Prøv avisen

Sjælen sivede bort i Tjajkovskij-symfoni

Foto: .

Den særlige russiske tyngde forsvandt i bulder og brag

Den 26-årige amerikaner Joshua Weilerstein har været en populær gæst i Danmark, siden han for mere end fire år siden snuppede førstepladsen i Malko-konkurrencen for unge dirigenter. Han er i dag en betydeligt mere erfaren orkesterleder, dirigerer med jævne mellemrum New York Filharmonikerne og fremstår som en maestro, der i høj grad mestrer sin metier. Og første halvdel af den sidste torsdagskoncert i oktober var da også spændende med to nyere værker, som han tydeligvis tændte på og indledningsvis havde givet en kort redegørelse for i den håndholdte mikrofon, han fik udleveret.

Det drejede sig om John Adams blot seks minutter lange Lollapalooza (et amerikansk ord, der angiveligt betyder noget i retning af superfedt eller for vildt) et kort, medrivende rytmisk stykke med masser af messingklange og godt humør. Det blev efterfulgt af et betydeligt mere vægtigt værk: skotske James MacMillans violinkoncert fra 2010, en spændende sag med enkle betegnelser på de tre satser: Dance Song Song & Dance. Solisten, den 41-årige japaner Akiko Suwanai, som sidste år stod for den japanske førsteopførelse, hvor McMillan selv dirigerede, var en fin advokat for koncerten, hvor hun i lange passager indgik i en smuk dialog ikke bare med selve orkesteret, men også med pianisten Per Salo. Det er en udfordrende koncert, mange i den næsten fuldt besatte sal sikkert godt kunne tænke sig at høre igen.

LÆS OGSÅ: Charmeoffensiv. Klassisk musik skal positionere Rusland

Weilerstein virkede også i fin form til at tage livtag med Tjajkovskijs 4. symfoni, den første af den russiske mesters tre store episke værker i genren. Der var et par upræcise indsatser fra messing-sektionen i den indledende andante sostenuto, men Weilerstein fik skruet godt op for tempoet i den lange allegro-del. Næsten i en sådan grad, at man sad og undrede sig over, hvor sjælen i denne enestående symfoni dog blev af? Det var flot spillet, men jeg savnede tyngde, substans russisk vemod. Finalen blev leveret i et forrygende showbiz-tempo, imponerende, men også for effekt-jagende. Jeg skal ikke slå Weilerstein oven i hovedet med anderledes vægtige fortolkninger af dirigenter som Sanderling, Mravinskij, Karajan, Fedosejev, Gergiev eller Abbado, men teknik og tempo alene gør det altså ikke i denne musik. Dirigenten skal også mestre kunsten at lytte indad, før han så at sige gestikulerer udad.

På torsdag er der igen lejlighed til at høre Tjajkovskij i den blå kube ude på Amager, når Nikolaj Znaider skal fortolke russerens svanesang, den dybt tragiske 6. symfoni, også kaldet Pathétique. Og midt i november, lørdag den 16., er der celebert besøg, når verdensstjernen Bryn Terfel synger uddrag fra flere Wagner-operaer, heriblandt Mestersangerne og Den flyvende hollænder. Det kan meget vel blive en oplevelse for livet også for lyttere, der normalt ikke sværger til Wagner.

kultur@k.dk