Hor, bigami, rømning, livsvarig landsforvisning, smitsom sygdom, impotens eller i yderste tilfælde en kongelig bevilling. Det var det, der frem til slutningen af 1700-tallet skulle til, før danske par kunne få lov til at blive skilt. Sådan er det ikke længere i dag, hvor begrundelsen for skilsmisse ikke behøver at være andet end et ønske, og hvor omkring hvert andet ægteskab ender i skilsmisse.
Men rejsen dertil har ikke været helt ligetil – heller ej uden sårede følelser – og både urbanisering, religion, og litteratur har haft sit at sige i forhold til, hvor rejsen er endt. Dén rejse er historiker og lektor ved Københavns Universitet Karen Vallgårda dykket ned i i bogen ”Skilsmisser”, der udkommer i næste uge på Aarhus Universitetsforlag som en del af forlagets danmarkshistorie-serie.
”Den helt overordnede historie om skilsmissen er, at den er gået fra at være et sjældent, skamfuldt og socialt betændt fænomen til at være meget almindelig og aftabuiseret i dag. I dag har alle haft skilsmisse inde på livet i en eller anden grad, men sådan var det ikke for bare 100 år siden,” siger Karen Vallgårda.
Aftabuiseret var skilsmissen bestemt ikke i begyndelsen af 1900-tallet, hvor skilte par ofte blev udstødt af deres lokalsamfund, hvor nogle folk helt bogstaveligt talt gik over på den anden side af vejen, hvis de fik øje på en skilt person, ligesom en skilsmisse kunne resultere i, at middagsinvitationerne pludselig udeblev, og at skilsmissebørn oplevede, at andre børn ikke ville – eller måtte – lege med dem længere.
”Det lugtede af usædelighed at blive skilt og blev set som et tegn på, at man ikke havde helt styr på sin moral,” siger Karen Vallgårda.
Især i religiøse og borgerlige kredse er der før i tiden blevet set ned på skilsmisser, og det har haft betydning for, at en skilsmisse tidligere hørte til sjældenhederne og generelt er blevet set ned på i samfundet.
”Kirken har haft stor indflydelse på synet på skilsmisse. Under katolsk ret kunne man ikke opnå skilsmisse. Med Reformationen blev det så indført i loven, at utroskab, impotens og andre krænkelser kunne give lov til skilsmisse,” siger Karen Vallgårda.
Selvom det ikke længere er sådan, at der skal hor, en smitsom sygdom eller impotens – som vel at mærke beviseligt skulle have eksisteret allerede før ægteskabet – til for at blive skilt, er også nutidens syn på og lovgivning om ægteskab og skilsmisse ifølge Karen Vallgårda påvirket af protestantiske værdier, hvor ægteskabet ikke bare ses som et anliggende mellem to parter, men som en hellig institution af stor samfundsbetydning, som er med til at opretholde bestemte moralske forestillinger om ”det gode liv”.
”Det, der er så fascinerende ved skilsmissen, er, at den som livsbegivenhed viser, at det personlige og eksistentielle er flettet sammen med det samfundsmæssige,” siger Karen Vallgårda.
Og måske blandt andet derfor kan det også i dag føles en smule skamfuldt og som et nederlag, når et ægteskab bliver til en skilsmisse, selvom den offentlige fordømmelse stort set er forsvundet.
”Der er stadig nogle miljøer, hvor skilsmisse er mindre accepteret. Man ser for eksempel, at aktivister for tiden arbejder for kvinders ret til skilsmisse i mere konservative muslimske befolkningsgrupper. Men helt overordnet er skilsmissen meget mere accepteret og udbredt i dag end tidligere,” siger Karen Vallgårda.
Den udvikling og udbredelse af skilsmissen, der er sket i løbet af det 20. århundrede, skyldes ikke kun industrialiseringen og urbaniseringen, hvor flere kvinder kom på arbejdsmarkedet, og partnerne i et ægteskab blev mindre afhængige af hinanden, også økonomisk. Den skyldes i høj grad også kulturelle strømninger. Ikke mindst har litteraturen spillet en væsentlig rolle, hvad angår det ændrede syn på skilsmisse.
”Det, der er så spændende ved litteraturen, er, at den afspejler en udvikling, men den virker også ind i samfundet og udviklingen. Litteraturen har været med til at sætte skilsmisse til debat helt siden de græske tragedier, og litteraturen er en selvstændig aktør i debatten, som gennem tiden har påvirket synet på skilsmisser,” siger Karen Vallgårda.
Ikke mindst under det moderne gennembrud i slutningen af 1800-tallet prægede litteraturen samfundets syn på skilsmisse. Her gjorde forfattere og litterære op med ”ægteskabets lænker” og pegede på skilsmissen som en vej for kvinden til at blive fri og opnå selvstændig værdighed (hvilket så blev gentaget af både rødstrømpe- og hippiebevægelsen i 1970’erne).
