Prøv avisen
Bog

Kim Leine spænder sit hidtil mest spektakulære sejl ud i ny roman

Livet skal konfronteres og bliver det til fulde i romanen. Man kommer uvilkårligt her til at tænke på de helt store forbilleder fra verdenslitteraturen som Hemingway, Conrad og Remarque, skriver Liselotte Wiemer om den nye roman fra Kim Leine. Foto: Petra Theibel Jacobsen

I sin nye roman, ”Afgrunden” viser Kim Leine endnu en gang sit sproglige mesterskab og fastslår, at han er en stemme, der sjældent har været mere magtpåliggende at lytte til

Kim Leine har for længst slået sit navn fast med hegns- og milepæle: fra den stærkt roste, selvbiografiske debut, ”Kalak”, i 2007 til ”Profeterne i Evighedsfjorden”, som han seks år og tre bøger senere fik Nordisk Råds Litteraturpris for.

Hvordan kommer man videre som forfatter efter sådan en start? Ved at fortsætte kampen med dæmonerne. Ved at blive ved med at bygge sit udsatte, splittede hus større.

Og ikke mindst dybere. Det er nemlig ikke de pyntelige karnapper, der føjes til i hans nye roman, ”Afgrunden”, men kælderrum just så afgrundsdybe, som titlen antyder.

Læs første kapitel af Kim Leines "Afgrunden" her  

Sikken et mørke. Sikken et uforfærdet livtag med det menneskelige, når det er allermest afstumpet. Når begæret hersker. Når der leves kun for at overleve. Som et dyr. Nej, langt værre end et dyr. Vi har før været dernede, i fordærvet, i stanken, i egoismen, råheden, volden, kroppens forfald i næsten alle de tidligere bøger. Det er et af forfatterskabets vandmærker. Driftens kamp med civilisationen, troens mod tomheden. Men aldrig så spektakulært, benhårdt og desillusioneret som her.

Romanen begyndte egentlig som en dokumentarfilm om den danske journalist og modstandsmand Peter de Hemmer Gudme, som Kim Leine skrev manuskript til. Men stoffet var så stort, researchen så omfattende, at der efter manuskriptets færdiggørelse måtte digtes videre i et andet format. Det greb om sig side for side og blev Leines hidtil længste roman på næsten 600 sider. Udgangspunktet var Gudme, men hovedpersonerne blev til de fiktive tvillingebrødre Ib og Kaj.

Historien er fortalt i nutid - iblandet breve, dagbogsnotater, bibelcitater (også ret forvrængede) og små prosalyriske brudstykker.

Vi følger de to brødres liv fra 1918, hvor de er godt 20 år gamle, til deres død på den samme dag i november 1944. De ”officielle” dødsattester indleder romanen, så dramaet ligger et helt andet sted.

Romanen er herefter bygget op i fire store afsnit: ”Faldet”, ”Opstigningen”, ”Springet”, ”Afgrunden”, og dertil intermezzoet ”Krigens poesibog”, der er storebror Ibs notater fra Den Finske Borgerkrig.

Og det er her, ”Afgrunden” starter. Kaj og Ib, ateistisk teologistuderende og tvivlsom mediciner, er på vej til Finland for med en lille udsøgt skare af danskere - syv i alt - at besejre ”De Røde”. De vil kæmpe i deres fars ånd for de værdier, der blev tabt ved Dybbøl. Men det er deres mors sjæl, de mangler. Mor, der døde små 10 år tidligere og på en måde tog hele meningen med sig.

Måske også godheden, uden at det skal lyde for freudiansk, for her er kun antydninger, den godhed, der kommer af at blive set og elsket som den, man er. Kaj forskellig fra Ib.

Nu er de to brødre smeltet sammen i en fælles længsel, der synger i blodet: efter krigen, efter konfrontationen, efter heltedåd, hærværk og pludselig død. Og efter at falde. Menneskeligt eller på slagmarken, det synes at være ét fedt.

