I Thomas Korsgaards nye roman får de unge lov at sejle deres egen sø – og den er ikke rar

Der er ikke meget at grine ad i Thomas Korsgaards anden roman. En dysfunktionel familie og den spirende seksualitet gør livet svært for den unge hovedperson

I Thomas Korsgaards nye roman får de unge lov at sejle deres egen sø – og den er ikke rar
Foto: Laerke Posselt.

Thomas Korsgaard debuterede i 2017 med romanen ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”. Den handlede – mere eller mindre selvbiografisk – om en drengs opvækst i et fattigt hjem uden for Skive. Det er historien om Tue, som Korsgaard nu fortsætter i ”En dag vil vi grine af det”.

Ja, noget af det, der foregår i romanen, kan man måske godt komme til at grine ad – engang. Men lige nu er det på ingen måde morsomt, og der er kun få formildende momenter, som kan bøde på de horrible forhold, Korsgaard lader sin hovedperson Tue blive udsat for.

Tue er en ung mand, der er ved at være færdig med 1. g. Han bor uden for Skive i en faldefærdig landejendom med al jorden solgt fra. Han har en enkelt veninde, som delvist forstår ham, men ellers er han alene i verden. Han har selvfølgelig familie, to yngre søskende og en mor og en far, men det hjælper ikke meget. Faderen er voldelig over for både sønnen Tue og moderen, og lettere incestuøs over for datteren. Han arbejder hårdt, men er åndeligt og følelsesmæssigt afstumpet og helt uden nogen form for empati. Moderen er depressiv, men har alligevel en affære kørende med en mand på Fyn. Helt uberegneligt er hun enten åben indtil det pinlige over for Tue – eller komplet afvisende. Hun er kommet til skade med sin arm og har fået næsten en million i erstatning, så familien er for et stykke tid godt kørende økonomisk. Hun køber en tur til Alanya med all-inclusive, men det hjælper ikke på familiesammenholdet. Det er skidt, skidt og atter skidt.

Bedre bliver det ikke for Tue, at hans spirende seksualitet er vendt mod drenge. Han har svært ved at forlige sig med det, og da han endelig forsøger sig med sin seksualitet, bliver det en yderst ubehagelig affære. Det er ikke let at være homoseksuel og slet ikke i en mindre provinsby.

Handlingen i bogen tager kun langsomt fart, fordi Tue står i udviklingsmæssig stampe. Det gør den første halvdel til en noget tam affære, selvom den for så vidt er fuldt af socialt drama. Først da Tues seksualitet slår igennem, og konfrontationerne med faderen eskalerer, opnår romanen en mere overbevisende intensitet.

Sproget i romanen er påfaldende neutralt. Korsgaard er blot 23 år, og mange i hans alder kører gerne løs med slang og ungdomssprog. Det findes der ingenting af her. Det skiller Tue ud og gør ham speciel. Det hæver desuden romanen over det alt for tidstypiske og friskfyragtige. Det enkle sprog giver i bedste fald en fornemmelse af ”ind-til-benet” og no-nonsense, men i lange passager får det også fremstillingen til at virke flad og uinspireret. Nogle gange bliver pointen så også lige lovlig udpenslet, som når Tue må erkende, at ”man kan jo ikke klare hinandens liv”.

Nej, det er noget, man til syvende og sidst selv må sørge for. Men man – og det vil i særlig grad sige de voksne – kan i hvert fald sørge for, at betingelserne for, at børnene kan klare deres liv, er til stede. Det er der tragisk nok ingen af de voksne i denne roman, der kan. Hverken de fattige forældre eller de velbjergede. De unge får lov at sejle deres egen sø. Og den er hverken specielt rar at være i eller særlig sjov.