Prøv avisen
Bog

Skarpsynet fortolkning af det senmoderne samfund

6 stjerner
Det allestedsnærværende kamera i smartphonen gør vores hverdage til ”scener” for os selv og andre, lyder det fra den tyske sociolog Andreas Reckwitz i en ny bog om det senmoderne samfund. Foto: Sophia Juliane Lydolph / Ritzau Scanpix

Den tyske sociolog Andreas Reckwitz har ved hjælp af begrebet ”det singulære” skrevet en klar og klog analyse af det senmoderne samfund

Andreas Reckwitz giver en samlet tolkning af vores europæiske samfund ved en analyse af fem felter: økonomien, vores måde at arbejde på, digitaliseringen, livsstile og klasser og til sidst politik. Analysens røde tråd er Reckwitz’ påstand om, at balancen mellem det almene og det særegne eller singulære har forskubbet sig siden 1970’erne.

Det almene var den dominerende måde at gøre ting på fra 1920 til 1970’erne. Vi havde masseproducerede varer, flyttede i ens parcelhuse eller lejligheder, kørte i Folkevogns-bobler, Opel eller Volvo, rejste i fulde fly sammen på charterferie, vi fik fælles overenskomster på arbejdsmarkedet og enhedsskole 1.-9. klasse. Vi målte fremskridtet i levestandard, som er en kvantitativ og økonomisk målestok, og steg en families levestandard, havde den og især faren præsteret godt. Det særegne eller singulære fyldte ikke så meget, for det fandtes mest i kunstens verden. Kunstværker er i deres natur noget enkeltstående, der ikke kan masseproduceres.

Dette ændrer sig i den senmoderne tid, der begynder sidst i 1970’erne. Inden for området økonomi kan telefonen tjene som eksempel. I min barndom havde vi alle i Jylland lysegrå Kirk-telefoner. Men mobiltelefonerne gjorde telefoner individuelle, og Apples iPhone tog det sidste skridt over i det singulære: Den er en vare, der vækker særlige følelser, ejeren signalerer rigdom og modernitet ved at have den, og man kan derfor sige, at den er et iscenesat forbrug. Fordi varerne nu er mere forskellige end de grå Kirk-telefoner, værdisætter eller ”valoriserer” vi dem også meget mere. Smartphones, og særligt iPhone og Samsung, blev på kort tid højt værdsat af moden, og de andre mærker som Nokias modsvar fik ikke et ben til jorden.

Nu er der i økonomien en winner takes all-mekanisme. Når varer skal vække følelser og signalere noget om ejeren, betyder nye faktorer noget i konkurrencen: Havde arbejderne ordentlige forhold, er produktionen ”grøn” og så videre. Vi får altså et etisk forbrug, og varerne skal virke autentiske, så de bidrager til det ægte og positive udtryk, som køberen vil give andre af sin særlige eller singulære personlighed.

I vores arbejdsliv er nogle af os også blevet mere singulære. Engang var en ansøgning en indledende side, et cv plus nogle udtalelser og eksamensbeviser. I dag er ansøgninger blevet mere singulære ved, at ansøgeren sætter sit billede ind og skriver en særlig profil. På arbejdspladserne får human ressource management og coaching det særlige og individuelle frem i medarbejderne, og man øns-ker sig et arbejde, hvor man kan udtrykke sig meningsfyldt gennem arbejdet. Arbejdslivet betyder mere og mere for nogle mennesker, og vi har bevæget os fra en præstationskultur til en succeskultur. Og igen værdsætter vi mere end før: Succeserne får høje lønninger, de andres løn og anseelse er faldet relativt, og depressionen er deres typiske sygdom.

Digitaliseringen har fremmet singulariseringen. Før den personlige computer (pc’en) kom midt i 1980’erne, hjalp computere os til at ensrette, rationalisere og effektivisere produktionen endnu mere. Det var den gamle almene økonomi. Men nu er pc’en, tab’en og smartphonen sammen med internettet blevet kulturmaskiner, der viser vores singularitet. Som kuratorer på et kunstmuseum udvælger vi billeder fra vores liv og præsenterer dem sammen med korte tekster, så vores singularitet fremstår klart, og det allestedsnærværende kamera i smartphonen gør vores hverdage til ”scener” for os selv og andre.

