Prøv avisen

At skamme sig over sit efternavn

Julia Butschkows roman om den chokerende opdagelse af sin farfars nazistiske fortid er skrevet i en stilsikker, men upåfaldende prosa

Navnet "Butschkow" optræder ét sted i Julia Butschkows nye roman. I forbindelse med farfaderens flugt fra et russisk fangenskab under Anden Verdenskrig råbes navnet efter ham.

Butschkow, hedder han altså, farfaren til romanens jeg-fortæller, hvis fornavn ikke nævnes. Da det sent i bogen afsløres, at farfaderen var en højt rangeret nazist, sidder jeg-fortælleren tilbage med en uafrystelig følelse af skam over at være farfaderens barnebarn og over at bære hans efternavn. Betyder det, at jeg-fortælleren er Julia Butschkow selv? Så enkelt er det nok ikke, og man bør heller ikke overse, at der på bogens titelblad står "roman".

Som med så mange andre romaner i disse år er der tale om en selvbiografisk historie i kunstnerisk bearbejdelse. Stoffet er taget fra den unge forfatters privatliv og formet efter alle eller i hvert fald mange af kunstens regler. Deri er der intet nyt, så spørgsmålet er, om det er godt.

Historien er den, at jeg-fortælleren pludselig en dag får besøg af sin fætter, der har bosat sig i Berlin.

Han fortæller, at deres tyske farfar, kaldet Opa, var medlem af SS og forestod deportationer af jøder til en udryddelseslejr i Polen under Anden Verdenskrig. Denne oplysning overrumpler og chokerer den kvindelige jeg-fortæller.

Hun må spørge sig selv, hvorfor hendes far aldrig nogensinde har fortalt om farfaderens nazistiske fortid. Kort tid efter stiller hun faderen dette spørgsmål.

De sidder over for hinanden på en café i København, men han viger uden om spørgsmålet, og man forstår, at han skammer sig. Iblandet skammen er også en vrede hos faderen rettet mod farfaderen, som efter krigen udviklede sig til en tyran i familien.

På det tidspunkt, hvor historien foregår, ligger farfaderen for døden. Han har kun få dage tilbage at leve i, og jeg-fortællerens far har besluttet sig for at besøge sin far en sidste gang. Hvorfor faderen overhovedet vil besøge sin nazistiske og tyranniske far, kan den unge jeg-fortæller ikke begribe. Direkte adspurgt svarer han blot: "Opa er min far". Faderen vælger altså forsoningen i stedet for fordømmelsen.

Hvor meget af denne historie, der er Julia Butschkows egen historie, kan læseren ikke vide. Men det virker unægtelig som en privat historie omsat til fiktion, og som derfor må vurderes på fiktionens præmisser.

Stilen i romanen er nøgtern, registrerende, og tonen er dæmpet. Det giver en vis intimitet med fortælleren, men helt tæt på jeg-fortællerens følelser kommer man ikke. Denne anmelder savner nogle lidt mere udfordrende beskrivelser af følelsesliv og handlinger. Det er en stilsikker, men upåfaldende, lidt anonym prosa, Julia Butschkow skriver. Dertil kommer et overforbrug af referencer til moderne litterære klassikere. Rigtig grebet af den grumme historie bliver man beklageligvis ikke.

Disse forbehold skal dog ikke ændre ved, at Julia Butschkow med "Apropos Opa" bidrager fint til et vigtigt tema i tiden om individ og familie. Det familieløse individ fra modernismens tid synes i dag at være erstattet af erkendelsen af, at individet forstår sig selv i nær relation til familien.

Julia Butschkow: Apropos Opa. Samlerens Forlag. 202 sider. 300 kroner.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Hovedpersonen i Julia Butschkows roman opdager, at hendes bedstefar er tidligere nazist, medlem af SS og ansvarlig for deportation af jøder til en udryddelseslejr. Soldaten på billedet er ikke ham, der har været forlæg til romanpersonen. – Arkivfoto.