Nærværende i fraværet. Paradokset gælder typisk for personer skildret i malerier af Daniel Enkaoua, der er født i Frankrig i 1962, opvokset i en ortodoks jødisk familie og i dag bosat i Barcelona. Præsentationen af hans arbejde udgør hovedudstillingen, ”Daniel Enkaoua – Mellem himmel og jord”, på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, der samtidig viser en lille, men vægtig udstilling med billedhuggeren Laila Westergaard.
Daniel Enkaoua forholder sig til religion, men hans værker opleves ikke umiddelbart som religiøse. Og han ønsker da heller ikke at formidle en bestemt religion, men snarere ”en grundlæggende religiøs følelse”, forstået som undren over og glæde ved eksistensen. Han siger, at han maler ”livet til dets grænse” – og at han prøver at forstå meningen, dog fulgt af den klædeligt beskedne tilføjelse, at han ikke ved, om det lykkes.
Et kig ind i kunstnerens verden, fremstillet i en sløret stil, der er for flimrende til at affinde sig med entydighed: En kvinde med et barn, ”Natan siddende på skødet af Sarah” (2006). Det er tilsyneladende et øjebliksbillede – og så alligevel ikke. Det er, som om personerne har siddet, som de gør, meget længe. Og samtidig er de gledet så dybt ind i situtationen, at de – må man tro – kan blive i den, så længe det skal være. Kvinden og barnet synes indstillede på det. Deres tålmodighed lader til at være stillet ind på uendelig. Et flygtigt øjeblik, der fremtræder som standset tid.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Scenen har en intensitet, der ætser sig ind i én. Man føler sig meget tæt på de tilstedeværende personer, samtidig med at man føler sig ude af stand til virkelig at komme i kontakt med dem. Noget fremmed lukker af for én. Men det er netop dette, der gør billedet ansporende. Hvad sker der? Er man vidne til en forlænget lykke eller forlænget tomhed?
På et andet billede, ”Sarah og Natan i omfavnelse på sofaen” (2015-2020), genser vi kvinden og barnet, nu på en rød sofa. Selvom de ligger tæt sammen, har deres blikke retning mod en anden verden end den, de er fælles om. Det er svært at opfatte det beskrevne som et udtryk for hygge – selvom det ligner. Eller bør det opfattes som uhyggeligt? Det sidste er måske en overdrivelse. Eller er det nu også det? Sådan kan man stå længe uden at blive klar over, hvordan man skal stille sig. Altså bør man lade usikkerheden råde, i erkendelse af at billedet lever i grænseløsheden mellem det kendte og det ukendte. Ligeledes foran dette billede føler man sig tæt på noget, der er for fjernt til at blive fastholdt. Man oplever uden helt at vide, hvad man oplever.
Enkaoua er inspireret af skabelsesberetningen og ser barnet som den største skabelse. Derfor er han optaget af børn som motiv. Det er hans egne, der er modeller. Men det er ikke portrætter af bestemte børn, han maler. Han søger ud over det private ind til det generelle. For ham handler det om at fremstille selve livet, eksistensen.
Barneskildringerne er for mig de mest bevægende på udstillingen. Et højdepunkt er ”Aure i rødt” (2014-2015), der viser en pige i puberteten. Billedet er et gribende og fortættet udtryk for nogle af de elementer, der er karakteristisk for kunstnerens billeder af børn: det ensomme og det sårbare. Pigen virker mentalt blottet, som hun står foran os. Det er, som om hun endnu ikke er fortrolig med den virkelighed, der er blevet hendes, efter at hun har forladt barndommen. Hun virker ængstelig og anspændt, billedet dirrer af nerve.
Ud over menneskeskildringerne byder udstillingen på golde, næsten abstrakte, men også noget monotone landskabsbilleder fra Israel – hvor Enkaoua dels har studeret religion, dels har gået på kunstskole – samt stilleben med grøntsager og brugsgenstande, tyste værker, der sitrer af liv. Dette er helt bevidst fra kunstnerens side, idet han har ønsket at bryde det fokus på døden, som han mener, præger mange religioner.
”Granaten i hjertet” er titlen på Laila Westergaards udstilling, der med sit beskedne omfang nærmest har karakter af et appendiks. Anledningen er dels hendes udsmykning af Gødstrup Hospitalskirke, hvorfra der vises fotografier, og dels udgivelsen af bogen ”Levende stene. Laila Westergaards kunst” af Annette Østergård og Dorte Fogh. De to udstillingsafsnit ledsages af kunstnerens egne ord samt af en film om hendes praksis.
Værkserien ”Granaten i hjertet” refererer til syndefaldet og er blevet til på baggrund af overvejelser omkring menneskets forhærdelse i forskellige grader, men også i håbet om, at forhærdelsen rummer sprækker, der åbner sig for livet fra hjertet. Udstillingen giver et indtryk af, hvor dækkende titlen på den nævnte bog er. For det er netop levende sten, vi møder. Åndende sten, natursten med påførte mønstre, sten, der også er frugt. Hårdheden er ikke nødvendigvis værre, end at den er til at bide af – som drejede det sig om et æble.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Giver man sig tid til at være stille sammen med disse sten, vil man erfare, at de har noget at betro én. For det drejer sig jo ikke udelukkende om bibelske syndefald. Dertil fylder granaterne for meget i hjerterne til alle tider.
Læs essay af Laila Westergaard om udstillingen på
k.dk/kultur