Hvis man hører til blandt dem, der har hang til stort opsatte og helstøbte (samtids)romaner med en klar rød tråd og velturnerede budskaber, kunne man vel godt føle trang til at kanøfle forfatterskoleuddannede Reimar Torkil Juuls sære og skramlede debutroman ”Livet under solen” for at være for rodet og planløs.
På romanens 120 sider mødes man nemlig ikke af et sammenhængende plot, men af små skæve fortællinger, røverhistorier og kosmiske scenerier, der dog alle på en eller anden måde tager afsæt i velfærdsstatslivet i 1970’erne og 1980’ernes socialdemokratiske ønskedrøm og store samfundsprojekt: det almennyttige boligbyggeri, i romanen materialiseret i det prototypiske etagebyggeri Æblehavegårdparken. Med skiftende sære fortællere og karakterer i spidsen (drengen Krølle og hans kængurustylte; pigen, der blindes af en ravn, og som derfor har et glasøje; en telefondame i efterretningstjenesten; en ingeniør, der forsøger at lave en malende robot; en glemt og plantedyrkende forfatter med flere) stikker historierne så ellers bare af i alle umulige retninger – på kryds og tværs af tid og rum, så fortid og fremtid, det underjordiske og overjordiske, opgangen og undergangen æltes sammen.
Resultatet er en kalejdoskopisk kollektivroman, som – hvis man nu alligevel skal forsøge at sammenfatte romanen – med et skarpt satirisk blik og humoristisk overskud udstiller vores nuværende tilværelse som en tilfældig, midlertidig og mere eller mindre idiotisk flagren i universets millionårige liv: ”En form viser sig et øjeblik, en rygsøjles regelmæssige mønster, de afgrænsede fingre på en hånd, et øje fremkommer og går under igen i den viskose eksistens. Livet lever sig stadig mere idiotisk hen mod et boblende, vitalt mørke, hvor det forsvinder for sig selv.”
Selvom ”Livet under solen” altså er spraglet og fragmentarisk, overbevises man alligevel hurtigt af romanens løsslupne fortælleglæde, der blander den socialrealistiske fortælling om velfærdsstatens almennyttige boligbyggeri med den absurd-groteske histories begejstring for overdrivelser, fabuleringer, afskyvækkende mærkværdigheder, barokke perversiteter, platheder og skævvredne personager: ”Jeg var blevet afskediget som elektronikingeniør i en virksomhed, der udviklede robotter. Desværre havde der været nogle uheldige episoder, flere af dem var kommet på forsiden af aviserne. I stedet for at blive vækket til duften af kaffe og spejlæg var en ældre mand blevet tæsket ihjel med en stegepande i de årle morgentimer. Naboerne havde hørt gråd og skrig og havde tilkaldt politiet. Da ordensmagten ankom til gerningsstedet, var sengen, foruden den afsjælede menneskekrop, fuld af spejlæg. Robotten var ved at tage opvasken.”
Torkil Juul skriver vild og – i ordets bedste betydning – skamløs prosa, der ikke tager hensyn til traditionelle konventioner, men som til gengæld drives frem af en overlegen sproglig vitalitet, der tager læseren med gennem velfærdsfortællinger (komiske byggeudvalgsmøder og sære besøg på møntvaskerier), forvredne eventyr- og børnebogsuniverser (forhistoriske kæmper, syrede tryllekunstnere, makabre folkeskoleberetninger), sci-fi-udskejelser (robotter, fjerne planeter, underjordiske byggerier) og katastrofefortællinger (jordens undergang, nye verdener, klimakatastrofer, vandfloden).
Under læsningen ledes ens tanker hen på nogle af dansk litteraturs bedste fortællere, måske særligt Peter Adolphsen (den kosmiske humor) og Harald Voetmann (den barokke absurdisme). Som helhed betragtet er ”Livet under solen” ikke helt på niveau med disse, men der er ingen tvivl om, at der i den grad er talent og potentiale nok hos Torkil Juul til, at han i fremtiden kan nå op på øverste hylde.