Prøv avisen

Skandalekunstner undskylder over for alle

David Cerny foran sit værk. (Foto: FRANCOIS LENOIR/SCANPIX DANMARK 2009) Foto: Francois Lenoir

Den kontroversielle kunstner, David Cerny, undskylder til dansk kunstner, Tjekkiets regering og Bulgarien over skandaleværk i EU's hovedkvarter.

Den kontroversielle tjekkiske kunstner, David Cerny, undskylder over for alle, som han har trådt over tæerne med sit skandaleværk Entropa i EU's hovedkvarter i Bruxelles.

Værket har de seneste dage vakt stor opstandelse, da en række EU-lande bliver portrætteret på lidet flatterende måder.

- Vi er virkelig kede af, at vi har fornærmet individuelle nationer, siger David Cerny ved den officielle indvielse af Entropa.

Kunstnergruppen bag Entropa lover at give en personlig undskyldning til den danske kunstner Susan Malberg Albertsen, der fejlagtigt er opført som en af to kunstnere bag den danske brik i puslespillet.

David Cerny afviser samtidig, at det er med vilje, at den danske del, et danmarkskort i legoklodser, ligner Kurt Westergaards Muhammedtegning med bomben i turbanen.