Biografi om L.A. Ring dykker ned i malerens gådefulde billedsprog

Prolog fra Henrik Wivels store biografi om maleren L.A. Ring, ”Det glasklare hjerte”

Den 72-årige maler L.A. Ring i gang med et skilderi på St. Jørgensbjerg ved Roskilde, hvor han fandt motiverne til mange af sine landskabsbilleder med socialt engagement. – Arkivfoto: Holger Damgaard/Ritzau Scanpix

Der står en mand og venter. I det fjerne skimtes toget fra syd i en sky af kulrøg. Der er en vis spænding i billedet, men samtidig en vis skuffelse. For toget standser ikke. Det passerer. Jernbanesporene drejer ind i billedets venstre side og svinger ud af billedet igen. Toget er i bevægelse, manden i billedet er statisk. Han står stille og passer sit job. Det er banevogteren. Bag ham er det lille, sorttjærede ledvogterskur og det forsvarligt lukkede led, så ingen i byen formaster sig ud på sporene, når toget passerer.

Vi er i landsbyen Ring på strækningen mellem Næstved og Vordingborg på Sydsjælland, og maleren bag motivet er Laurits Andersen (1854-1933), der tog navn efter byen, han kom fra og solidariserede sig med. Ring er ikke selv direkte med i billedet, det er derimod manden, det har sin titel fra: ”Banevogteren. Landsbyen Ring”, dateret 1884. Med sin solblegede uniform i drejlslærred og sine store, karakteristiske bazartræsko med svungne snuder og blødt overlæder står han som en søjle i billedet. I maleriets perspektiviske dybdesnit står banevogteren på linje med telegrafmasterne og de næsten usynlige telegraftråde, der kanter sig langs jernbanen med signaler om en ny tid.

I L.A. Rings ”Banevogteren. Landsbyen Ring”, 1884, olie på lærred, åbner L.A. Ring for én livsverden og lader den krydse af en anden. Den statiske verden, som banevogteren repræsenterer, og den dynamiske verden, som toget, skinnerne og telegrafmasterne visualiserer.
I L.A. Rings ”Banevogteren. Landsbyen Ring”, 1884, olie på lærred, åbner L.A. Ring for én livsverden og lader den krydse af en anden. Den statiske verden, som banevogteren repræsenterer, og den dynamiske verden, som toget, skinnerne og telegrafmasterne visualiserer. Foto: Nationalmuseum, Stockholm.

I ”Banevogteren” åbner L.A. Ring for én livsverden og lader den krydse af en anden. Den statiske verden, som banevogteren repræsenterer, og den dynamiske verden, som toget, skinnerne og telegrafmasterne visualiserer. Ring selv befinder sig i skæringspunktet mellem disse to verdener. Han er født i 1854 som søn af hjulmager og tømrer Anders Olsen og hustru Johanne Andersdatter. Familien har hus og værksted i den nordlige del af den lille by. Grunden er langstrakt og stor nok til, at familien har køkkenhave og frugttræer langs vejen, der slår en sving ud ad byen og op mod Hammer Bakke. Laurits hjælper, ligesom sin storebror Ole Peter Andersen, både faderen med arbejdet i værkstedet og moderen med jordbruget. I september 1868 bliver Laurits konfirmeret. Året efter kommer han i lære som håndsværksmaler i Præstø og bryder op fra hjemmet.

Laurits’ opbrud sker parallelt med et andet opbrud i selve landsbyen Ring. Sydbanen fra København over Roskilde, Køge og Næstved til Vordingborg bliver anlagt. Endestationen er ved Masnedsund, og herfra kan passagererne lade drømmene sejle over til Falster og videre herfra ned mod Berlin og det europæiske kontinent. Den enkeltsporede jernbane skærer sig med skinnernes stålklinger lige igennem Ring fra nord til syd og efterlader byen i to dele med tre overskæringer, nummereret 217, 218 og 219, ved vejene mod Hammer og Lundby, der går på tværs af den nye jernbane. Landsbyen Ring har ingen station. Den er defineret som en gennemkørselsby af Det Sjællandske Jernbaneselskab. To af de tre overkørsler betjenes med bomme, og den tredje – ved familien Rings hus – med et dobbeltled på hver side af skinnerne. Da jernbanen er kommet i drift i årene 1868-1870, passerer toget seks gange i døgnet igennem byen. Det kræver sin banevogter.