De falder kun menneskeligt. I de uendelige skove undervejs mod den besatte by Tampere, eller Tammerfors, som den hedder på svensk, udvikler de sig til det, krigen forventer af dem. Dræbere og overlevere. Men mens Ib nyder sin kolde magt, også over for krigsfanger og angste kvinder og børn, hjemsøges Kaj af noget, der senere bliver en slags samvittighed.

Efter sejren går de to brødre videre, forbundne i en form for forbandelse. De går fredløse ind i freden, afstumpede eller med lige netop stumperne i behold. Og akkompagneret af uddrag fra Johannes' Åbenbaring, hvor syv vredesskåle kastes over jorden, gifter de sig, skilles og får børn. Ib bliver læge med stærkt karakterafvigende træk, efter et dødbringende eksperiment suspenderes han som kirurg, men får senere embede på Sankt Hans. Et mord er der også, som en anden må bøde for.

Til sidst tjener han sine penge som hypnotisør. For alt er manipulerbart. Sjælen er væk. Identiteten. Grænsen mellem dig og mig, godt og ondt. Også den seksuelle grænse er flydende, han tiltrækkes i det skjulte af mænd, men lever med en kvinde.

Kaj bliver færdig som teolog, begynder at arbejde som journalist på Ekstra Bladet og får stadig større succes. Til sidst bliver han udenrigsreporter i et Europa, der i mellemkrigsårene syder af sød synd og ulmende vrede. I Leipzig forelsker han sig i den gifte, jødiske Josepha, en smuk og umulig alliance, det nærmeste han kommer den ægte kærlighed. Men da han senere skal redde hende ud af det nazistiske Tyskland, svigter han. Så langt for det gode menneske.

Da Anden Verdenskrig bryder ud, melder begge brødre sig i modstandskampen. Og til sidst springer de i kierkegaardsk forstand - ikke ind i troen, men ind i døden. Der ikke er meget værre end livet.

I sin nye roman viser Kim Leine endnu en gang sit sproglige mesterskab. Ikke mindst de uendelige kampe i Finland er beskrevet med en udførlighed i detaljen, en potens i afmagten, en fuldkommen uforfærdet evne til at gå planken ud.

Intet er for ulækkert, intet er for grimt, klamt, forfærdende, ubeskriveligt. Livet skal konfronteres. Og man kommer uvilkårligt her til at tænke på de helt store forbilleder fra verdenslitteraturen som Hemingway, Conrad og Remarque. Jeg udlever mine dæmoner i mine romaner, skriver Kim Leine selv.

Hvad er det så for dæmoner, der udleves, men ikke uddrives? Det er først og fremmest det onde i os selv. Den destruktive drift, der som en borgerkrig angriber fra alle sider. Hvor er ven, hvor er fjende?

Det er Leines brutale erkendelse: at det moralske, det medmenneskelige med et fingerknips kan suspenderes. At krig er et udtryk for den suspension, og at heri ligger selve krigens fascination. En human krig findes ganske enkelt ikke. En soldat er en, der søger død.

I den udtalte misantropi ligger imidlertid, som jeg læser det, en lidenskabelig hunger efter at blive modsagt. Efter en oprørsk renselse. Et nej! Og spørgsmålet er, om det ikke er netop den frigørende mulighed, forfatteren med det yderste af fingerspidserne rækker ud til læseren: at se en solopgang midt i slagmarkens blodpøl? Fordi sandheden skal gøre dig fri.

Sådan spænder Kim Leine sine enorme sejl ud. Aldrig større, sjældent bedre. Man kan sige, at han åbner mere, end han lukker, spørger mere, end han svarer. Udfolder mere, end han indhøster, sårer mere, end han heler. For afgrunden er det dominerende felt, og her gives ingen færdige løsninger. Her er kun fald og opstigning, afmagt og spring.

Men han er en stemme, der sjældent har været mere magtpåliggende at lytte til. Fra afgrunden og fra den afgrundens modpol, vi som læsere må klamre os til.

Kristeligt Dagblad bragte i sidste uge et interview med Kim Leine om romanen. Læs det her