Tilgivelse er der ikke meget af i moderne menneskers verden. Når man vil måle sig selv på at lykkes med sin ambition, når man som individualitet pisker sig frem mod sit mål, har man ikke overskud til at tilgive hverken sig selv eller andre.
Sådan sad jeg og tænkte undervejs i den gode forestilling af Mungo Park på Aveny Teatret. Man havde dramatiseret Siri Hustvedts roman ”Den flammende verden” om kunstscenen i New York. Romanen handler om en miskendt kunstnerinde i en mandsdomineret kunstverden.
Omkring de 50 år interesserer ingen anmeldere sig længere for hendes værk, og hun mener selv, at det er, fordi hun er kvinde. Som hun formulerer det: ”Alle intellektuelle og kunstneriske indsatser, ja selv vittigheder, ironier og parodier går langt bedre i publikum, når de fornemmer, at der bag det store arbejde står et mandligt lem.”
Handlingen er så, at hun iscenesætter et eksperiment for at få hævn over hele kunstinstitutionen.
Hun lader i årene omkring 2000 tre adskilte installationer udstille, som var de lavet af tre unge mandspersoner. Og så høster hun, skjult i disse levende pseudonymer, anerkendelse og strålende anmeldelser.
Men det hører med til eksperimentet, at hun skal afsløre sig selv som værkernes skaber, og skønt hun gør det, interesserer ingen sig for hendes afsløring eller for hendes værk.
Det er diskrimineringen for køn, race og ”kendthed”, som så vel romanen som teaterforestillingen er ude efter, men mest kønnet. De mange kvindelige kunstnere i dag har en oplevelse af, at de støder ind i en mandlig mur af fordomme om kvinder blandt anmeldere og publikum. Den kvindelige sandhed om verden, som de gerne vil udtrykke, interesserer kunstverdenen sig ikke for.
Den har som mandligt blik gennem århundreder først og fremmest interesseret sig for kvinden som model (nøgen). Men nu træder de frem som påklædte individer og vil gøre sig gældende som mennesker, der vil lave almen kunst og først derefter som kønnet kunst. Denne dobbelthed forvirrer den mandlige fordom, hvor kvinder ikke kan være almene, men er erotiske objekter, mødre eller tjenende ånder.
Det er en retfærdig kamp for anerkendelse, disse kvinder kæmper, men vil de som publikum og kunstanmeldere, når de har sejret, være mindre fordomsfulde? Findes der overhovedet et fænomen som publikum uden fordomme?
Stykket er bygget op som en række monologer i en enkel projektørbelysning foran en skærm, hvor man samtidig ser den talende videofilmet.
Skærmen danner desuden baggrund, fungerer som indgang og udgang af den ellers tomme scene, men også som projektionsskærm for nyttige oplysninger om, hvem den talende er. For de tre skuespillere skifter ofte roller og karakterer i dramatiseringen af romanen, som selv er sammensat af forskellige tekstgenrer: breve , anmeldelser, dagbogsnotater.
Som dramatisering af romanen er forestillingen uhyre vellykket. De tre skuespillere, Christine Albeck Børge, Henrik Prip og Kasper Leisner, er virkelig overbevisende i deres repertoire af forskellige karakterer, og de bærer intenst hinanden frem til deres monologer.
Man er tilstede i en kakofoni af stemmer, som var det en scenisk fremstilling af 1960'ernes attituderelativisme, hvor jeget intet centrum havde, men bestod af en periferi af mange forskellige jeger. Og alligevel såres et ”centrum”, Harriet Burton, den miskendte kvindelige kunstner, som bærer det mandlige kunstnernavn Harry, af sin skæbne og den manglende anerkendelse. Et eller andet sted er der et centrumjeg, som skjules i de mange modeprægede udadvendte jeger.
Det er rammende sandt at opleve denne miskendte kvindelige kunstner, men om mændene er de eneste skyldige i hendes skæbne, er et stort spørgsmål - lidt tilgivelse eller medlidenhed med begge køn ville ikke være af vejen i disse opløsningstider.
Kunst i sig selv er et frygteligt felt, hvor man stiller sig selv frem i håb om at lave kunst, men kun publikum afgør, om det fremstillede hører under kategorien kunst!
kultur@k.dk