Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Skal vi tolerere de intolerante?

4 stjerner
Den franske forfatter og oplysningsfilosof Voltaire (1694-1778) tænkte grundigt over tolerancen som princip. Det kan vi bruge i terrorens tid. – Billedet er fra Paris, som blev ramt af terror i november. Foto: Pacific Press

Voltaires 250 år gamle traktat om tolerancen som en moderne dyd taler direkte ind i aktuelle debatter om terror

Det var en konkret politisk sag, der i 1763 fik Voltaire til at forfatte en traktat om tolerancen, og det er også en konkret politisk sag, der et kvart årtusinde senere har fået Tine Byrckel til at oversætte skriftet til dansk. I kølvandet på terrorangrebene i Paris har skriftet nemlig fået en pludselig renæssance i Frankrig.

I sin tid var det en retssag, der i Toulouse blev ført imod den calvinistiske familie Calas, der engagerede Voltaire. Da en af familiens sønner blev fundet død i hjemmet, blev det af de katolske myndigheder udlagt som en calvinistisk likvidering af en søn, der havde truet med at konvertere til katolicismen. I virkeligheden var der ifølge Voltaire og eftertiden tale om et selvmord. Inden det blev anerkendt, blev faderen, Jean Calas, i 1762 dømt og henrettet. Voltaires intervention bidrog til at standse andre sager, og i 1764 rehabiliterede en retssag endelig også Jean Calas.

Egentlig var affæren ikke særlig karakteristisk for sin tid. I midten af 1700-tallet var de store religiøse stridigheders tid i almindelighed forbi.

”Hele Europa har ændret sig totalt de sidste 50 år,” skriver Voltaire. Uden at fordømme religionen tildeler han filosofiens fremgang æren for, at tidligere tiders religiøse fanatisme nu i almindelighed er fortid. Oplysningen havde gjort sin virkning, og i Frankrig havde Voltaire selv været en afgørende figur i denne udvikling. Voltaire så i lyset af denne udvikling mest af alt Calas-sagen som en episodisk genopblussen af den hadske religiøse intolerance, der havde hærget Frankrig og det meste af Europa i kølvandet på Reformationen.

Tolerancen havde allerede fra det sene 1600-tal vundet indpas i dele af Europa som et pragmatisk politisk princip til regulering af den nye religiøse mangfoldighed, man overalt måtte forholde sig til. Arrangementet havde vist sig ganske velfungerende i religiøst pluralistiske lande, som England, Holland og det spirende Amerika.

I Frankrig var man, med Nantes-ediktets ophævelse i 1685, gået en anden vej. Her havde man ligesom i lutherske fyrstedømmer søgt at håndtere den religiøse situation igennem konfessionel ensretning. Fordrivelser og tvangskonverteringer var hyppigt anvendte midler i denne proces. Selvom Frankrig endte som katolsk og Danmark som luthersk, blev begge landes enevældige statsdannelser i denne periode bygget op på et fundament af religiøs intolerance. Intolerancen blandt nordiske gejstlige var lige så stærk som noget andet sted, bemærkede da også Holberg – Voltaires samtidige åndsfælde.

Voltaire, der altid var meget inspireret af den engelske samfundsordning, trækker, i sin afhandling om tolerancen, en del på den engelske filosof John Lockes toleranceskrift fra 1689. For John Locke var det afgørende i tolerancen en adskillelse af stat og religion efter det princip, at statsmagten lovede at lade være med at blande sig i sine undersåtters religøse forhold, hvis undersåtterne til gengæld lovede, at deres religiøse bekendelse aldrig anfægtede deres underkastelse under de borgerlige love.

I Voltaires enevældige Frankrig var en politisk nyordning efter engelsk forbillede ikke en mulighed. Tolerancen blev derfor i højere grad iscenesat som et åndeligt princip, og Voltaires skrift har da også i høj grad bidraget til at give tolerancebegrebet en grundtone af at være den specifikt moderne dyd.

Aktuelt kræver det dog et vist mod at påkalde sig tolerancens princip. I den politiske diskurs er det blevet et mere sikkert kort at insistere på ”nultolerance”. Den, der i dag insisterer på tolerancen, vil ofte blive beskyldt for at være blødsøden og naiv, og terroranslagene synes at bekræfte denne pointe. Det er tolerancens paradoks, at den, hvis den forstås som grænseløs, risikerer at give intolerancen sejren i hænde.

Det ligger dog ikke nødvendigvis i et begreb om tolerancen, at den er i stand til at tåle alt. Når håndværkeren taler om tolerance, forstår han det som et vist afgrænset spillerum for variation, og heller ikke for Voltaire er tolerancen grænseløs. Man skal først gøre sig fortjent til tolerance ved at hold op med at være fanatisk, bemærker han.

I den aktuelle strid mellem tolerance og nultolerance trænger begge parter til at kvalificere deres begreber. Voltaires afhandling og hele den klassiske diskussion om tolerancen kan være til megen hjælp i dette arbejde.

kultur@k.dk