”Han var nået til det punkt hvor der altid kun var én ting tilbage: Sprut og mere sprut til han fik amnesti; og i morgen, sprut igen.”
Sådan står der et sted i Charles Jacksons ”Den forsvundne weekend”, der udkommer i en ny, kærkommen oversættelse. Indtil nu har romanen fra 1944 kun kunnet læses i Vilhelm Kruses ikke altid lige teksttro 1946-oversættelse med titlen ”Forspildte dage”. Men med Forlaget Bobo og oversætter Niels Lyngsøs mellemkomst har vi altså fået mulighed for at læse en af misbrugslitteraturens hovedværker på et mere tekstnært, diskret opdateret dansk og under en mere korrekt titel.
Det er en dag i 1936, og Don Birnam skal på landet med sin kæreste og bror. Men inden de to kommer for at hente ham i hans lille lejlighed på Manhattans East Side, smutter han ud ad døren med de penge til rengøringshjælpen, broderen har lagt hos ham.
Det er tydeligt, at Birnam ikke er i stand til at tage vare på sig selv, at han mange gange før har svigtet andres tillid, og han ender på stambaren, hvor han i første omgang lige vil tage en enkelt sjus før landturen. Det bliver – selvfølgelig – til flere, og i stedet for at vende hjem og møde de andre bliver han ude, drikker videre, og den lange weekend, han skulle have tilbragt i den friske landluft, går i stedet med at drikke på beværtninger og i lejligheden, mens hans humør skvulper mellem megalomani og mindreværd. I ét øjeblik får han idéen til en genial roman, i det næste virker det hele latterligt, og som dagene og nætterne går, nærmer han sig bunden. Dernede, hvor de utilgivelige svigt finder sted, og dernede, hvor delirium tremens, ”nattesygdommen”, forvrænger alt.
Den britiske forfatter Kingsley Amis har kaldt ”Den forsvundne weekend” for ”den bedste fiktive skildring af alkoholisme”, og der er da også passager i fortællingen, som er lige så pinagtige at stå igennem, som de er stor litteratur. Det gælder eksempelvis, da Birnam er så langt ude, at han pantsætter sin kones pelsfrakke for at få penge til mere sprut og af samme grund vil sælge sin skrivemaskine. De to, pelsen og skrivemaskinen, viser, hvordan selv det vigtigste i en alkoholikers liv, for Birnam kæresten og litteraturen, ofres for den næste rus.
Det står også klart i Billy Wilders filmatisering af romanen. Jeg genså den for nylig, og den er i store træk lydhør over for bogen. Men mindre sanselig. For hvor filmmediet i sin natur er udvendigt, bevæger Jacksons roman sig både på ydersiden og indersiden af Birnam. Hvordan han føler, ser og sanser. Som her:
”Han mærkede den olieagtige, syrlige, fiskeagtige lugt fra delikatesseforretningen.”
Lyngsø fanger det flot i sin oversættelse, der i det hele taget lever og ånder. Det gælder således også en af romanens nøglescener, hvor Birnam er blevet indlagt, og lægen, der tilser ham, siger til en anden:
”Der er ingen kur, bortset fra simpelthen at holde op. Og hvor mange af dem kan det? De vil ikke, forstår De. Når de har det skidt, sådan som ham her, så tror de de gerne vil stoppe, men det vil de i virkeligheden ikke. De kan ikke få sig selv til at indrømme at de er alkoholikere, eller at spiritussen har besejret dem.”
Men ”Den forsvundne weekend” bliver først og fremmest ved med at virke aktuel, fordi misbrug bliver ved med at være det, og alle, der har haft alkoholisme inde på livet, genkender – også her 78 år efter romanen udkom i USA – den ulidelige pusten sig op og falden sammen, grådlabiliteten, kroppens og psykens opløsning. Eller som Jackson beskriver det her via Birnam:
”Man drak, og det var ved at slå én ihjel. Hvorfor? Fordi man var nået til det punkt hvor én sjus var for mange, og hundrede ikke var nok.”
At læse ”Den forsvundne weekend” er én lang nedtur. Og dog. For hvor Don Birnams altødelæggende druk er svær at være vidne til, er historien virkelig godt fortalt og med en evne til at skildre det sørgelige, meget menneskelige selvbedrag, og som indimellem leder mine tanker hen på Knut Hamsuns sublime ”Sult”. Hvilket jo er opløftende.