Bvadr! ”Sophies valg” er skamløs udnyttelse af holocaust

Bogen, der i maj udkom i 6. udgave, er en langtrukken og lummer sag, mener anmelder Kristian Østergaard

Bvadr! ”Sophies valg” er skamløs udnyttelse af holocaust

En dag i 1979 sætter forfatter og forlagskonsulent Klaus Rifbjerg sig til skrivemaskinen. Han har læst den amerikanske udgave af William Styrons ”Sophies valg” og skal nu vurdere værket for Gyldendal. Bedømmelsen kan man læse i den samling af forlagsresponsa, der blev udgivet under titlen ”Jeg skal nok” i 1984.

Hvad havde Rifbjerg så at sige om Styrons roman, der snart efter blev en succes på filmlærredet? Ja, Rifbjerg lader forlaget vide, at han var syg flere dage efter at have læst romanen, der var usund som pumpet hamburgerryg. ”Bvadr”, konkluderede Rifbjerg til sidst og med så høj røst, at Gyldendal hørte efter. ”Haps!”, sagde Lindhardt og Ringhof til gengæld. Og ”kling!”, sagde det i kassen, for den nye udgave af ”Sophies valg” er forlagets sjette siden 1980.

Rifbjergs afvisning af bestselleren fik ingen konsekvenser. Tværtimod. Kort tid efter blev han direktør på Gyldendal. Anderledes går det med fortælleren i ”Sophies valg”. Han hedder Stingo og kommer som William Styron til New York i slutningen af 1940’erne med drømmen om at slå igennem som forfatter. Styron boede også på et usselt logi og tjente som Stingo til dagen og vejen som forlagskonsulent, indtil han som Stingo blev fyret, da han gav afslag på en bestseller.

Selve handlingen tager sin begyndelse i New York i 1947. På et logi møder den 22-årige Stingo den lidt ældre Sophie og hendes jødiske kæreste Nathan. Nathan og Sophie har lært hinanden at kende, kort efter at Sophie ankom til USA fra Polen. Stingo kan høre Sophie og Nathan elske dagligt. Stingo bliver jaloux – bare det var ham! Men snart bliver han også forvirret. Nathan behandler nemlig Sophie nedrigt. Vi erfarer, at Nathan i mange år har været mentalt ustabil, og at det stadigt stigende forbrug af euforiserende stoffer kun har forværret tilstanden.

Efterhånden bliver Stingo en slags skriftefader for Sophie, og han får indblik i hendes traumatiske fortid i Polen:

”Jeg begyndte også gradvis at forstå at den malstrøm der trak dem begge ned havde dobbelt udspring, stammede vel ligeligt fra den sorte, forpinte natside af Nathans natur, og den nære fortid som Sophie ikke havde kunnet frigøre sig af, med sin afskyelige em – som fra selve Auschwitz’ skorstene – af kval, forvirring, selvbedrag og, fremfor alt, skyld…”

Bogen hedder ”Sophies valg” og henviser til det grusomme valg, hovedpersonen skal foretage, da hun i Auschwitz skal bestemme, hvilket af hendes to børn, der skal gasses. Hvis Sophie ikke vil vælge, dør begge børn. Dette horrible valg påfører Sophie den skyld, som citatet henviser til.

Alle personer i romanen rummer imidlertid ondskab i varierende grader – hvad enten det er polakker, jøder eller tyskere. Sophies far var en polsk professor, der skrev antisemitiske traktater. Langt de fleste, der døde i Auschwitz, var jøder, og langt de fleste polske professorer skrev ikke antisemitiske traktater. Hensigten med at skildre holocaust gennem atypiske figurer er at vise, at den totalitære trussel er universel. Sophie og hendes familie regnede ikke med at komme i kløerne på nazisterne, eftersom de ikke var jøder. Men Sophies far bliver i Sachsenhausen offer for den samme ondskab, han på skrift havde tilskyndet til. Styrons interesse er altså ikke at pege på holocaust som historisk begivenhed, men snarere at illustrere ondskabens grænseløse udbredelse. Derfor er det heller ingen tilfældighed, at Stingo til slut i romanen ikke blot græder over Sophies skæbne, men over ”jordens slagne og slagtede og forrådte og mishandlede børn”.

Det gør imidlertid Styrons roman stærkt problematisk. Forfatteren relativerer jo dermed jødernes lidelser. Der er onde mennesker alle vegne, lyder beskeden. Men når Styron skildrer truslerne mod den menneskelige eksistens så abstrakt, bliver romanen uden mål og mening. I stedet for at tale abstrakt kunne han have fulgt Bertolt Brechts anbefaling om at finde adresse og telefonnummer på dem, hvorfra truslerne udgår. Det gjorde de for eksempel fra lejrkommandanten Rudolf Höss, som Sophie forsøger at forføre i Auschwitz. Episoden er ren fiktion, og den er en farlig fordrejning af historien. Den giver barbariet et ufortjent menneskeligt ansigt.

Rifbjergs votum var kun alt for træffende. Bvadr.