I over 100 år har Cirkusbygningen i det indre København lagt scene til skiftende tiders største showmennesker. Trapezartister, akrobater, magikere, sangere og dansere har udøvet deres kunst, mens hovedstadens borgerskab kunne betages, begejstres og nyde en bedre middag imens. Onsdag aften var det en noget atypisk showmand, der gik på scenen akkompagneret af blinkende discolys og popgruppen A-ha’s 1980’er-hit ”Take on Me”. En underspillet norsk gut, som hverken er specielt god til saltomortaler, arier eller discodans – men som til gengæld er helt ubestridt verdens største inden for sit felt. Eller rettere skakbrættets i alt 64 felter.
Magnus Carlsen er 28 år, født og opvokset i Norge, verdensmester i skak siden 2013 og den stærkeste skakspiller i verdenshistorien.
At han virkelig er så god viser for eksempel det såkaldte ratingsystem, som er et styrketal beregnet ud fra spillernes turneringsresultater. Man er i verdenseliten, hvis ratingtallet når 2700, og engang blev det anset for tvivlsomt, om den legendariske amerikaner Bobby Fischers ratingrekord fra 1972 på 2780 nogensinde ville blive slået. Det lykkedes for en anden legendarisk spiller, russeren Garri Kasparov, der i 1990 passerede 2800. Til sammenligning ligger Magnus Carlsen på den seneste ratingliste helt oppe på 2861.
At han virkelig er så god kan man også finde ud af ved at studere de turneringsresultater, han har præsteret, siden han i 2004 som bare 13-årig blev opnåede remis i et parti mod førnævnte Kasparov. Blot inden for den seneste måneds tid har Carlsen vundet to stærke stormesterturneringer i Shamkir, Aserbajdsjan, og Baden-Baden, Tyskland. Selv mener både Magnus Carlsen og hans danske træner, Peter Heine Nielsen, at han lige nu er bedre end nogensinde. Måske var det altså verdenshistoriens bedste skakspiller på sin karrieres toppunkt, der gæstede Danmark for første gang i 15 år.
At han virkelig er så god kunne alle danske skakentusiaster så ved selvsyn konstatere i Cirkusbygningen, da Magnus Carlsen uden at anstrenge sig unødigt vandt samtlige 24 partier i en simultan-opvisning. Det vil sige, at han gik fra bræt til bræt, spillede mod alle 24 modstandere på én gang og udførte alle sine skaktræk nærmest omgående. Modstanderne spændte fra begyndere til stærke mesterspillere. Fra otteårige Sarah, der kæmpede bravt og langtfra var først til at tabe, til den 78-årige Svend Hamann, som for et halvt århundrede siden var en af landets allerbedste og vandt danmarksmesterskabet i 1972. Carlsen gik nådesløst til angreb og besejrede den gamle mester, som dog fik den oprejsning fra verdensmesteren, at det havde været en ære at spille mod ”en legende i dansk skak”.
Efterfølgende vandt Carlsen også to opvisningspartier mod det 14-årige danske stortalent Jonas Buhl Bjerre fra Skanderborg, der netop er blevet nummer to ved danmarksmesterskabet i påsken og her havde en chance for at matche Carlsens egen bedrift mod Kasparov fra 2004. Det skete dog ikke. Hvor den norske dreng dengang gav verdensstjernen sved på panden og endte med at spille lige op med ham, var Carlsen ganske enkelt en alt, alt for stor mundfuld for Bjerre, som ellers kæmpede bravt i rampelyset i show-arenaen. En noget uvant ramme i forhold til de ydmyge foreningslokaler og klasseværelser, der almindeligvis huser skakturneringer.
Men hvordan kan Magnus Carlsen være så god? Hvad sker der i hjernen på verdens bedste skakspiller? Det var de spørgsmål, som mellem de to skak-opvisninger blev forsøgt besvaret i en samtale mellem Carlsen og radioværten og hjerneforskeren Peter Lund Madsen. Samtalen med den særdeles hjernekyndige, men ikke specielt skakkyndige ”Hjernemadsen” gav verdensmesteren lejlighed til at moderere billedet af sig selv som mesterhjernen med den overmenneskelige superhukommelse og evne til at forudse alle træk langt frem i spillet.
