Skænderierne kører i ring i velspillet, men ulideligt Netflix-drama

”Malcolm & Marie” er et kammerspil, der gerne vil være hudløst, vigtigt og intenst, men bare er udmattende og irriterende

En idé kan være nok så god og temaerne nok så vigtige, men det kommer der ikke nødvendigvis en god film ud af.

Det står desværre klart efter at have været i selskab med ”Malcolm & Marie”, som Sam Levinson både har skrevet og instrueret. Her er filminstruktøren Malcolm og hans kæreste Marie netop vendt hjem fra premieren på hans nye film. Eller hjem er det ikke, men et luksuriøst hus i Malibu, som filmselskabet har lejet til dem, så de ikke skal tage direkte tilbage til østkysten, hvor de bor under mere beskedne kår. Men nu er de altså i den moderne, cool bygning, hvor de kan hvile på laurbærrene og vente på de første anmeldelser, som alt tyder på bliver fremragende.

Men Malcolm glemte at nævne Marie i sin takketale til premieren. Og han fornemmer først hendes skuffelse som en knap hørbar passiv-aggressiv mislyd, men siden vælder vreden op og trækker al fortidens smerte, had og misundelse med sig.

Hun mener blandt meget andet, at han er egoistisk og under arbejdet med filmmanuskriptet har nasset på hendes fortid som narkoman. Han mener til gengæld, at hun har alt for høje tanker om sin egen betydning og savner mål og mening med sit liv. At hun stort set kun har sin offerrolle at falde tilbage på.

Artiklen fortsætter under annoncen

Først lover det godt. Replikkerne er skarpe og svangre med følelser, og det er interessant at se Malcolm og Marie bevæge sig rundt i det store, fremmede hus – ryge en smøg, gå på badeværelset, lave natmad – mens de lytter til musik.

Ja, de første 20 minutter havde været en glimrende kortfilm. Problemet er bare, at kortfilmen gentages igen og igen: Det samme skænderi vender konstant tilbage, iklædt lidt andre ord, men i stedet for at blive gnavende ubehagelig, sådan som skænderier føles, bliver filmen først irriterende og siden ulidelig.

Hvor replikkerne havde tyngde, tømmes de gradvist og stables op i to monologer uden nogen indflydelse på hinanden. Og kemien mellem de to skuespillere er der heller ikke rigtig. Det slår for få gnister, selvom Zendaya – der slog igennem i Levinsons HBO-serie ”Euphoria” – og John David Washington hver især giver noget, der ligner en masterclass i Oscar-skuespil.

Problemerne kan føres tilbage til manuskriptet, men det hjælper heller ikke, at Levinson har valgt en sort-hvid æstetik, der giver mindelser om en parfumereklame, eller at kameraet elegant følger først den ene, så den anden, der drikker i sofaen, går i karbad og så videre, uden at tilføre filmen andet end, ja, lækkerhed.

Så kan det godt være, at idéen om et ætsende kammerspil om to mennesker i venteposition giver mindelser om Samuel Beckett og Tennessee Williams, og at temaerne om racisme, kunst, politik og usikkerhed er stærke. Det er filmen bare ikke. Stærk.

Og på et tidspunkt holder Malcolm en af sine rasende og rasende prætentiøse enetaler om, at kunst ikke bare er en afspejling af virkeligheden. Det har han jo ret i. Men ”Malcolm & Marie” spejler netop bare virkeligheden, hvor skænderier kører i ring. Og braser også på den måde sammen under sin egen logik.