1928 var en ganske særligt år i England; det år fik alle kvinder over 21 år nemlig stemme- og valgret. Samme år, i oktober, forelæste forfatteren Virginia Woolf på to colleges for kvindelige studerende på Cambridge-universitetet. De to forelæsninger blev året efter samlet til et langt essay og udgivet under titlen A Room of Ones Own, tidligere oversat af Elsa Gress til Eget værelse, men nu af Merete Ries oversat til Sit eget værelse.
Det er et essay, der har haft og stadig har kolossal betydning for kvinder (og mænd) verden over. Også i dag føles Woolfs tanker lige aktuelle, ikke bare for kvinders vedkommende, men for de mennesker, der læser litteraturen, og for dem, der skaber den. For det er litteraturen, som er Woolfs anliggende, og den skrives ifølge hende ikke med kønnet. Tværtimod må man i selve skriften være androgyn, man må være kvinde-mandlig eller mande-kvindelig.
Men, som hun skriver, det var svært for den kvindelige forfatter anno 1928, for der stod biskopperne og dekanerne, lægerne og professorerne, patriarkerne og skolemestrene og råbte deres advarsler og gode råd: Du kan ikke gøre dette, og du må ikke gøre hint!.
Karakteristisk for Woolf er den humoristisk-konkrete tilgang, hvormed hun afsøger det givne emne, hun var blevet bedt om at tale om: Kvinder og litteratur. Det konkrete er hele tiden nærværende hos Woolf som en bund, tanken efter at have spundet sig ud i det filosofiske konstant kan vende tilbage til.
Hun besøger et fiktivt Cambridge, hvor hun erfarer den strukturelle ulighed mellem mænd og kvinder, der gerne vil studere. På mændenes college er der luksus, der er tilflydt penge fra værdige mænd gennem tiden. Sådan ser det ikke ud på kvindernes college, for kvinder har dels ikke haft mulighed for at tjene, dels havde de før 1880 ikke ret til at eje egen ejendom.
Woolf spankulerer på græsset og bliver smidt væk, for der er kun adgang for fellows (mandlige studerende). Hun prøver at komme ind i biblioteket, men der er kun adgang for mandlige studerende. Hun smager på de lækre retter inviteret qua sin status på mændenes college og efterfølgende på den tarvelige menu på kvindernes: Og jeg tænkte på, hvor ubehageligt det er at være udelukket; og jeg tænkte på, at det måske er værre at være spærret inde; og jeg tænkte på den sikkerhed og velstand, det ene køn havde, og den fattigdom og usikkerhed, det andet havde.
Måske er det ikke sådan mellem kønnene i dagens Danmark, men uligheden og udelukkelsen findes stadig, og Woolfs analyse lader sig fint overføre.
Gennem essayet løber Virginia Woolfs mantra: Hvis en kvinde nogensinde skal gøre sig begreb om at skrive litteratur på linje med mænd, som hele tiden har haft privilegierne hvis hun skal være mere end det, hun et andet sted beskriver som Englen i huset så kræver det et eget værelse med en lås på døren, og 500 pund om året: Intellektuel frihed afhænger af materielle ting. Digtning afhænger af intellektuel frihed.
Man kan snakke nok så meget om ideologi, men som Woolf pointerer, så er der også ganske praktiske ting, der gør sig gældende. Nok kunne forfatterkollegaen Jane Austen skrive i stuen og holde den flove beskæftigelse skjult for alle, men det er de færreste, der har nerver til det. Man må have sit eget værelse, hvis man skal koncentrere sig, ligesom man må have en vis ro omkring sin økonomi.
Når det praktiske er på plads, kan der skrives. Men også her er der kampe, der skal kæmpes. En kvinde må gøre sig fri af det maskuline kritiske blik for at kunne skabe noget i egen ret. Hun må frigøre sig fra at fungere (...) som spejlglas med den magiske og herlige evne at gengive manden i dobbelt størrelse i forhold til virkeligheden.
At læse Woolf giver også eftertanke til dagens meget autobiografiske litteratur. Her skriver hun for eksempel om det mandlige jeg (der gør sig bedre grafisk på engelsk: I), som kan være så dominerende, at man ikke kan se teksten for bare jeg: Ikke at dette jeg ikke var et meget agtværdigt jeg; ærligt og logisk; hårdt som en nøddeskal og gennem århundreder poleret af god opdragelse og god ernæring. Men i skyggen af dette jeg fortaber teksten sig ofte, mener hun.
Merete Ries, der i sin tid på Rosinante sørgede for, at vi fik mange af Virginia Woolfs værker på dansk, har oversat og derudover forsynet bogen med et lille gavnligt vedhæng i form af forklarende kommentarer. Egentlig kunne man godt have ønsket, at forlaget havde prioriteret lidt mere udfoldelse af dem, for der ligger mange interessante historier gemt her.