Skam forudsætter, skrev den franske filosof Jean-Paul Sartre, at et menneske mærker, at det er et objekt for et andet menneskes negative blik. Det negative blik kan gælde vores egen person, vores manglende perfektion, men vi kan også skamme os over en arv fra en familiemæssig, national eller regional baggrund, som vi så det i Knud Romers debutroman ”Den som blinker er bange for døden”, som skildrer en barn- og ungdom gennemsyret af skam over at være anderledes på grund af en tysk mor.
Skyld og skam er i familie, fordi de begge udløser negative følelser hos os. Men mens skam knytter sig til et menneskes identitet, binder skyld sig typisk an til konkrete handlinger. I ”Skam”, der er nummer 68 i Tænkepause- serien, skriver Carsten Stage, lektor ved institut for kommunikation og kultur på Aarhus Universitet:
”Det skyldige menneske siger: ’Jeg begik en fejl’, mens det skamfulde menneske tænker: ’Jeg er fejlbarlig’ eller sågar: ’Jeg er en fejl’.”
Der er imidlertid mange forskellige former for skam. Blandt andet arbejder den norske psykiater Finn Skårderud med et begreb, som han kalder moderne skam, der opstår, fordi vi lever i en tid, hvor mulighederne er mange, og hvor vi konstant får at vide, at det kun er vores vilje og kampgejst, der sætter grænser for, hvad vi kan opnå. Og det gør os splittede, fordi vi på én og samme gang betragter os selv som unikke og fejlbarlige. Som forfatteren skriver: ”Selvkærlighed og selvlede går paradoksalt hånd i hånd.”
Som det elegant fremgår af Carsten Stages tekst, er eksemplerne på folk, der har beskæftiget sig med skam, mange: Fra Lene Kaaberbøl i ”Skammerens datter”, Primo Levi i ”Tøbruddet” og Salman Rushdie i ”Skam” til tv-programmet ”Luksusfælden”, hvor skam over manglende evne til at styre egen økonomi bliver brugt som et pædagogisk værktøj. Og så naturligvis den norske serie ”Skam”, hvor vi ser et eksempel på det, som Carsten Stage kalder privilegieskam, der kan opstå i samfund, hvor mennesker, mere eller mindre tilfældigt, har erhvervet sig fordele på bekostning af andre, som må kæmpe hårdt for bare at overleve.
Men selvom vi som regel opfatter skam som noget negativt, må vi lære at leve med den, fordi den er en helt grundlæggende følelse – og måske kan vi endda, foreslår Carsten Stage, lære at sætte pris på den som en mulig kilde til selvrefleksion og politisk mobilisering.
”Skam” er udgivelse nummer 68 i Tænkepause-serien, og der er mange ting, som man stadig bliver imponeret over: forskernes enorme vid, deres evne (og vilje, ikke mindst) til at formidle klart og populært, bøgernes enkle og æstetisk vellykkede udstyr. Men måske er det først og fremmest i kraft af eksemplerne, at bøgerne udmærker sig. De taler direkte til deres læser, de får teorien til at leve, og de skaber identifikation, hvilket gør teksten vedkommende. Og når man læser andre fagbøger, der også forsøger at formidle kort, men tit forfalder til det opremsende og strengt faktuelle, bliver man klar over, at det virkelig er en kunst. Som Carsten Stage hermed viser, at han mestrer.8