I 1973 skrev forfatteren Henrik Stangerup en roman om en mand og morder, der ville være skyldig. En umulig opgave i datidens røde Danmark, hvor det altid var samfundets skyld. Han var pr. definition skyldfri.
Ville manden være dømt skyldig i dag?
Netop her tager Anna Libaks nye debatbog afsæt. Med den gamle retssag og roman under armen kaster hun begavet og polemisk lys over MeToo, ”cancel culture” og udskamningens evigt brændende Facebook-bål.
2020 er et mærkeligt år, som blot bliver mere og mere mærkeligt dag for dag. Mærkeligt, fordi følelserne og modsætninger er så store og blot bliver større og større.
Vi deler tydeligvis ikke længere en fælles virkelighed os mennesker imellem. I sidste uge kastede QAnons konspirationsteoretikere magisk olie på Pergamon Templet i Berlin. Formålet var at afsløre, at Merkel tilbad Satan og ofrede mennesker i det græske oldtidstempel om natten.
Herhjemme raser MeToo-debatten, hvor liv og skæbne afgøres af, hvem der har taget hvem på låret til en julefrokost engang i sidste årtusinde. Ja, selv navnet på en chokoladeispind vækker vrede og skaber sociale konflikter i 2020.
Tidsånden er tydeligvis dystopisk og kaotisk. Vi står måske på randen til den anden amerikanske borgerkrig næste tirsdag. Alle er enige om, at fremtiden er mørk og farlig.
Forskellen er blot, hvem man frygter, og hvorfor. Alle er vi hinandens bødler og ofre. Højre mod venstre. Mænd mod kvinder. Virussen mod mennesket.
Det er dette følelsesmæssige kaos, Anna Libaks nye debatbog, ”Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist”, udkommer midt i. I den aktuelle debat er alle skyldige uden beviser, indtil den næste shitstorm raser. Hvordan er vi endt her? Det giver bogen et nuanceret og meget personligt idéhistorisk bud på.
På fornem vis sættes tidens splid og kvie ind i det 21. århundredes værdikamp mellem højre og venstre. MeToo-debatten er spørgsmålet om, hvorvidt nogle enkelte klamme mænd er gået over stregen, eller manglen på streger er klamt i sig selv. Altså den klassiske konflikt mellem det personlige ansvar og de fælles regler og rammer igen-igen.
For er det samfundets skyld eller den enkeltes ansvar, når dansen bliver for tæt til julefrokosten? Godt spørgsmål, og forfatterens gode svar er både-og.
Vi skal aldrig lytte til dem, der blot peger fingre ad den klamme stodder eller giver det sexistiske samfund hele ansvaret. Her er det den ansvarlige borgerliges opgave at sige: ret er ret.
Heltene er dem, som kan og vil tage et ansvar for en liberal ret og rimelighed. Altså, at enhver først er skyldig, hvis det er bevist, hvilket bogens titel også spiller på.
Vi skal ifølge Libak finde tilbage til den fælles tro på fornuften, ansvaret og demokratiet.
Løsningen er fundet, og fællesskabet er der stadig, hvis vi dog ville tale fornuftigt sammen og få styr på alle vores vrede, kaotiske følelser. Forfatterens egen livshistorie og litterære referencer flettes fint ind i den totalhistoriske fortælling som et levet liv i værdikrigen. Det gør den personlige historie fælles og den fælles historie personlig.
Vi følger her forfatternes intellektuelle dannelse og politiske vækkelse fra Ungdomshusets socialisme til den modne blå liberalisme. Den personlige rejse fra venstre til højre giver et godt blik på, hvordan de yderste politiske fløje er som tvillinger, med samme dna og fejl. De råber og raser på forskellige tidspunkter, men det er ikke en forskel, som gør en forskel. Begge vil de konflikten, vreden og volden.
Anna Libak er et både begavet og nysgerrigt vidne til værdikampens mange hårnålesving. Altid med et velskrivende seismografisk blik for ideologiens pris, hvilket betyder, at den unge Libak godt kan huske dengang, de konservative hyldede Taleban i krigen mod Rusland, og heller ikke glemmer dengang, hun selv sad i Ungdomshuset.
Bogen er god, debatten er vigtig, men den har en stor svaghed. Den er på godt og ondt et portræt af en generation, som ikke vil gøre op med sig selv og sit held. Libak ser højre-venstre-aksen som historiens hjul, men glemmer lidt den indædte klimaprofet Greta Thunbergs generationsoprør. Den aktuelle værdikamp handler i langt højere grad end tidligere om de intergenerationelle konflikter. Den nye klassekamp er kampen mellem de unge og de gamle. Uligheden er i dag større mellem generationer end mellem klasser. Nypuritanismen, de unges stemme og moral.
Covid-19, klimakrisen og boligmarkedets ulighed er en del af generationens tyveri fra børn og børnebørn. De gråhårede har stjålet og belånt alle samfundets værdier for de næste 100 år. Den regning skal Greta Thunberg og hendes venner betale.
Det skaber med rette vrede og krav om, at de ansvarlige skal udskammes, dømmes og straffes. Dette er 2020’ernes vigtigste retssag, ligesom opgøret med krigens medløbergeneration tegnede 1950’ernes etik og værdikamp. Dengang blev modstandskampens heroiske idealisme til efterkrigstidens eksistentialisme.
Libak-generationen er ikke blevet dømt skyldig, til det modsatte aldrig bliver bevist. Retssagen er knap nok begyndt endnu. Gid de bliver generationen, som ville være skyldige.
Læs et uddrag af bogen: "Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist" her.
Læs interview med forfatteren Anna Libak her.
Gæsteanmelder Timme Bisgaard Munk er ph.d., redaktør ved Kommunikationsforum.