Omkring 1912 knipsede fotografen Alfred Kjøller et billede af Hammershus set fra østsiden. Borgruinen lå i baggrunden som et umiskendeligt symbol på klippeøen, mens klipperne og bidende bølger fyldte forgrunden. Efter fotografen havde fremkaldt billedet på en glasplade, lyste han motivet op på et lærred.
Alfred Kjøller, der var uddannet håndværksmaler, greb penslen og malede det ikoniske bornholmske motiv.
Hurtigt blev lærredet populært som baggrund til portrætfotografier, især blandt turister fra Tyskland og Nordsjælland. Men da Første Verdenskrig brød ud i august 1914, holdt de tyske turiststrømme brat op. Kort efter var portrætter foran et baggrundslærred umoderne, og lærredet med Hammershus røg ud på lageret i atelieret i Allinge og blev langsomt glemt.
Glemt indtil i sidste uge, hvor manden, der havde købt Kjøllers hus og atelier i 1983, gik ind ad døren til Bornholms Museum og placerede en hengemt Netto-pose fra sit loft ved skranken med ordene.
”Det er jer eller Bofa.” (Bofa varetager affaldet på Bornholm).
Manden gad ikke vente på, at nogen så på indholdet i posen, og han var hurtigt ude ad døren igen.
Da museumsinspektør Jakob Seerup for Bornholms Museum kiggede ned i posen, var han ikke i tvivl om, hvad der lå i den. Han genkendte udsnittene af baggrundslærredet blandt folderne.
”Det er så sjældent, at man får noget i hånden, hvor man ved nøjagtig, hvad det er,” siger Jakob Seerup og henviser til, at han har kigget på mange portrætter af mennesker foran lærredet, så han genkendte med det samme baggrundslærredet med Hammershus.
Indholdet blev lirket op af plastikcposen, og efter et par timer hang lærredet som en del af udstillingen, og gæster kan nu få taget billeder ligesom for over 100 år siden.
”Situationen er nu sjov og dobbelt, fordi vi har de gamle billeder med turister og lokale foran lærredet, og så kan man i dag sætte sig foran det og selv få taget et portræt.”
Trods foldemærker står Bornholms Museum nu med et styk velbevaret baggrundslærred fra før Første Verdenskrig.
Bornholms Museums nye gammeldags, og alligevel interaktive, museumsgenstand fortæller en stedspecifik historie om Bornholm som turistdestination, men også om portrætkulturens barneår.
Portrætter foran baggrundslærreder – en såkaldt font – er ifølge professor i fotografistudier på Københavns Universitet Mette Sandbye et borgerligt fænomen.
Fotografiet blev opfundet i 1839, og portrætkulturen udvikledes med borgerskabets fremvækst i 1800-tallet. Et bagvedliggende spor i fotohistorien er de tekniske muligheder, og omkring midten af århundredet vandt papirfotografiet frem. Derfor eksploderede portrætkunsten i 1860’erne, da middelklassen også fik råd til at få taget billeder. Portrætterne var fra begyndelsen både af ansigtet, fra brystet, fra knæet eller i helfigur, hvor baggrundslærredet blev et populært element i portrætkunsten.
Fotoatelierer havde gerne op til flere forskellige baggrundslærreder, kunden kunne vælge imellem. Oftest forestillede fonten en højborgerlig kultur med draperede gardiner, romerske søjler, balustrader (et rækværk af små buttede søjler) og eksotiske planter. Her var udtrykket inspireret af overklassens portrætmalerier. Eller også illustrerede lærrederne et romantisk udtryk med flotte landskaber som bjerge, havet eller bøgetræer. Fra bevarede fotografier kender man til utroligt mange baggrundslærreder. For eksempel findes der forskellige fotografier af H.C. Andersen foran de såkaldte fonte. Ét siddende foran en balustrade, et andet med en malet søjle i baggrunden og et tredje på en bænk med en grøn bøgeskov bag sig.
”Portrætter er en del af en fremvisningskultur,” fortæller Mette Sandbye og uddyber, hvad billederne skulle signalere.
”Det skulle gerne se mere rigt og opulent ud end dét, man kom fra. Man kunne også udstyre billederne med en globus, bøger eller kunstværker, som skulle vise, man var berejst, velhavende eller dannet. De malede kulisser er en del af den kultur.”
Mette Sandbye nævner, at der indtil 1880’erne blomstrede en såkaldt visitkortskultur som en del af den borgerlige kultur, hvor man fik trykt mindre fotografier, som man kunne udveksle og indsætte i album eller gemme andetsteds. Baggrundslærrederne var en naturlig del af den kultur. Efter århundredeskiftet begyndte folk at sende postkort, som også var en del af fremvisningskulturen og den borgerlige kultur.
”Det er et udtryk for en fritidskultur. Det havde datidens arbejdere hverken råd eller tid til. Det at rejse eller gå ud i naturen og spise picnic er en borgerlig kultur, der viser, at man har rigdom, overskud og tid.”
Efter Første Verdenskrig blev baggrundslærrederne umoderne. Billederne var for stive og opstillede, og den teknologiske udvikling medførte, at folk selv kunne købe fotografiapparater. Borgerskabet kunne dermed selv tage billeder foran det faktiske Hammershus i stedet for at sidde på en papmachéklippe med en udstoppet måge foran et malet lærred af naturen. De benævnte rekvisitter var en del af materialet ved Alfred Kjøllers atelier.
Mette Sandbye perspektiverer fænomenet med fremvisningskulturen til nutiden, hvor det i allerhøjeste grad stadig er relevant. Kulturen med at vise andre, at man er velhavende, berejst eller dannet ud fra billeder, florerer i bedste velgående på de sociale medier Instagram og Facebook, hvor brugerne fremviser billeder af sig selv fra især ferier, men også af nye indkøb eller læste bøger og oplevede koncerter.
Et eksempel på, at teknologien giver os muligheder for at tage billeder i ellers umulige omgivelser, findes i dag også på de sociale medier, hvor brugerne på for eksempel Snapchat kan benytte filtre til at se anderledes ud og være i andre omgivelser. Et andet lavpraktisk eksempel er de billeder, man kan købe efter en rutsjebanetur.
”Det er en visuel kultur, der er grundlagt i slutningen af 1800-tallet. Vi kan grine ad det i dag, men meget er stadig det samme.”