Anmeldt på sine præmisser er ”Årene” (”The Years” fra 1937) af den engelske forfatter Virginia Woolf (1882-1941) en virkelig roman- præstation.
Men læst i dag kræver den en disciplin og en udholdenhed, som næsten ikke eksisterer mere, men som dog i momenter genfindes ved Mette Egerods fremragende oversættelse.
Romanen vil beskrive en velsitueret familie, ”The Pargitters”, i London gennem 50 år med alle dens knopskydninger af relationer.
Den gør det ved endages-nedslag i årene 1880, 1891, 1907, 1908, 1910, 1914, 1917, 1918 og ”nutiden”, det vil sige, da romanen udkom.
Afbrudt familiesnak er dens stof, og den skifter mellem synsvinkler hos de forskellige familiemedlemmer, mænd som kvinder.
Skiftene fortsættes som vekslen mellem intetsigende replikker og fyldige indre tankegange hos personerne, der dog afbrydes af nye samtalepartnere, der kommer til. Det hele er som en reception med konstante afbrydelser. Ja, man kunne kalde bogens stil for en slags ”afbrydelsens prosa”. Ikke som afbrudte sætninger, men som stadig afbrudt fortællestrøm.
Romanen vil skildre samtalernes diffuse spring samt alle de skiftende tanker, som de rejser i personernes indre. Det er dagligdagens små begivenheder og det mylder af aldrig færdiggjorte indfald, som er bogens egentlige område.
En ofte gentaget sætning er den om ”tankerne, der begyndte at vandre” alle mulige steder hen.
Den tidlige modernistgeneration (for eksempel James Joyce) ville i deres oprør mod det stivnede viktorianske samfund gerne beskrive denne ”sande” realitet i menneskelig bevidsthed. Den var aldeles ikke karakterfuldt ordnet og styret, men vekslende og udadvigende. Mennesket var ikke én karakter, men mange forskellige i samme person.
Synes man om denne sandhed om den menneskelige diffuse bevidsthed, så er ”Årene” en pragtfuld og dækkende roman, der holdes sammen af det genkommende persongalleri gennem år-nedslagene og de fælles erindringer, de dog har.
Men mange senere modernistiske værker har svælget på samme måde i samtalers meningsløshed, så det er svært at sætte pris på Woolf særlige første indsats i almindelighedens beskrivelse. Men der er desuden i beskrivelsen en bagvedliggende bitterhed mod almindeligheden: at den ikke er andet end det, den er!
Årene går, tiden tager ungdommen, og alderdommen indtræder i løbet af de 50 år, bogen spænder over. Det hele blev til så forfærdelig lidt og så videre.
Og alligevel søger mennesket mønstre i forløbene:
”Hun vidste præcis, hvad han ville sige (...), og nu sagde han det, netop som hun tænkte det. Vil det sige, at alt går igen på en lidt anden måde? tænkte hun. Og at det i givet fald danner et mønster, et tema, tilbagevendende som i musik, dels erindret, dels forudset ..., et gigantisk mønster, der et kort øjeblik er genkendeligt? (...) Hun kunne ikke gøre tanken færdig.”
Her formuleres faktisk, i en lille model, det håb, bogen er skrevet over.
Igennem årenes småbitte gentagelser at ane et mønster i det levede liv, men bitterheden æder dette håb. Bitterheden, som kommer af, at den indre sandhed altid er større end den ydre replik eller fremtoning. Når man som Woolf går efter menneskets indre sandhed med sig selv, vil den ydre verden altid være et fald i forhold hertil.
Denne nedslående ubalance fortæller Woolf med en vedholdenhed, som er betagende og beundringsværdig, men også kedsommelig i længden, fordi afbrydelsens metode forhindrer sammenhængende fortælling.
Til gengæld får man så den gentagne deltagelse i den ”sande”, intetsigende familiesnak! En snak, der dog desuden pålægger læseren at indse, at især kvinders begrænsede muligheder i et mandssamfund er det stadige essayistiske synspunkt bag delfortællingerne om familien Pargitters kvindelige medlemmer i årene 1880-1930.