Prøv avisen
Tv-serie

”Skam” er en pragtpræstation

6 stjerner
Manuskriptforfatter og instruktør Julie Andem står bag den norske tv-serie "Skam", der er en kæmpe succes. Foto: Polfoto

Den norske tv-serie ”Skam” er imponerende overlegen i alt fra dialog, musikvalg, skuespil og kamerabrug. Den norske ungdomsserie, der her i december vises på DR 3, går lige i hjertet og pirrer samtidig hjernen

”Skam” er noget så sjældent som en præcis samtidsdiagnose og en universel udforskning af ungdommens svære år af ubestridelig høj kunstnerisk kvalitet. Den norske ungdomsserie, der nu vises på DR 3, har overvundet sprogbarriererne og er blevet set af hundredtusinder af danskere på NRK’s hjemmeside.

Selvom ”Skam” henvender sig til piger i 16-årsalderen, er der lige så meget at forelske sig i for alle os andre. Serien er en fornem spejling af ungdomsliv anno 2016, men samtidig en eviggyldig genspejling af ungdom til alle tider. Følelsernes voldsomhed, skammens styrke og venskabernes kraft er så fint, dygtigt og præcist serveret, at man bliver banket tilbage i hormonernes vold.

Nu kommer kultserien så med danske undertekster. Selvom tekstningen er fin, afmonterer oversættelsen alligevel noget af originalens glans og magi. For netop det norske sprog, brodersproget, de lidt forskudte koder i en ellers så ens virkelighed, er noget af charmen ved ”Skam”. Bandeordene bliver mere poetiske, når de synges, og de banale ordvekslinger får ny kraft.

I ”Skam” følger vi en gruppe venner på Hartvig Nissens Gymnasie i hjertet af Oslo. Hver sæson har en hovedkarakter. Den ordinære Eva er omdrejningspunktet i første sæson. Langsomt og fermt oprulles hendes ensomhed og isolation. Netop langsommeligheden er en sjælden glæde ved ”Skam”, hvor en enkelt scene kan tage op til 10 minutter. Dialogen bliver uhørt ægte, følelserne får lov til at udfolde sig, og intensiteten og pinligheden forplanter sig. Man bliver simpelthen forelsket og forarget sammen med karaktererne. Især i anden og tredje sæson, hvor henholdsvis den smukke, barske Noora og den usikre Isak, der kæmper med en spirende homoseksualitet, er i fokus.

”Skam” er en skamløs blanding af nordisk socialrealisme, sydamerikansk soap, rapmusik fra 1990’erne, kultfilm og højkulturelle klassikere som Griegs Morgenstemning fra ”Peer Gynt”. Instruktør Julie Andem fører overlegent én igennem samtlige universer, og man forføres af virkemidlernes æstetik og sanselighed.

De unges lidelser og lykkeglimt, deres selvbilleder, der pustes op og derefter punkteres, er alle portrætteret med en kærlighed til og respekt for generationen. Her er ingen velmenende pegefingre, og svære emner som hævnporno, spiseforstyrrelser og homoseksualitet behandles nænsomt og ligefremt. Ironi forekommer, men aldrig på de unges bekostning. Man ler, græder og gyser sig igennem ”Skam”.

Kameraføringen er hoppende, klipningen hvileløs, og sms’er, facebookbeskeder og instagrambilleder bryder handlingen. Det er teenagerens rastløse liv oversat til form. Også brugen af musik til at formidle følelser er enestående. Flere gange overtager musikken dialogen, de unges indre stemme eller tilskuerens følelser. Det er overordentligt begavet, men aldrig for meget, som da Eva og kæresten skændes i et trafikkryds, og motorstøj og rockmusik fylder lydsiden, men i kraft af parrets kropssprog er vi alligevel helt med på, hvad de vil sige hinanden.

Selvom hver sæson handler om kærlighed, er det venskabets kraft, der stråler stærkest. Da Isak fortæller sin bedste ven Jonas om sin forelskelse i en anden dreng, Even, konstaterer Jonas tørt, at ham Even da må droppe sin pigekæreste. Det er så efterstræbelsesværdig en reaktion, at teenageren bliver den nye helt, der navigerer imponerende fint i de mange svære spørgsmål, der hører alderen til. Nu lyder det måske, som om de unge er perfekte. Det er de ikke. De er også selviske og udspekulerede med bumser og dårligt hår. De er derfor genkendelige ligesindede, samtidig med at de også er forbilleder.

Forældregenerationen er fuldstændig fraværende i ”Skam”, hvor de unges moralske kompas styres af venskabets impulser snarere end familiens nedarvede kodeks. Det symboliserer elegant ungdommens frigørelsestrang, men de kulturelle referencer omstøder alligevel straks denne tolkning. Noora er vor tids ibsenske Nora og den flittige brug af klassisk, norsk musik og korsang skaber den kontrakt mellem generationerne, som på overfladen er fraværende.

Aldrig før har en ungdomsserie været så kompleks og moralsk udfordrende, samtidig med at den lykkes som ægte, sprudlende og afhængighedsskabende underholdning. Det er en pragtpræsta-tion af Julie Andem og hendes hold af unge, uprøvede skuespillere.