Singulariseringen er knyttet til en bestemt social og økonomisk klasse. Det er den veluddannede og velstående middelklasse. Den måler ikke længere sit liv i levestandard, men i livskvalitet, og den har taget romantikkens kunstner-ideal til sig på den måde, at den i hvert menneske vil finde og udtrykke sin særlige egenart. Den bor ikke i Ishøj, men indretter sig boheme-agtigt på Nørrebro med en blanding af designermøbler, antikviteter og gammelt skrammel. Man spiser fremmedartet mad fra hele verden, gerne eksperimenterende, og mad er en kunst – tænk på restauranten Noma – og et udtryk for den spisendes særlige etiske sans, for eksempel veganere. Man tager ikke bare til Mallorca for at bade og ligge i solen. Nej, en gourmet-tur rundt til Toscanas byer, en vandring på Caminoen, trecking i Andalusiens bjerge eller rundrejse til sydkinesiske landsbyer udtrykker meget bedre middelklasse- menneskets originalitet.

Man plejer sin krop med nye sære teknikker, og man finder særlige privatskoler og sjældne uddannelser til sine børn, ser de rigtige film, hører den rigtige nye og moderne musik, helst med upcoming bands. Alt dette værdisættes også. Selvom rejser, restauranter, skoler, bøger og musiknumre vel egentlig alle er noget for sig, sammenligner vi med rankings af skoler, hjerter til restauranter og stjerner til resten. Vinder-restauranten eller -skolen har lange ventelister, de andre frister en hensygnende tilværelse. Taberne er de klasser, uddannelse og kulturel arv ikke har givet kompetencen til at vurdere det singulære. De får lavtlønnede job, har hele tiden problemer med at få en god bolig og en brugbar bil, holde kreditorer væk, deres krop bliver et problem på grund af usund levevis, og værdisættelses-manien i samfundet stiller dem i en dårligt lys.

Reckwitz sammenfatter den sociale udvikling således: ”Summa summarum: Den senmoderne samfundsstrukturs paternoster-effekt skyldes, at den nye middelklasse udvikler en ressourcestærk og højt valoriseret livsstil, der i stigende grad gør fordring på et tilfredsstillende og succesrigt ’godt liv’, og som modsvares af en ressourcesvag, devalueret livsstil i en ny underklasse, der knap nok formår at leve op til selv de mest beskedne krav.”

På det politiske felt har singulariteternes samfund gravet en dyb kløft. På den ene side ønsker middelklassen et liberalistisk globaliseret samfund, der kan skaffe den fri adgang til de varer og fornøjelser, der skaber denne klasses særlige liv. På den anden side samler underklassen og den gamle middelklasse med nogle penge og kun lidt uddannelse sig om nye kollektive bevægelser. Disse bevægelser dyrker det singulære i form af en særlig nationalitet, kultur eller religion, og i ekstreme tilfælde vælger de demonstrativ vold som deres udtryk.

Andreas Reckwitz er altid beskrivende og analyserende uden selv at værdisætte sine emner. Hans forslag til samfundsændringer er således meget kortfattet. Han skriver, at i de europæiske samfund behøver en reduktion af både den økonomiske og den kulturelle ulighed. Politik er i dag uden store idéer og går mest ud på at sikre borgernes fremtidige forbrug. De fem felter, som er omtalt her, har dybtliggende mekanismer, der ligger uden for politikeres normale rækkevidde. Derfor er Reckwitz ikke optimist, og han slutter bogen således: ”De sociale asymmetrier og den kulturelle heterogenitet, der fremmer denne strukturændring i moderniteten, deres uforudsigelige valoriserings- og devalueringsdynamik og deres frisættelse af positive og negative affekter vil dermed få alle de forestillinger om en rationel orden, om et egalitært samfund, om en homogen kultur og en velafbalanceret personlighedsstruktur, som nogle fortsat nærer, til at fremstå som det, de er: ren nostalgi.”

Efter Reckwitz’ bog ser man på tv, Facebook eller avisen Politiken med andre øjne, for nu er det tydeligt, at en særlig middelklasse hér boltrer sig med selviscenesat forbrug som sine behagelige bekendelseshandlinger. Andreas Reckwitz er belæst og har en indsigt i europæisk historie og filosofi på et niveau, som det danske uddannelses- system ikke længere giver nogen, og hans analyse har original styrke og kvalitet til at blive stående som en af de afgørende indsigter i vores epoke. Hertil skriver han nok med en del fagtermer, men samtidig klart og indimellem underfundigt. Enhver læser, der er optaget af sin samtid, vil få både en spændende læseoplevelse og solid indsigt. Bogen er smukt oversat med kun få sproglige fejl.

Andreas Reckwitz er belæst og har en indsigt i europæisk historie og filosofi på et niveau, som det danske uddannelsessystem ikke længere giver nogen

Søren Hindsholm