”Liberty” er ekspressionistisk kunst i bedste sendetid

De andre er en dødvægt i det ensomme og evige mørke. ”Liberty” er ekspressionistisk kunst i bedste sendetid

De sprængte modsætninger mellem lys og skygge, mellem sort og hvid, træder tydeligt frem i fjerde afsnit af ”Liberty”. Fattigdom opleves gennem Marcus, hvor en kyllingefarm fostrer det spinkleste overlevelsesgrundlag. –
De sprængte modsætninger mellem lys og skygge, mellem sort og hvid, træder tydeligt frem i fjerde afsnit af ”Liberty”. Fattigdom opleves gennem Marcus, hvor en kyllingefarm fostrer det spinkleste overlevelsesgrundlag. – . Foto: Aske Alexander Foss.

Det er intensiteten i de enkelte udtryk, i billeder, lys og lyd, der gør DR’s søndagsdrama ”Liberty” til insisterende anderledes tv-dramatik. Asger Leths Afrika-vision er nærmest et nykomponeret ekspressionistisk manifest. I begyndelsen af det 20. århundrede herskede den heftige billedstil hos kunstnere, der med brede penselstrøg malede, hvordan det føltes at være menneske.

I et nyt årtusinde sættes alle den visuelle kulturs virkemidler sammen for igen at rives over. Sådan viser ”Liberty” modigt, hvor svært det, stadig, er at være et moderne menneske.

De sprængte modsætninger mellem lys og skygge, mellem sort og hvid, træder tydeligt frem her i det fjerde afsnit. Det varme, naturlige lys bader Katrina, Kirsten og Niels. De sorte ansigter derimod, Marcus’ og Claires, efterlades i skygge. Det er ikke Guds lys, der skinner på de hvide kroppe, men mulighedernes, pengenes. Mørket findes også på Christian og Marcus’ nye klub, hvorfra alle scener er badet i et blåt, næsten hallucinerende lys.

De skabelonagtige replikker, der især træder frem i familien Knudsens sporadiske samtaler, kan igen undskyldes. For de fylder lidt, dialogen er ikke så tung. Og den kantede karaktertegning passer ind i det iturevne udtryk, hvor lyden overtager billedet. Hvor karikaturen overtager individet.

I dette fjerde afsnit er det overflødige fedt igen smeltet væk af den sydende sol. Tilbage står det nøgne og mørke drama. Og det totale mørke, egoismen, har nærmest ingen modsætning mere. Modsætningerne findes i udtrykket. Ikke i menneskene. Der er intet formildende tilbage.

Som de sidder der, Marcus og Claire, i hver sin side af billedet, han med en øl, hun med et barn i maven. Sådan ser fattigdom ud. De to er skærende ulykkelige i forgrunden. Imellem dem, bagerst i billedet, er et rum med kyllinger. En farm, der fostrer det spinkleste overlevelsesgrundlag.

Montagerne, den abrupte sammenklipning af korte scener, sprænger ”Liberty” i stykker. Serien kunne så let forfalde til sexscener, til forførelse, men kun antydningerne er der, for kærligheden er væk. Her er der mange, der har ret til at tage andre. Men vi ser det ikke. Behøver ikke se det. I stedet fanger kameraet kort det blodige efterspil. En kæmpemæssig død krop forladt i en mineskakt. Seksualitet er magt.

Alle er ensomme og kan kun tænke på sig selv, for de andre er en dødvægt. Christian ofrer Marcus, Kirsten ofrer Christian, og en ung pige er død og begravet i uindviet jord. Men tårerne tørres væk, og kun bedraget står tilbage.

Hvem vinder, når sidste afsnit løber over skærmen på søndag, kunne man fristes til at spørge. Men svaret kender vi allerede. Der er ingen, der kan hverken forlade eller forblive i Tanzania med ryggen rank.

Bistandsorganisationerne er bange for, at ”Liberty” skræmmer donorer væk, at organisationernes ry bliver blakket. Men det er nu ikke korruptionen, der er det mest urovækkende i ”Liberty”. Det er det menneskelige mørke, der står altomsluttende tilbage, efter sjælene er brændt op.