfølelse, af nødstedte mennesker i den lidende parisiske underklasse, herunder prostituerede og landstrygere, er forbundet med bibelske fortællinger. Han betegnede sig selv som ”det afskyeliges maler”. Kunstnerisk havde han fortidige aner, men samtidig var han eksponent for den tidlige franske ekspressionisme, dybt præget af social indignation. Hans farver har lidenskabens glød i sig.

Som religiøs maler er Rouault ubundet af konventioner. Hans ”Passions”-serie er uden klassiske kristne motiver, for eksempel ingen korsfæstelsesscener. I stedet søger han at forbinde beretningen om Jesus med en dyster, nutidig lidelseserfaring. Således i et knugende billede med en forsamling undergangsmennesker, siddende tæt sammen, men uden samliv. De synes mere døde end levende. I loftet åbner sig et dramatisk hul, men intet lys strømmer ned fra det, intet liv, snarere mere død. Men håb er der alligevel i billedet. Man mere end aner det i en hvidklædt Jesus-skikkelse, tavs, men nærværende og medlidende. Et sprog uden ord taler til de fortabte: Selv ikke de mest ensomme er alene. Hører de budskabet? Tør de tro det?

Tæt på Jesus kommer vi i ”Ecce Homo”, ansigtet er bortvendt i smerte, lukket om den; lidelsen er ikke udpenslet, den er en indre tilstand, men så intens, at den ikke kan holdes inde. Så meget desto stærkere rammer den os, der ser - ind i, hvad der ligner den totale desillusion: alt er forbi. Men med en uudtalt drøm om, at alt måske først skal til at begynde. Under alle omstændigheder har man følelsen af at stå over for et billede, der tyst og med en styrke, man ikke begriber og derfor heller ikke kan argumentere overbevisende for realiteten af, når længere ind i én end de fleste andre billeder. Ind til det yderste af håbløsheden og til håbet, hvor intet menneske ved egen hjælp kan se det.

Det er en intim udstilling, der i begyndelsen kan virke lidt fjern. Men den, der tager sig tid til at bevæge sig ind i værkerne, mærker gløden. De ikke blot hedder ”passion” - de er ”passion”.

Den anden udstilling, der vises, er ganske anderledes: Nordens eneste specialmuseum for religiøs kunst ser tilbage, men også - og ikke mindst - frem. Den er et forsøg på at komme i dialog med publikum om, i hvilken retning man skal søge.

En stor del af samlingen præsenteres. Forståeligt nok fremhæves Bodil Kaalund. Idéen til museet opstod, fordi det blev muligt at erhverve hendes originalillustrationer til den autoriserede bibeludgave fra 1992. Hun har siden begyndelsen været nært knyttet til museet, hvor hendes værker da også er rigt repræsenteret.

Gennem 40 år har hun været en af Danmarks mest efterspurgte kirkekunstnere med 27 kirkeudsmykninger i Danmark samt i det øvrige Nordeuropa. På en filmoptagelse kan man høre den nu 84-årige kunstner med lune fortælle erindringer.

Til disse hører, at Bodil Kaalunds udsmykning af Lemvig Kirke var med til at knytte hende til egnen, hvad der præger de nævnte bibelillustrationer, hvor inspirationen fra vestjysk natur indgår.

Spørgsmålene vrimler omkring og til publikum: Skal Museet for Religiøs Kunst være med til at bygge bro mellem kunst- og kirkeliv? Bør det satse på at udvikle sin franske forbindelse (Georges Rouault)? Skal samtidskunsten styrkes ? Eller bør museet forholde dig til Reformationens betydning for vores kunst i dag? Er al god kunst religiøs kunst? Giver det overhovedet mening at bruge ordene ”religiøs” og ”kunst” sammen? Gæsterne opfordres til at bidrage med deres kommentarer, som en postkasse er stillet op for at modtage.

Den udstrakte hånd er en meningsfyldt gestus fra et lille, men markant museum i stadig udvikling, et museum, der ud fra sin forankring i det lokale formidler kunst af den højeste kvalitet. Den nu åbnede udstilling med Rouault er endnu et vidnesbyrd om niveauet.

Foto fra udstillingen.