Kunsthistoriker Charlotte Christensen skridter hjemmevant gennem korridorerne på Thorvaldsens Museum i Københavns hjerte. Forbi de store marmorfigurer- og friser, stedet er kendt for, forbi Amor og Psyche, Venus og ”Jason med det gyldne skind”. I gamle dage var det her, folk gik hen og så på nøgne mennesker, men testikler, mavemuskler og struttende bryster må vente, for vi skal noget andet.
Vi skal ned i museets fjerneste hjørne og se på malerier – guldaldermalerier. Men hvorfor gik vi så ikke på Statens Museum For Kunst, der er så kendt for sin faste udstilling med guldalderkunst?
”For mig er det indlysende. Det her er det eneste sted i landet, man kan se rigtig guldalderkunst,” smiler kunsthistorikeren.
Det er lidt af en påstand at smide i hovedet på de mange museumsfolk, der gennem årene har arbejde med at kuratere guldalderudstillinger på museerne herhjemme. Men Charlotte Christensen mener det faktisk.
I Charlotte Christensens nye bog, ”Guldalderens billedverden”, der netop er udkommet på forlaget Gyldendal, gør hun på godt 400 gennemillustrerede sider op med et særdeles fasttømret narrativ i den danske selvforståelse, nemlig historien om ”den danske guldalder”. Historien går nogenlunde sådan her:
Der var engang, i første halvdel af 1800-tallet, en gruppe kunstnere og malere, der holdt sammen. Malerne var især optagede af landskaber, søslag og velkomponerede familieportrætter. Hvis ikke de selv var C.W. Eckersberg, så var de med stor sandsynlighed elever af ham. De var, forud for deres tid, stærkt optagede af billedkomposition, lyssætning og penselstrøgsteknikker. Og så bar de kimen til nationalromantikken med dens lysende kyster og majestætiske bøgetræer, gravhøje og ”forgangne tider” i sig.
Dette billede er forkludret, mener Charlotte Christensen.
”Det har været vigtigt for mig at vise, at man i tiden, i guldalderen, ikke opfattede billedkunst som noget æstetisk, noget komponeret. Det er først kommet til meget senere. Det, man var interesseret i, var, hvad billederne forestillede. At det var billeder af noget,” siger hun.
Guldalderen som begreb har forfulgt Charlotte Christensen stort set altid, siger hun. Da hun studerede kunsthistorie i 1960’erne, kom fagets professor en dag hen til hende:
”Frøken Christensen, kan De ikke tage på Dem at finde ud af, hvad det der guldalder egentlig er for noget?”, spurgte han lettere mystificeret.
”Jo, hr. professor,” svarede eleven.
Og her mange år senere foreligger svaret, måske. Charlotte Christensen er gået til værks efter historisk metode. Kilderne til et revideret blik på guldalderen er blandt andet udstillingskataloger fra datidens (få) kunstudstillinger. H.C. Andersens omfangsrige dagbøger udgør også en vigtig kilde, med deres beskrivelser af den daværende kulturelite. Balletmesteren August Bournonvilles hustrus kunst-album og en oversigt over skuespillerinden Johanne Luise Heibergs samling giver også et indtryk af, hvad der blev dyrket og samlet på.
For eksempel H.C. Andersen nævner aldrig Christen Købke, der regnes for guldalderens betydeligste maler. Og Eckersberg, den såkaldte ”dansk kunsts fader”, bliver kort omtalt én enkelt gang. Til gengæld er Andersen meget optaget af en anden, ifølge forfatteren, ”genial” maler, Vilhelm Bendz. Ham skal vi se nærmere på senere.
På vores vej gennem Thorvaldsens malerisamling, kommer vi først ind i et lille mørkt rum. Væggene er dækket af billeder i varme farver, og motiverne er relativt eksotiske: en sorthåret ”italienerinde” her, en ”dansende bjørn” dér. Et katolsk påskeoptog i Palermo, Italien.
Thorvaldsens Museum fremstår i dag stort set, som da det åbnede i 1848, og ophængningen af malerierne er også den originale, fortæller Charlotte Christensen. Hun viser hen til to mørkhårede kvinder og et nøgent barn på en sydlandsk veranda i gang med at spinde silke på hver deres ten. Billedet med titlen ”En familiescene ved Nemisøen” er malet i 1837 af Albert Küchler, et navn, der ringer en klokke hos meget få, når man taler om dansk guldalder. Men Küchler er faktisk den første maler, Kunstforeningen på Gammel Strand i København, stiftet i 1825, købte et maleri af.
”Det, man var mest interesseret i, var billeder fra fremmede lande. Vi skal tænke på, at det var en tid, hvor man kun kom ud at rejse, hvis man var særdeles godt ’ved muffen’. Så når man gik ind for at se på kunst, gjorde man det blandt andet for at se billeder fra fremmede lande: pittoreske vandfald og islandske gejsere var meget yndede motiver. Det største var Italien, det var dér alle danskere ønskede at komme hen,” siger hun.
H.C. Andersen skrev utallige gange om Italien i sine dagbøger, dette mytiske sted med varme året rundt, æsler på gaderne og eksotiske frugter på træerne. Vi vender os mod et detaljerigt maleri af Martinus Rørbye, ”Folkeliv ved havnen. Palermo 1844”. Går man på opdagelse i figurerne, ser man ikke bare hætteklædte katolikker i traditionelt påskeoptog, men også køer, legende børn og gadesælgere.
”Det her er jo virkelig drømmen om Italien,” siger Charlotte Christensen.
”Det er lavet til, at man kan kigge på det i timevis, næsten som et fotografi. Malerne skulle dokumentere stedet for et publikum, der ikke selv havde mulighed for at opsøge det. Som besøgende kom man herop og så på det, man ikke kunne se. Og så var man ligeglad med, hvordan billedet var komponeret.”
