”Livet er saligt, og det hele er helligt” – sådan synger Adam og Eva i deres afsluttende duet ”Holde Gattin! Dir zur Seite” fra Haydns oratorium ”Skabelsen”. Et tidligere sted synges der om den rene harmoni, der strømmer fra morgenrødens rosenskyer og den himmelske hvælving. Citaterne er karakteristiske for både værket som helhed og den periode, slutningen af 1790’erne, hvor det blev til.
Baron Gottfried van Swieten, der var kejserlig hofbibliotekar og støttede både Haydn, Mozart og Beethoven, var en kendt skikkelse i de år. Han skrev librettoen til ”Skabelsen” og var overordnet med til at tilrettelægge oratoriet, der kom til at vare små to timer. I sin opbygning var det kronologisk, begyndende med kaos og urhavet, inden Guds ånd begynder at svæve over vandene. På den måde kommer musik og tekst til at afspejle den samme orden som Guds skaberværk. Alt på sin rette plads – som titlen lyder på et af H.C. Andersens mindre kendte eventyr.
Det er de tre ærkeengle – Rafael (bas), Uriel (tenor) og Gabriel (sopran) – der fortæller historien dag for dag, som den er nedfældet i skabelsesberetningen. Og hver dag slutter med et stort korparti, hvor Haydn utvivlsomt har hentet inspiration fra Händels store oratorier, ikke mindst ”Messias”. Han havde jo besøgt London i begyndelsen af 1790’erne og lært genren grundigt at kende. I korets himmelstræbende fugaer hører vi lovprisninger og hallelujaer, og ”Skabelsen” slutter med et kort, men vældigt ”Amen”-afsnit.
Odense Symfoniorkester er et af vores fem fine landsdelsorkestre, og det var tydeligt, at man havde sat alle sejl til, for at storværket kunne folde sig ud i Carl Nielsen Salen lørdag eftermiddag. Uheldigvis var koncerten blevet ramt af sygdom op til fremførelsen: Både chefdirigent Alexander Vedernikov og den italienske bassanger Gianluca Buratto havde måttet melde afbud, men det var lykkedes at finde fuldgode erstatninger i den venezuelansk-amerikanske dirigent Hobart Earle, der netop er blevet leder af Odessa-filharmonikerne, og den eminente danske bas Steffen Bruun.
Partiet som Uriel blev varetaget af den norske tenor Magnus Staveland, der netop har sin spidskompetence i messer og oratorier, og den brasilianske sopran Gabriella Pace var en skøn oplevelse. Hun sang som foreskrevet af Haydn og van Swieten både partiet som den ene ærkeengel og – i værkets tredje del, hvor de to første mennesker bliver skabt – som Eva (Steffen Bruun var hendes Adam). Gabriella Pace udmærkede sig ikke alene ved en stor, dramatisk stemme, men også ved en livfuld optræden, både som ærkeengel og Eva. I værkets allersidste fase trådte også mezzosopranen Elenor Wiman ind på scenen for at deltage i den afsluttende hyldest og tak til Herren. Her er det ikke englene, men fire ”menneskelige” sangere, der blander sig med koret. Og det er helt i værkets lyse ånd, at der sættes punktum for beretningen inden syndefaldet.
Når man som ved denne koncert oplever et markant storværk fra wienerklassicismens storhedstid foldet ud på en rummelig scene, er det en berigende og tankevækkende oplevelse. ”Skabelsen” afspejler jo oplysningstidens tro på ”balance mellem Guds fundament og menneskets forstand”, som Steffen Hyldig udtrykker det i den eksemplarisk indsigtsfulde programnote. Alt føltes så rigtigt denne eftermiddag i Odense, også at man havde valgt at opføre værket uden pause, i ét stort sammenhængende flow – og med omkring 150 (!) korsangere fra sammenslutningen Kor72 til at supplere symfonikerne, anført af den fremragende førsteviolinist og koncertmester Eugen Tichindeleanu og de syngende ærkeengle. Desuden kunne man være taknemmelig for, at publikum ikke klappede mellem de forskellige dele af værket. Ved den første forestilling den 30. april 1798 i Schwarzenbergs Palæ i Wien havde Haydn selv i programmet – ganske usædvanligt – skrevet, at ”selvom bifald er smigrende, burde publikum afholde sig fra at klappe mellem numrene og bede om dacapo”, da det ville ødelægge den nøje forbindelse mellem de enkelte dele.
I Odense blev intet ødelagt. Det var – for nu at bruge en gammel formulering fra berettelsen om skaberværket – ”såre godt”. Og det er som bekendt betydeligt bedre end bare ”meget godt”.