Sjælesørger kommer på arbejde i smuk flerstemmig roman

Anne-Cathrine Riebnitzsky åbner for et religiøst rum i sin nye vellykkede roman

Forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky.
Forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky. Foto: Liselotte Sabroe.

”Gad vide, hvordan det er at få klippet sine fingre af med en boltsaks?”.

Den unge hash-handler Marcus i Anne-Cathrine Riebnitzskys nye roman ”Orkansæsonen og stilheden” kan ikke slippe tanken. Man forstår ham godt. Den situation, han befinder sig i, er ikke rar.

Han har ophobet en gæld på 300.000 kroner til rockeren Johnny Boltsaks, men har naturligvis ingen penge. I et desperat forsøg på at få annulleret sin gæld kører Marcus en sølvgrå Audi med en stor last heroin fra Holland til Danmark.

Den foruroligende beretning om unge Marcus' vej ind i hård narkokriminalitet er ét af de mange parallelle spor, som Riebnitzsky fletter sammen i sin roman. Vi møder også advokaten Beate, politimanden Henning, skytten Hans, den tidligere soldat Søren, rockeren Johnny, tjeneren Nory og præsten Monica.

De forskellige spor og personer forbinder sig med hinanden i et komplekst mønster, men det opleves nu ikke som noget problem. Tværtimod. For hver gang en ny person introduceres, får man akkurat nok at vide om ham eller hende til at få vakt sin læselyst og nysgerrighed. Man skal derfor ikke mange sider ind i romanen, før man er fanget ind af Riebnitzskys fortælling, som byder på mord, kærlighed, politiarbejde og meget mere.

Der er dog ikke tale om en krimi eller thriller i klassisk forstand. For selvom de forskellige fortællinger alle på hver sin måde er spændende at følge, er romanens interesse først og fremmest at demonstrere, hvor mangfoldigt livet udspiller sig for forskellige mennesker. Man kan derfor tale om en særlig empatisk fortælleform et sted på skalaen mellem Karl Ove Knausgårds jeg-orienterede ”Min kamp” (2009-11) og Peer Hultbergs myldrende roman ”Byen og verden” (1992).

I 2013 høstede Anne-Cathrine Riebnitzsky både kritikerroser og De Gyldne Laurbær for sin roman ”Forbandede yngel”, men frem for alt fik hun sat en væsentlig dagsorden om forsømte børns vilkår og erobret et stort publikum. Hendes navn var på alles læber. ”Orkansæsonen og stilheden” er med sin flerstemmige fortælleform en anden type roman.

Samtidig åbner Riebnitzsky her døren op til et religiøst rum. For er der en central skikkelse iblandt de mange må det være præsten Monica, der ikke er i tvivl om sin tro. Da advokaten Beate, som har mistet sin mand i et trafikuheld og føler stor skyld over hændelsens forløb, fortæller, at hun ikke kan lægge skyldfølelsen fra sig, fordi hun ”tror på samvittigheden, på rigtigt og forkert” og med sig selv ved, at hun ikke gjorde nok for at forhindre dødsulykken, svarer Monica: ”Mit vigtigste ståsted, det skriftsted, jeg først lærte udenad, og som er grundlaget for hele mit liv, er Johannes Evangeliet kapitel 10, vers 10, hvor Jesus siger: 'Jeg kommet for, at I skal have liv og have det i overflod, til det flyder over og spilder ned på alle andre. Tyven kommer kun for at stjæle, ødelægge og slå ihjel'.”

Samtalerne mellem Monica og Beate er tankevækkende læsning. For selvom Beate ikke uden videre kaster sig ud i troen, bliver kirken et muligt refleksionsrum for hende. Også i forhold til morderen, hvis identitet ikke skal afsløres her, spiller Monica en afgørende rolle. For hvordan kan et i øvrigt moralsk menneske, der i afmagt slår et andet menneske ihjel, leve med sin ugerning efterfølgende? Det er næppe let at bære. Her kommer sjælesørgeren Monica for alvor på arbejde. Man kan diskutere, om Monicas indre trosliv alle steder er fremstillet lige nuanceret, men det trækker ikke fra det faktum, at Riebnitzskys roman som helhed er vellykket.

Anne-Cathrine Riebnitzsky er oprindeligt uddannet på forfatterskolen og blev så efterfølgende sprogofficer i russisk. Hun har været udsendt som kaptajn og siden som rådgiver til Afghanistan.

Og måske er det netop hendes sammensatte og atypiske baggrund, der har gjort hende i stand til at sætte sig ind i så mange forskelige mennesketyper.

For hvad enten man følger advokaten Beate på jagt, politimanden Henning i forhørslokalet, hashhandleren Marcus på smuglertogt eller jægeren Hans på arbejde i dyreparken, forekommer alle detaljer troværdige. Samtidig må man forundres over Riebnitzskys evne til at sammenføje de mange små fortællinger så fint. Det er en fornemt komponeret roman. Den er smukt flerstemmig og ligner ikke noget, man tidligere har læst.

kultur@k.dk