Væggene på Udrejsecenter Sjælsmark plejede at være hvide, men hvor der før var hvidt, er der nu farver. Væggene er blevet udsmykket med tegninger af farverige fisk, ørkenlandskaber og orange gummibåde. Bag værket står 45 af de i alt 90 børn, der bor på udrejsecenteret, og hvis trivsel og fremtid i årevis har været heftigt diskuteret på Christiansborg.
Hidtil har det kun været politikere, aktivister og eksperter, der har blandet sig i debatten, og børnene har ikke selv haft meget at skulle have sagt. Den mulighed får de nu med billedkunstner Camilla Blachmanns kunstprojekt ”Sjælsmarks børn rykker ud”.
Camilla Blachmann har i mange år malet med udsatte børn og unge fra hele verden. Når de unge maler, oplever hun, at de når et lag dybere ned i deres egen historie. Tidligere folketingspolitiker Özlem Cekic og tidligere overrabbiner Bent Melchior havde hørt om hendes kunstprojekter med udsatte børn og bad hende tage med dem til Sjælsmark for at skabe et pusterum for børnene der.
Camilla Blachmann havde forberedt sig på at møde en gruppe triste børn, som var traumatiserede af deres fortid. Men det var ikke det, der ventede hende.
”Det mindede mig om mine egne børn. De kan og vil det samme.”
Under et af hendes første besøg oplevede hun noget, der rørte hende dybt. Hun åbnede døren til et rum fyldt med gamle kufferter. For hende var kufferterne et symbol på det håb om en lysere fremtid, forældrene må have haft, da de besluttede at forlade deres hjem med deres børn i hånden. Nu lå de her. Mast sammen i et rum på en gammel militærbase.
Camilla Blachmann så en gruppe børn og unge fulde af ressourcer, men uden mulighed for at sætte deres aftryk på verden. Den mulighed ville hun gerne give dem. Hun sørgede for, at der var maling og pensler nok til alle. Hvad de gjorde med det, var op til børnene selv. Til at begynde med malede børnene på lærreder, men som mange andre børn havde de svært ved at holde sig inden for stregerne. Der var ikke plads nok til deres fortællinger, fortæller Camilla Blachmann. Derfor blev lærredet til udrejsecenterets vægge.
”Jeg valgte at spørge om tilgivelse frem for tilladelse, for tilladelse ville jeg aldrig have fået af Kriminalforsorgen, som driver udrejsecenteret,” fortæller billedkunstneren, der vurderede, at det værste, der kunne ske, var, at de ville bede hende male det over. Det gjorde de dog aldrig, og værket greb hurtigt om sig. En væg blev til flere vægge, og et rum blev til mange rum.
16-årige Sara er et af de malende børn fra Sjælsmark. Hun flygtede fra Iran og har opholdt sig i Danmark i fire år – to af årene på Udrejsecenter Sjælsmark.
”Jeg får det roligt, når jeg maler. Jeg koncentrerer mig om penslen, og det sætter mine tanker i ro.”
Sara maler oftest situationer fra sit eget liv.
”Man kan ikke male hele sit liv, men når man oplever en svær ting, eller man husker en ting eller savner noget, så kan man komme ud med det på et lærred,” siger hun.
15-årige Napa fra Irak maler, når hun har det dårligt eller er ked af det, for så får hun det bedre.
”Jeg ved ikke, hvad jeg maler, før jeg går i gang,” fortæller hun.
Napa har boet på Sjælsmark i to et halvt år.
Hun kan ikke huske tiden inden.
”Vi var i Avnstrup, før vi kom til Sjælsmark. Der var vi i to uger, mere kan jeg ikke huske.”
Camilla Blachmann mener, at kunsten hjælper børnene dybere ned i deres bevidsthed.
”Jeg spurgte engang børnene, hvordan de var kommet hertil. Det kunne de ikke svare på. De vidste det ikke,” fortæller hun.
På en af væggene har et barn malet en gummibåd omgivet af vand og mennesker i orange redningsveste. Ved siden af hænger en tegning af en tom gummibåd. Ud af de 45 børn, der har malet hver tirsdag på Sjælsmark, har fem af børnene nu fået tilladelse til at forlade Sjælsmark et par dage for at male direkte på Kunsthal Charlottenborgs vægge.
”De har fået lov til at male alle de steder, de selv kan nå,” fortæller Michael Thouber, der er direktør for Kunsthal Charlottenborg.
”Vi har ikke blandet os i børnenes kunstneriske udtryk. De må male, hvor og hvad de vil. Det er deres historie.”
Og den historie er han stolt af at kunne præsentere.
”Der er blevet talt rigtig meget om de børn, men det er ikke ret meget, man har hørt fra dem selv. Billedsproget har givet børnene et sprog for det, de måske ikke kan sætte ord på. Den historie vil vi meget gerne være med til at bringe videre til danskerne.”