Egentlig er det helt enkelt. Kun en kvinde og en scene. Stærkt, serafisk lys. Og så musikken som eneste anden medspiller. Fjerne festlyde fra en forgangen tid. Tung techno.
Det handler om at tage afsked med tilværelsen, før man kan. Det handler om at hylde livet i al dets meningsløse uretfærdighed og afskyelige skønhed. En hymne til tilværelsen, som så flygtigt opstår i et transfervindue, flakker, flimrer, før det er forbi.
Christine Børge holder blikket. Hun insisterer på at se døden i øjnene og tvinger os til det samme. Der er en skrøbelig styrke i de skælvende bens bestandige bevægelser, i hændernes krampagtige vrid, galgenhumoren og de tørre konstateringer om de raskes fejl.
Og så vreden. En ætsende harme rettet mod en ansigtsløs uretfærdighed. ”Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skulle tildeles så stor en afdeling af helvede,” spørger hun ud i mørket, men forbliver ikke i bitterheden. For der er stadig så meget Maria tilbage i det døende kadaver, at også ironien får sin plads. Især de raskes velmenende råd, mindfulness og alternativ behandlings-cirkusset, som sælger tomme håb til de håbløse, karikeres skånselsløst. Hvordan er man dødssyg på den rigtige, ”mindfulde” måde?
Monologens Maria er terminal kræftpatient, ligesom forfatteren Maria Gerhardt var det, da hun skrev ”Transfervindue” som sit sidste værk inden den alt for tidlige død i foråret. En rejse ind i et utopisk sygdomsland – et kæmpemæssigt hospice af hvid renhed, juicekure og gåture – sender os ind i den syges isolation. Med et højt hegn forhindres beboerne i at flygte, mens de raskes smertende bekymringsløshed holdes på afstand. To verdener, der ikke kan forenes.
Alligevel følger Maria og den medsyge Mikkel minutiøst med i de raskes liv fra hospicets eksilposition. De ser dem handle, de ser dem stå på bussen, de ser deres fejl, når de glemmer, at de ikke har travlt, men netop har al den tid, som Maria ikke har. ”I har ikke andet end tid,” råber hun os ind i ansigterne, så man skammer sig i sæderne.
Skuespiller Christine Børge lader bare blikket tale afmagten, angsten og det svindende håbs sprog. Sjældent har man på scenen set så sitrende en intensitet, så generøst et nærvær. Kroppens senede styrke, den stolte posering i sports-shorts og det tilbagestrøgne hår kontrasteres af ansigtets plagede trækninger om munden, øjnenes bange blik. ”Jeg lå og hulkede og håbede bare, at der var nogen, der ville komme og redde mig.” Patospassagerne siges med en hæshed på stemmen, som rummer hele ambivalensen i menneskets møde med naturens nådesløshed.
Sceneversionen af ”Transfervindue” står stærkt, fordi den insisterer på det ærlige, usentimentale udtryk. På samme måde som bogforlægget giver et næsten nøgternt indblik i den døendes tanker, har Liv Helm ladet Marias skæbne stå nøgen frem på scenen. Scenografien er skrabet, egentlig ikke-eksisterende – og giver ordenes ”der er ikke tid til ligegyldigheder”-attitude konkretion. Der er ikke noget at gemme sig bag, der findes ingen formildende omstændigheder eller pyntepuder i kulissen.
Den engelske dramatiker Sarah Kane sagde engang, at den eneste grund til at komme i teateret, er håbet om at møde et billede, der brænder sig fast. Det billede møder man i transfervinduets intense time. Det billede møder man i Maria.