Sørine Gotfredsen til forfatter: Der er brug for folk som dig, der ser igennem den blødsødne kristendom

Valgmenighedspræst Caspar Wenzel Tornøe analyserer i ny bog konsekvensen af, at mennesket ikke vil acceptere tanken om lidelse og ondskab. Tonen er lidt nonchalant, men indholdet er yderst begavet

Sørine Gotfredsen har en velment opfordring til præst og forfatter Caspar Wenzel Tornøe efter at have læst hans bog. Foto: Jens Bach.
Sørine Gotfredsen har en velment opfordring til præst og forfatter Caspar Wenzel Tornøe efter at have læst hans bog. Foto: Jens Bach.

Man skal være frisk og vågen, når man går i gang med den lille bog ”Hvorfor lider vi? Det ondes problem i kulturkritisk perspektiv”. Den er skrevet af teolog og valgmenighedspræst i Holstebro, Caspar Wenzel Tornøe, der undersøger begrebet ondskab med udgangspunkt i europæisk åndshistorie og en temmelig kompromisløs samfundskritik.

Bogen kan læses som ét langt essay, der lider under en vis mangel på struktur, men til gengæld rummer iagttagelser, der er så centrale for forståelsen af vestlig udvikling, at jeg hele bogen igennem sad og ærgrede mig over, at forfatteren ikke for fuld udblæsning deltager i samfundsdebatten. Caspar Wenzel Tornøe har et fornemt blik for modernitetens vildveje, og bogens grundtese er, at vi lever i en tilstand, hvor samlivet med lidelsen og det onde så at sige er gledet os af hænde. Siden Oplysningstidens ophøjelse af fornuften og menneskets mulighed for selv at skabe den gode verden er det onde blevet et uacceptabelt problem, der har formet europæisk kultur så meget, at vi har glemt, at lidelsen er et nødvendigt fundament for overhovedet at kunne mærke fodfæste i verden. Dette mistede fodfæste udgør bogens omdrejningspunkt, for hvad sker der, når den enkelte lever med den overbevisning, at det er en decideret skandale, at jeg lider?

Caspar Wenzel Tornøe er ikke bange for at bruge ordet Djævelen angående det onde, og han påpeger, at der er sket et ”strategiskifte”. Tidligere udnyttede Djævelen en overtro i mennesket til at skaffe sig indflydelse, og i dag udnytter han den ”undertro”, der gør, at mange slet ikke anerkender det onde som en reel modstand. Når mennesket ikke tager ondskaben og kampen mod den alvorligt, fremstår enhver modstand i livet stærkt urimelig, hvormed der ifølge forfatteren opstår en såkaldt medlidenhedskult, hvor man dyrker sin egen stakkelshed som en vej til opmærksomhed. En væsentlig pointe er her, at Torsøe også sætter den moderne kristendomstolkning i forbindelse med dette.

Hør blot: ”Tro, håb og kærlighed er grundpillerne i en stadigt mere omsiggribende medlidenhedskult båret af frygtsomhed og mangel på selvtillid. Modet fremhæves aldrig som kristen værdi eller kardinaldyd.”

Artiklen fortsætter under annoncen

Tornøe befinder sig i et spændingsforhold mellem kristen forkyndelse og kristen kritik, idet han mener, at troen på den almægtige gode Gud kan forvirre mennesket, da det føles forkert, at den skabning, der er tildelt den højeste værdighed, overhovedet skal lide. Caspar Wenzel Tornøe beskæftiger sig ikke for alvor med syndefaldet, der jo ellers her råber på at blive inddraget, og mens der er spændende tanker om arten af Helvede og den lutherske og kierkegaardske ret vidunderlige blanding af psykologisk realisme og kristen enfoldighed mistænker man ham for til en vis grad at forme teologien efter sin basale præmis. Nemlig, at mennesket i dag ikke kan magte at lide. Og heller ikke kan se meningen med det.

Således fremstår Caspar Wenzel Tornøe stærkere i sin brug af folk som Kant, Nietzsche og Schopenhauer samt litteratur og åndshistorien som helhed end i brugen af Bibelen og teologien. Men disse mangler mildnes gennem en virkelig skarp samfundsanalyse, der blandt andet rummer en central kritik af tidens moral. Nietzsche forudså, hvordan vi med tiden ville havne et sted ”hinsides godt og ondt”, og Tornøe mener, at profetien nærmer sig sin opfyldelse, for når mennesket ikke kan håndtere lidelse og afsavn, kan det heller ikke forstå moral. Idet denne dybest nede bygger på offervilje.

Som eksempel fremhæver Tornøe, at mens massiv moralisering breder sig angående klima og tanken om, hvordan vi ”besudler en uskyldig natur”, ses det samtidig som noget selvfølgeligt humant at gå ind for fri abort. Her kommer retten til den frie udfoldelse pludselig før krænkelsen af livet, og forfatteren mener, at vi i moralsk overophedning er i færd med at ”stille træskoene hinsides godt og ondt”. For gradvist mister vi evnen til at skelne dette fra eget begær og selvopretholdelse.

Jeg er på mange måder vild med denne bog. Caspar Wenzel Tornøe har en udsøgt sans for vor tids åndelige katastrofekurs, ikke mindst præget af en udvandet kristen forkyndelse, og det er oplagt at belyse dette gennem synet på lidelsen og det onde. Samtidig er der dog noget lidt arrogant over bogen, der får én til at føle sig en smule sat ud på sidelinjen, mens forfatteren tænker løs over stok og sten, og visse påstande får lov til at hænge lidt smart i luften. For eksempel denne: ”Den, der lider, har for meget at gøre med sin lidelse til at tænke over det ondes problem, der egentlig er et aristokratisk problem.” Hvis det var sandt, ville meget litteratur, teologi, kunst og filosofi aldrig være blevet til, og selvfølgelig kan mennesket midt i lidelsen spekulere over det onde.

Men facit er, at denne bog er fyldt med kloge tanker og opbyggelig provokation angående det moderne menneskes vilkår, og indholdet er værdifuldt. Endda så meget at jeg her vil bringe en velment opfordring til Caspar Wenzel Tornøe: ”Kom ud af din hule! Der er brug for dig i den offentlige debat, for der er brug for den, der ser lige gennem korrekthed, massebevægelse, blødsøden kristendom, forkvaklet omgang med godhed og narcissistisk moraliseren.”

Der er nemlig brug for den, der forstår, at den moderne afmagt over for lidelsen og det onde er noget af det vigtigste at beskrive og kritisere overhovedet.

Læs et interview med forfatter Caspar Wenzel Tornøe her.