Skæbnen i galaktisk kaos

Den ottende ”Star Wars”-film mangler anslag af noget større og fortaber sig i plot

Skæbnen i galaktisk kaos

George Lucas’ oprindelige ”Star Wars”-trilogi er blevet det stof, globale populærkulturelle fællesskaber er skabt af. Med en besnærende og let afkodelig grundfortælling spejler galaksen langt, langt væk metafysisk dualisme og mytisk fatalisme. Mørket mod lyset og arvefølgers ubrydelige tilskikkelser iblandet John Williams’ storslåede symfonier og intenst medrivende stjernekrig.

For to år siden genopstod myten med J.J. Abrams’ dystopiske ”The Force Awakens”. De massive forhåbninger blev indfriet. Den syvende film var en fremragende udforskning af tilværelsens store eksistentielle spørgsmål. Abrams formåede at balancere sublimt mellem det velkendte og elskede i Lucas’ verdensalt og samtidig genlade universet med sin egen originale stemme.

Nu står Rian Johnson i spidsen som både instruktør og manusforfatter. Galaksen drejer stadig om den samme akse mellem det gode og det onde. Men resultatet er langtfra så følsomt og oprørende som ”The Force Awakens”.

Den eventyrlige affektionsværdi knyttet til de oprindelige karakterer, til Leia og Luke, har mistet pusten. Og den eksistentielle krig mellem imperiet og oprørerne er blevet mere plotbaseret. Den ublu patos, der ud over bjergtagende special effects er indbegrebet af ”Star Wars”, kommer i anstrengte glimt. Men glimtene er ikke nok til at give det guddommelige blik på verden, som Lucas og også Abrams kunne.

I ”Star Wars”-genealogien er fællesskabet idealet, selvopofrelse og samhørighed forbilledet for vores helte. De nye karakterer, Adam Drivers Kylo Ren og Daisy Ridleys Rey, har rod i vores eget rodløse samfund. Storhed er ikke længere noget, man er født til. Vi kan alle blive evige. For alle besidder kimen til berømmelse.

”Dræb fortiden. Kun sådan kan du blive, hvad du er skabt til,” siger Kylo Ren til Rey.

Men vil fællesskabet vinde? Er kampen stadig større end den enkeltes higen efter at finde sin egen plads? I en af de visuelt overrumplende scener søger Rey ”Kraften” inde i sig selv. Gransker slægtens forhåbninger for hende. Rey søger sin fortid, men i spejlet ser hun kun sig selv i flere hundrede afspejlinger.

Slægtens skæbnefællesskab, universets hovedstol, bliver undergravet. Men hvad bliver der sat i stedet? Og hvis plottet kan udvide sig i det uendelige, er der så egentlig behov for netop den flugt fra virkeligheden, ”Star Wars” tilbyder? Medierne tilbyder jo flugt hele tiden, fællesskaber opstår og opløses.

Gennem de seneste årtier er episke værker som ”Star Wars” blevet løftet op som betydningsfulde evangelier, der kan lære unge om de værdier, de ikke nødvendigvis møder i andre skrifter. De har ansporet til samtaler om det gode og det onde. Om at mennesket indeholder begge dele, men det gode kan vinde. Selv når ondskaben lokker. Det sprog er nu forfladiget.

Personinstruktionen i ”The Last Jedi” er heller ikke højt-ravende. Jo, Mark Hamill er Luke Skywalker med blå øjne, men scenerne mellem Adam Driver og Daisy Ridley er uden skæbnesvanger intensitet. Plottet river castet rundt. Hverken Carrie Fisher, Laura Dern, Oscar Isaac eller Benicio Del Toro leverer uforglemmelige øjeblikke.

Der er en stilhed i nogle af kampscenerne, som er bjergtagende, galaksen er imponerende konstrueret og krigs-æstetikken med både skyttegrave og selvmordsbomber gennemført. Men ”The Last Jedi” har ikke samme klangbund i noget, der er større end den selv. Den har ikke det stof, myter er gjort af.