Fattigdommen var stor og statskassen slunken i store dele af 1800-tallet. Turisme var så absolut for de få. Det var kunsten i øvrigt også, selvom den i disse år blev folkeliggjort. Blandt andet med Akademiets årlige udstilling på Charlottenborg, med udstillinger i Kunstforeningen og siden med Thorvaldsens Museum.
Billedhuggeren Thorvaldsen levede det meste af sit liv i Rom, men var i høj grad en verdensstjerne, danskerne var stolte af. Så da man i 1830’erne samlede penge ind til at bygge museet, bidrog selv fattige sjæle.
”Det var en national manifestation på linje med danmarksindsamlingen. Det var virkelig folkeligt,” siger Charlotte Christensen.
Vi går videre til det næste rum og sætter os på et par taburetter. Noget af det, der har overrasket hende mest, er, hvor få af de bevarede værker fra guldalderen man kan se på museerne i dag.
”Ved grundloven i 1849 overtog staten Den Kongelige Malerisamling, men det er kun en brøkdel af malerierne, der er fremme. Og det har undret mig selv, hvor massivt det var. Man har simpelthen ikke interesseret sig for at inddrage det, og i stedet er det blevet uddeponeret på magasiner rundt omkring.”
I rummet, vi nu sidder i, hænger en anden af datidens ”darlings”, nemlig blomstermaleren J.L. Jensen, og det skal retfærdigvis siges, at han sidste år fik en særudstilling på Nivaagaard. Et udtryk for, at der sker noget på museerne i forhold til synet på guldalderen, mener Charlotte Christensen. ”Blomster-Jensen” som han kaldtes, var uddannet porcelænsmaler i Paris, og hans billeder var værdsatte af datidens borgerskab. De var fotografiske og kunne let passes ind i enhver stue. Men i begyndelsen af 1900-tallet, da impressionismen var det helt store, blev det betragtet som gammeldags at have et af ”Blomster-Jensens” billeder hængende over sofaen, fortæller Charlotte Christensen.
”Det er til bedsteforældrene,” lød det fra kunstkritikerne, hvoraf særligt to, Emil Hannover og Karl Madsen, kom til at præge synet på guldalderen fremover. Det, man her fremhævede, var ikke publikumsfavoritterne fra den tid, men derimod dem, der havde dyrket teknik og komposition i tråd med impressionismens idealer – heriblandt Eckersberg og eleven Købke. Kortslutningen spøger stadig.
”Fænomenet ’Eckersberg og hans elever’ er også en konstruktion. Eckersberg var ikke den eneste professor ved kunstakademiet, der havde elever. En maler som J.L. Lund havde også sin egen skole, men den er gået i glemmebogen. Eckersbergs person bliver hyldet, og det er rigtigt, at Købke skrev kærligt om Eckersberg, men andre af hans elever skrev ukærligt om ham. Og så skal man tænke på, at Danmark var en politistat med censur på det tidspunkt, og at det ikke har været en gratis omgang at lægge sig ud med eliten,” siger hun.
Den sidste maler, vi skal omkring, er en af dem, Charlotte Christensen på den ene side slet ikke kan begribe ikke er mere kendt. På den anden side er det forståeligt, for den af H.C. Andersen højtbesungne odenseanske maler Vilhelm Bendz nåede kun at male meget lidt, før han døde af tyfus som kun 28-årig under en rejse til – det sagnomspundne Italien, selvfølgelig.
Vi ser på Bendz’ mørke og igen ufatteligt detaljerige ”Kunstnere i Fincks Kaffehus i München, 1832”. Charlotte Christensen peger på en hånd, der har fået en unaturligt lang skygge.
”Se lige dér! Hos ham ser vi træk, som er abstrakte og helt vidunderlige. Han har noget på hjerte og går ud over det naturalistiske. Hans selvportræt er noget af det mest fantastiske, der er malet i den periode,” siger hun.
Det vil være forkert at påstå, at der er andre og bedre malere fra guldalderen, end dem, vi allerede kender. Men måske gjorde det ikke noget, om navne som Bendz, Küchler og Adam Müller fik mere tyngde, mener Charlotte Christensen
”Vi vil aldrig komme til det resultat, at Købke var en dårligere maler end nogen af dem, man reelt dyrkede. Men der er to billedverdener, som ikke ligger parallelt med hinanden, og kun én stemmer overens med tiden. Den billedverden, de tænkte på, var en anden end den guldalder, vi tænker på i dag.”
Men hvorfor er det så vigtigt at få frem?
”Når vi taler om fortiden, må vi gøre det så korrekt som muligt.”
Og så kan man jo igen spørge, hvorfor det overhovedet er nødvendigt at påpege?
”Fordi vi har en tendens til nostalgi og til at skabe fejlagtige billeder af dengang, alting var så godt og smukt, og man rigtig tog sig af hinanden. Men det er åndelig hvidvaskning. Vi er nødt til at vide, hvad der findes ved siden af de billeder, vi har af guldalderen, for ellers kan det så nemt misbruges i nutiden. Og man skal ikke dunke museerne i hovedet, for det handler jo om penge,” siger hun med et lille suk.
Heldigvis sker der noget på museernep med udstillinger her og dér dedikeret til guldaldermalere, der ikke har fået kastet så meget lys på sig. Men der kunne godt ske mere. For eksempel kunne man lave en fast udstilling med rigtig guldalderkunst på Statens Museum for Kunst, mener hun.
”Tænk, om man i endnu højere grad kunne få lov til at se noget af det udrangerede på museernes vægge!”
Læs anmeldelsen af Charlotte Christensens bog om guldalderkunst på
Læs anmeldelse af bogen på