Skæbner, der gør indtryk

I antologien ”Stemmer fra dybet” giver Dorte Hummelshøj Jakobsen stemme til dem, der befinder sig på laveste trin af samfundspyramiden

”Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.”

Sådan skrev Grundtvig i 1820. Men hvis nogen tror, at vi nu, næsten 200 år senere, med stolthed kan sige, at vi er nået så vidt, så bliver de nødt til at tro om igen. Og hvis de har svært ved det, så skal de bare læse Dorte Hummelshøj Jakobsens antologi ”Stemmer fra dybet”.

I denne antologi har Dorte Hummelshøj Jakobsen ladet dem få ordet, som sjældent eller aldrig bliver hørt. Dem, der befinder sig på allerlaveste trin af samfundspyramiden. Det drejer sig først og fremmest om mennesker, der er eller har været på kontanthjælp. Mennesker, der af den ene eller anden grund, undertiden selvforskyldt, men i langt, langt de fleste tilfælde helt uforskyldt, er havnet der, hvor de ikke kan klare enhver sit eller bare sig selv.

Dorte Hummelshøj Jakobsen har samlet en bred vifte på i alt 12 navngivne mænd og kvinder, der af vidt forskellige grunde og på vidt forskellig måde er faldet næsten helt ud af systemet. Hun har ladet dem selv fortælle deres historier. Og de er ikke for sarte sjæle. For langt de flestes vedkommende handler det om mennesker, som ikke er i stand til at passe et arbejde, hvor gerne de end ville, fordi de er plaget af sygdom på legeme såvel som sjæl.

Flere er uhelbredeligt sindslidende, andre har så stærke kroniske smerter, at hver dag er en kamp for bare at holde sig oprejst. Det er skæbner, der gør det dybeste indtryk, fordi de fortæller om ekstremt hårde livsvilkår uden selvynk, men med en stor vrede, og de beretter om mødet med et socialsystem, som de oplever som ydmygende og nedgørende.

Den helt store synder er socialreformen, der for det første forlanger, at man skal have arbejdet 225 timer, før man kan modtage kontanthjælp, og for det andet og værre stiller krav om arbejdsprøvninger helt udi det absurde for så syge mennesker, at de aldrig ville kunne klare blot få timers ugentligt arbejde.

En socialreform, som i realiteten gør det nærmest umuligt selv for kronisk syge mennesker at få tilkendt en førtidspension. Og det til trods for at al lægefaglig viden bekræfter, at de fleste af disse meget hårdt ramte mennesker får en langt bedre livskvalitet, når de får den tryghed, som pensionen i al sin beskedenhed giver. Vi er her i disse skæbnefortællinger lysår fra misbrug af det sociale system.

Bogen afslører, at vi er et rigt samfund med rigtig mange ganske generøse tilbud til syge og svage og mange gode intentioner, men også et samfund, som efterhånden er blevet så bureaukratisk og så rigidt i sit paragrafrytteri, at det føles umenneskeligt af dem, der af kun alt for sørgelige grunde er afhængige af hjælp fra det offentlige. Det hører til god etik – også social etik – at man ikke sparker til dem, der i forvejen ligger ned! Line Lazarus, der lider af fibromyalgi, slidgigt, angst og ptsd, alt sammen i svær grad, rammer antologiens tone ganske præcist i sit fine lille digt:

”Sorgforstøver. Jeg ønsker mig en sorgforstøver/ Måske findes den ikke rigtig og slet ikke i virkeligheden/ Men jeg ønsker mig den alligevel.”