Prøv avisen

Sjælesorg for sjælesørgere

2 stjerner

En svensk arbejdsgruppe af hospitalspræster forsøger i en lille bog at indkredse, hvad der er deres opgave som sjælesørgere. Deres bog er dog flimrende og uklar

Bogen ”Identitet og opgave” med underskriften ”sjælesorg, når livet går i stykker” er resultatet af en økumenisk hospitalspræstegruppes seminar på Sigtunastiftelsen, hvor der blev diskuteret, hvad sjælesørgernes virke er og går ud på. De er jo, som de selv siger, ikke socialrådgivere, ikke terapeuter, ikke psykologer, men et sted i det grænseland.

Det er vigtigt at slå fast, at bogen handler om sjælesorg set fra sjælesørgerens side. Der er altså ikke tale om, hvad det menneske, der opsøger præsten, kan få ud af det. Vi er på den anden side af bordet. Der har ellers i disse dage her i avisen været en del omtale af, at folkekirken skulle reklamere mere for, at mennesker kan henvende sig til præsterne for at få en samtale om deres livsproblemer. Det er der sikkert godt idé i, men det er ikke det, denne bog handler om, selvom en del af titlen (”sjælesorg, når livet går i stykker”) kunne forstås sådan.

Det er Kerstin Dillmar og Lars Björklund, der står bag renskrivningen af gruppens anstrengelser. De er to erfarne hospitalspræster. De ser deres opgave som hospitalspræst at være ”en ramme for et menneske, der er ude af sig selv, således at den pågældende kan få øje på sig selv igen”. Sådan skriver de. Jeg synes, at ordvalget er noget uklart.

Jeg har i årtier selv været sjælesørger og kan ikke helt se mig som en ramme. Jeg har altid forstået mig selv som et medmenneske, der har en kristen vinkel på livet. En ramme? Jeg forstår bedre, når de skriver, at man i den ramme ikke skal love mere, end man kan holde. Det gælder både på det menneskelige og religiøse plan. Hvis man lover for meget, kan man risikere at blive spist. En præst fortæller i bogen, at han havde lovet en patient, at hun måtte ringe når som helst til ham, hvilket hun gjorde dag og nat, så han nærmest blev vanvittig af det.

De to hospitalspræster skriver ærligt om utilstrækkelighedsfølelsen og belastningerne ved at være i det embede, hvor det svinger mellem håb og håbløshed, vrede og længsel. De gør sig også nogle relevante overvejelser. Hvor kommer den religiøse tolkning ind? En af præsterne siger, at det er afgørende at have nogle ritualer, når for eksempel børn dør, og forældrene sidder tilbage med sorgen og ikke ved, hvordan de skal gå fra deres døde barn. Disse overvejelser kunne der godt være skruet noget op for.

Der berøres en del væsentlige emner i bogen, men den er usammenhængende og uklar. Egentlig er det lidt underligt, at den er udkommet som bog. Modtagergruppen synes noget begrænset. Der skrives på bagsiden, at den henvender sig til dem, der arbejder med sjælesorg i institutioner og i menigheder. Den gruppe bør, synes jeg nok, have noget bedre og mere klart og brugbart materiale. ”Identitet og opgave” er ikke god nok, desværre. Den skulle måske bare have været brugt som en pdf-fil til brug som optakt til andre seminarer.