Spørgsmålet er, om Chess overhovedet kan få en bedre opsætning, end den får på Aarhus Teater? Det er svært at forestille sig. Mere end svært. Skulle man pege på mulige forbedringer men nu er anmeldelsen allerede langt ude i hypoteserne måtte man for eksempel pege på roller, der kunne være stærkere besat.
LÆS OGSÅ: Fra moderne roman til moderne teater
Men det lader sig ikke gøre. Det er netop karakteristisk for denne den største og dyreste musicalopsætning nogen sinde på teatret, at rollerne er usædvanligt velbesatte og forløses på en måde, der kun kan betegnes som ultimativ.
Den berømte musical med tekst af Tom Rice og musik af Björn Ulvaeus og Benny Andersson leveres i en iscenesættelse ved Staffan Aspegren, angiveligt Sveriges førende musicalmager hvad man gerne tror og med to svenske stjerner i de mandlige hovedroller. Forestillingen spilles på engelsk det kan man vrisse lidt over. På den anden side afspejler sproget meget godt det internationale snit, der er over den imponerende præsentation, funklende og storslået som den er. Og i øvrigt er to af skuespillerne i centrale roller englændere.
Valget af sprog vil uvægerligt for nogle betyde, at nuancer går tabt. Man kan så gøre gældende, at musikken overvinder sprogbarrieren. Men det er en sandhed med modifikation, eftersom handlingensgangen er nøje forbundet med musikken/sangene. Men mon alligevel ikke de fleste vil glæde sig mere over det musikalske, end de vil ærgre sig over måske ikke at kunne forstå hvert et ord? Det er i hvert fald en forestilling, der (med en underdrivelse) har lettere ved at gøre publikum opstemt end gnavent.
Udgangspunktet for handlingen inspireret af skak på højeste niveau i 1972 er, at den temperamentsfulde amerikaner Frederick Trumper skal forsvare sin titel som verdens bedste skakspiller. Hvilket skal ske i en dyst med den russiske skakmester Anatoly Sergievsky. Historien handler imidlertid også og måske endda mere om verden uden for skakbrættet. Storpolitik og koldkrig spiller med. Og kærlighed: Sekundanten for amerikaneren, en kvinde med ungarsk baggrund, Florence Vassy, forelsker sig i den russiske modstander. Et trekanstdrama udvikler sig, da dennes hustru dukker op.
Det afgørende spil i den afviklede turnering vinder Anatoly. Men er sejren overhovedet kampen værd? Under alle omstændigheder må Florence konstatere, at kærligheden ikke sejrer. Desuden forberedes hun på, at hendes far, der har været savnet efter opstanden i Ungarn 1956, måske ikke lever mere.
Den menneskelige dimension får, hvad den skal have, og giver det musikalske den dybde, også dette skal have. De vel for de fleste velkendte numre, de såkaldte ørehængere, sendes atter direkte ind i hjertet. Eller hvor man opbevarer den slags. De medvirkende synger, så det er en fryd, samtidig med at de kan agere. Sangerne er tillige i høj grad skuespillere og derfor i stand til at skabe den optimale effekt.
Noget, som i høj grad gælder de to vitale og meget nærværende svenskere, Philip Jalmelid som Antoly Sergievski og Jonas Malmsjö som Frederick Trumper, samt Maria Lucia som Florence Vassy. Med sin store, udtryksfulde stemme, der ikke står tilbage for de to nævnte herrers, bidrager den danske musicaldronning til nogle af forestillingens stærkeste og mest gribende øjeblikke.
Englænderne Robbie Scotcher og James Graeme har gennemslagskraft og pondus dels som dommeren, dels som ledereren af den amerikanske delegation samt af de udsendte fra det tilstedeværende amerikanske tv-selskab.
Også teatrets egne skuespillere gør sig, ikke mindst den alsidige Jacob Madsen Kvols, der spiller lederen af den russiske delagation og dermed får lejlighed til at demonstrere, at han har en betydelig sangstemme.
Et myldrende og intenst liv fylder til stadighed scenen. Gennem næsten tre timer udsættes publikum for et uophørligt bombardement af indtryk. Det er overvældende.