Filosof og foregangsfeminist Simone de Beauvoir (1908-86) er for de fleste kendt for pionerværket "Det andet køn" og særligt slagsætningen: ”Man fødes ikke som kvinde – man bliver det.”
Med sit syn på kønnet som en social konstruktion, en rolle man tager på sig – eller påduttes - banede Beauvoir vejen for den socialkonstruktivistiske kønsteori. Hendes betydning som én af det 20.århundredes mest indflydelsesrige intellektuelle er ubestridelig.
I erindringsværket ’En velopdragen ung piges erindringer’, der netop er nyoversat og udkommet på Gyldendal, følger man akkurat en ung kvindes tilblivelseshistorie. Hvordan hun formes af omgivelsernes forventninger. Hvordan hun beredvilligt påtager sig de roller, der sømmer sig for en ung kvinde af det bedre borgerskab; en flittig skolepige, den fromme katolik, sine forældres lydige datter, en "henrivende lille patriot".
Det er især kvinderne, mødrene, der står for den strenge disciplinering. De dikterer, hvilken litteratur døtrene må læse – og navnlig ikke læse. De gransker pigernes breve og holder nøje opsyn med deres sjælelivs udvikling. For også de voksne udfylder deres anviste rolle: ”Nogle gange spillede de rollen som et venligt spejl; andre gange kastede de trolddom over mig, forvandlede mig til et dyr, en ting.”
Den tosidede Simone
Lille Simone er lydig. Stærkt inspireret af katolicismens helgeninder og martyrer påtager hun sig velvilligt offerrollen og finder ligefrem en teatralsk vellyst i at synke sammen for korsets fod. Af sin mor lærer hun ”at udslette mig selv, at tale pænt og undertrykke mine ønsker, at sige og gøre præcis det man bør sige og gøre.” Kvindens nedarvede tradition for underkastelse, kaldte Beauvoir det i "Det andet køn", som overalt runger med i erindringsværket.
Men der er også anden side af Simone. En vrede og trodsighed, der udmønter sig i vilde raserianfald de allerførste leveår. Nok synes det ganske uskyldigt at række tunge på et familiefoto, men de små ulydighedshandlinger lærer det begavede barn, at regler og rutiner ikke er uovervindelige. De lærer hende at forvandle ”den passivitet som mit køn viede mig til trods”. Rollespillet, de utallige udskiftelige positurer, kan måske endda ses som den unge kvindes stille bedrag – en legen kispus med kønsnormerne.
Gennem fortællingen, der strækker sig fra fødslen, til hun som den yngste nogensinde dimitterer fra Sorbonne universitetet, fornemmer man hele tiden den voksne forfatters, filosoffens, analyseblik på barnet. En klar tilpasning af erindringsstoffet efter Beauvoir den ældres eksistentialistiske og fænomenologiske afsæt.
Hun gør så at sige sig selv til eksempel for sin filosofi. Sådan er det, når hun indsigtsfuldt konkluderer, at det netop er faderens individualisme i kombination med moderens traditionsbårne moral, der har drevet hende til at sætte spørgsmålstegn ved alt; der har gjort hende til tænker. Det er den evige vekslen mellem eftergivenhed og oprør, tradition og trods, som netop er drivkraften i hendes virke.
Duft, damp og knitren
Ambivalent er også forholdet til det modsatte køn. Til faren, den utilpassede jurist, der hellere vil være skuespiller, og som hun først beundrer og ser op til, siden næsten ynker. Samme bemærkelsesværdige tvetydighed er der i forholdet til de unge mænd, hun møder på universitetet. Paul Nizan, René Maheu, Maurice Merleau-Ponty og selvfølgelig Jean-Paul Sartre. På den ene side gennemskuer hun hurtigt deres skrøbelige egoer bag den oppustede Sorbonne-arrogance, på den anden side har hun svært ved at krænge sin hengivne kvinderolle helt af sig. Dertil er hun alligevel for velopdragen.
Med Simone de Beauvoirs memoirer får vi ikke alene en stærk og stærkt feministisk samtidsskildring - vi får også et uhyre bevidst, sprogligt sprudlende værk i egen ret. Det dufter og damper og knitrer i sommerferiens landskabsbeskrivelser, i minderne fra barndommens slikbutik, i ungdommens parisiske nattescener, så det er en sand fornøjelse at skvulpe rundt i det beauvoirske barndomsland. Det ene øjeblik er prosaen florlet, sart og sansenær, det næste en skudsalve af små knaldhårde erkendelser. En stilistisk balancekunst, som smukt forløses i Birte Dahlgreen og Lilian Munk Rösings oversættelse.
Bogens afsluttende del adskiller sig fra det øvrige værk. Her træder Beauvoir i baggrunden for at give plads til veninden Zazas tragiske historie. Det er samme Zaza, der inspirerede til den først for nyligt udgivne kortroman "De uadskillelige". De to piger minder på mange måder om hinanden, begge begavede, videbegærlige, begge egenrådige, men Zaza er i langt højere grad underlagt sine rige katolske forældres strenge forventninger og udstukne livsbane, som bliver fatal.
Beauvoir bruger Zazas eksempel til at vise konsekvenserne ved kvindens stækkede frihed. Tragedien tjener som en art martyrfortælling; den føjelige kvinde må ofres, for at alverdens beauvoir’er kan blive frie.
Med "En velopdragen ung piges erindringer" får vi et essentielt historisk indblik i en kvindens kamp med konventionerne og Beauvoirs slidsomme vej fra velopdragen pariserpige til anerkendt filosof. For hun fødtes ikke fri, men blev det.
Simone de Beauvoir: En velopdragen ung piges erindringer. Oversat af Birte Dahlgreen og Lilian Munk Rösing. 448 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.