Midt i Cirkusbygningens stemningsfulde atmosfære af ”stur, stur nummer” og arrangøren F Reklames iscenesættelse af begivenheden ”Energi Danmark Champions Battle 2019” med fanfarer, discolys og hjerner på storskærm sad en ung, ydmyg nordmand i en lænestol og benægtede, hvad hans nådesløse afklapsning af alle skakmodstandere ellers havde antydet. Han husker rimeligt, men ikke sensationelt godt. Hans hjerne er blevet skærpet i én bestemt retning, men det gør den ikke til en superhjerne.
”Jeg anser mig selv for rimelig intelligent, men jeg er ikke et geni eller sådan noget. Jeg ser mig selv som en ret almindelig person, der har fundet noget, jeg har talent for, og så har jeg trænet mig selv inden for dét,” lyder verdensmesterens egen moderate beskrivelse.
At det overhovedet var skak, han kastede sig over, var lidt af en tilfældighed. I begyndelsen fangede spillet ham ikke. Derfor blev han noget nær opgivet af den skakentusiastiske far, som knyttede større forhåbninger til at træne storesøsteren. Hvorefter Magnus pludselig fik en motivation: Han ville slå sin storesøster i skak!
Motivation og sejrvilje er vigtige elementer i skabelsen af en skakmester, mener Magnus Carlsen, som dog sætter et tredje element endnu højere.
”Den egenskab, som især adskiller de allerbedste skakspillere fra de næstbedste, er evnen til hele tiden at tilpasse sig til den nye situation, der opstår.”
Hermed gør skakverdensmesteren op med en anden udbredt antagelse om skakspillere: At den dygtige spiller lægger en langsigtet strategi for hele spillet. Skak er et spil, hvor det gælder om at tænke et træk længere frem end modstanderen, og hvor det er klogt at lægge planer. Det bestrides ikke af nordmanden, hvis første skakbog var danske Bent Larsens ”Find planen”. Men den videre fremfærd handler jo hele tiden om at reagere på de træk, modstanderen besvarer ens egne træk med.
”Den langsigtede plan er altid at sætte modstanderen skakmat. Men ellers lægger jeg kun kortsigtede planer. Man er nødt til at tage det træk for træk,” lyder Magnus Carlsens filosofi, som i samråd med hjerneforskeren blev udvidet til, at sådan er det også, hvis man skal lære et sprog, matematik eller alt muligt andet her i livet. Det, man foretager sig, sker som en respons på noget andet, og derfor er opmærksomhed og løbende tilpasningsevne guld værd. Måske mere værd end at være et geni.
Verdensmesterens øvrige råd til den, der vil være god til skak, er: Spil en masse skak. Brug tid på at studere de bedste spilleres partier. Tal om skak med nogen, der ved rigtig meget. Og lad være med kun at spille via en computer eller en app på din smartphone. Rigtige brikker på et rigtigt bræt betyder meget for forståelsen af geometrien i skak.
Tidligere sagde man, at skakspiller toppede i 40-årsalderen, fordi kombinationen af ungdommelig fysik og mangeårig erfaring her er ideel. Men i dag er skak mindre kunst og mere sport, end det har været, og skakeliten er ifølge Magnus Carlsen mere som eliten inden for fodbold og atletik. Det betyder, at man topper i årene mellem 20 og 35 år. Han tror dog, at han være på toppen 10 år endnu, før han må finde på noget andet at lave. Hvad skal der så ske, ville Peter Lund Madsen vide:
”Det ved jeg ikke. Jeg sagde jo, at jeg kun lægger kortsigtede planer! Men jeg ved, at hvis jeg kaster mig over noget andet, vil jeg bruge meget tid på det og være meget ydmyg. Man skal aldrig tro, at bare fordi man er god til én ting her i livet, så er man også automatisk god til alt muligt andet.”