Som en del af det moderne gennembrud udstillede norske Amalie Skram (1846-1905) i sine romaner dobbeltmoralen i, at seksuelle udskejelser ikke var et problem for gifte mænd, mens kvinder blev fordømt for det samme. Den danske nobelpristager Henrik Pontoppidan (1857-1943) tog også ægteskabet under behandling i flere af sine romaner og noveller, også i novellen ”Det ideale hjem” fra 1900, hvori han ifølge Karen Vallgårda ”fremstiller ægteskabet som en afdanket og patriarkalsk institution, der leder til den enkeltes fornedrelse og fordærv”. Men særligt skelsættende for synet på ægteskab og skilsmisse blev norske Henrik Ibsens (1828-1906) drama ”Et dukkehjem” om Nora, der gør sig fri af ægteskabet med Helmer, som blev uropført på Det Kongelige Teater i København i 1879 og dengang vakte både genklang og forargelse.
”Under det moderne gennembrud pegede forfattere og intellektuelle som Georg Brandes, Pontoppidan og Amalie Skram på ægteskabet som kvindeundertrykkende. De gik til ægteskabet som en samfundsinstitution, der opretholdt problematiske mønstre og fastholdt mænd og kvinder i bestemte roller. Henrik Ibsen satte med ’Et dukkehjem’ virkelig ægteskabet til debat, og det var med til at sætte gang i udviklingen i visse dele af samfundet, i byerne og blandt de intellektuelle. Mange arbejdere havde allerede et noget mere løssluppent forhold til moral og udenomsægteskabelige aktiviteter,” siger Karen Vallgårda og tilføjer, at det i byerne, hvor arbejderne boede, både dengang og i dag var mere almindeligt at blive skilt end på landet.
Mens skilsmisse i mange mindre landsbysamfund stadig var en sjældenhed langt op i det 20. århundrede, var det i København allerede i første halvdel af 1930’erne hvert femte par, der blev skilt.
Men det var ikke alle, der brød sig om den nye skilsmissebølge. Sognepræsten og kritikeren Albert Schack (1849-1925) harcelerede for eksempel i 1921 over tidens skødesløse omgang med den ægteskabelige institution. Her skrev han:
”Man går meget rigtigt ud fra kærligheden som noget grundvæsentligt, men man glemmer [...] at en hovedside af kærligheden er netop trofasthed. Den ægte kærlighed er i sig selv den trofaste; og trofastheden hænger i sig selv sammen med varigheden.”
Albert Schacks synspunkt lever stadig i dag – side om side med det modsatte synspunkt, hvor skilsmissen ses som et udtryk for frihed og ligestilling. På den vis har fronterne og argumenterne ikke rykket sig meget de seneste 100 år.
Det har heller ikke kun været under det moderne gennembrud, at litteraturen har haft betydning for synet på skilsmisser – det har litteraturen også i dag.
”Litteratur, kunst, film og musik har altid været steder, folk i skilsmisse har søgt hen for at finde et fortolkningsrum til at forstå, hvad det er, de oplever. På den måde har litteraturen ikke bare præget samfundsdebatten og afspejlet udviklingen, men har også præget det enkelte menneskes erfaringer,” siger Karen Vallgårda.
Og selvom skilsmisser i dag er langt mere socialt acceptable, ligner nogle af de følelser, der hørte til en skilsmisse for 100 år siden, de følelser, som mennesker i dag oplever, når de går igennem en skilsmisse. Derfor spiller skilsmisselitteraturen også i dag en vigtig rolle. Som Karen Vallgårda skriver i bogen:
”Den enkelte historie [rummer] som regel elementer, der forekommer evige og almenmenneskelige: bristede drømme, sorg, forelskelse, jalousi, tvivl, skyld, vrede og lettelse. Det er de eksistentielle dimensioner af skilsmissen, der gør, man i dag kan læse et digt fra 1890 eller et brevkassebrev fra 1950 og blive rørt eller føle sig ramt.”
Men også i nyere litteratur er ægteskab og skilsmisse et yndet tema. I 1970’erne og 1980’erne var det blandt andre Herdis Møllehave og Dea Trier Mørch, der – i tråd med deres samtid – skrev om skilsmisse som en frigørelse af kvinden. I 2012 udgav Lone Hørslev sine skilsmissedigte, ”Jeg ved ikke om den slags tanker er normale”, ligesom Ida Jessen samme år udgav ”Ramt af ingenting”. De værker handler mere om de indre følelser end en kamp for den kvindelige frigørelse.
”’Ramt af ingenting’ er et utrolig fint værk, hvor Ida Jessen tager livtag med en forelskelse og siden sorgen og bitterheden ved en skilsmisse,” siger Karen Vallgårda, som mener, at skilsmisselitteraturen som eksistentielt fortolkningsrum altså stadig har afgørende betydning i dag.
Men vigtigst af alt er det måske alligevel at forstå, at der ikke er én historie om skilsmisse. Der er mange.