Banevogteren er identificeret som en tilflytter fra Hammer Sogn, Jørgen Frederiksen, der bosatte sig i Ring med sin familie i Det Sjællandske Jernbaneselskabs nyopførte ledvogterhus. Laurits kendte Jørgen Frederiksen fra sine besøg hos forældrene i læretiden, og han mødte ham igen, efter at han selv var steget på toget fra syd og taget mod København i 1873 som udlært malersvend med lovbefalet ”Vandrebog”. Rings vandreår som håndværksmaler og hans videreuddannelse som kunstmaler var bragt i skred. Efter 10 år på skiftende adresser i den store by og på Sydsjælland kom Laurits tilbage til landsbyen Ring i foråret 1883, denne gang for et længere ophold. Hans far var alvorligt syg og lå for døden, og Laurits måtte hjælpe med at passe værkstedet og jordloddet. Men han demonstrerede også sin kunnen som kunstmaler med ”Banevogteren”, der er malet med de særlige ringske kvaliteter i lys og linjespil, radikale beskæringer og en kolorit farvet ind af stedets støvede sommer.

I sig selv er billedet af banevogteren imidlertid vidnesbyrd om en større demonstration end den kunstneriske. Den siddende Højre-regering i København under konseilspræsident J.B.S. Estrup ønskede en centralisering af det danske jernbanenet, og i 1880 overtog staten driften af alle Det Sjællandske Jernbaneselskabs baner. I den forbindelse blev der indført en såkaldt ”Konduiteliste” over statens banevogtere, hvor deres kompetencer eller mangel på samme blev noteret inden for områder af relevans for tjenesten. Det skete i form af en nummeret karakterskala, og for overskuelighedens skyld blev den enkelte banevogter selv forsynet med et nummer. Jørgen Frederiksen blev nummer 40 i rækken. Banevogterens nummer blev påmalet det enkelte ledvogterskur. Når lokoføreren således passerede med toget igennem en landsby, kunne han hurtigt aflæse, om eksempelvis nummer 40 havde udført sit arbejde ordentligt og sænket bomme og lukket led.

Denne større historie har L.A. Ring markeret i sin egen mindre fortælling i det emblematiske billede. Således er maleriet beskåret i højre side, så banevogter Jørgen Frederiksens nummer 40 lige er malet med på ledvogterskuret. Ring har noteret sig mandens fremmedgørelse. Han er ikke længere udelukkende et menneske, han er også et nummer i statens talrækker. Han er ikke udelukkende en del af landsbyens fællesskab, men også udelukket fra det. Han står i ingenmandslandet mellem de stålblanke spor og det lukkede led.

L.A. Rings motiv af banevogteren er sat op mindre end 40 meter fra familien Rings hus, hvor overskæringen lå, og toget passerede, og billedet er udført på stedet som et kunstnerisk vidnesbyrd. For moderniteten i den store verden skar sig ind i familiens Rings lilleverden. Således blev ikke alene landsbyen Ring, men også familiens egen grund spaltet i to af jernbanen. På den ene side lå huset og værkstedet, på den anden side frugt- og køkkenhaven. Seks gange i døgnet drønede den moderne tordengud af stål, damp og ild igennem familiens have. Rings eget opbrud fra hjemmet blev således få år efter fulgt af hjemmets spaltning som både eksistentiel og topografisk enhed. Kunstneren har signeret billedet ”L.A. Ring Juni 1884”. Kunstnerens far døde i juni måned, og barndomshjemmet måtte sælges. Det førte til familiens exodus. Moderen flyttede til broderen Ole Peters gård i Tuehusene ved Fakse, og Laurits flyttede tilbage til København, destinationen for toget fra syd og målet for hans kunstneriske ambition. Der var tale om et fald ud af en given verden. Ved konfirmationen havde Laurits bekræftet sin tro, men han mistede den også i årene, der fulgte. Den livsverden i det nære, han var vokset op i med de blomstrende frugttræer og tømrerens værksted, blev spaltet i to, for siden med faderens død at føre til uddrivelsen.

Der står en mand ved et spor. Et nyt spor, der fører igennem landsbyen og videre ud i verden. Bag ham det lukkede led, der aftegner sig som et skyggeornament på jorden. Foran ham i blikkets retning toget med drivende kulrøg, hvæsende kedler og de metallisk skinnende fremtidsspor. Maleriet balancerer mellem venten og opbrud, mellem hjemme og ude, mellem det kendte og det ukendte. Det vidner om en ny tids vej ind i livet og landskabet, som kendetegner epoken omkring år 1900, og som kendetegner L.A. Rings personlige livsvilkår og kunstneriske virke. Mellem gammelliv og avantgarde. Rastløs på kanten af verden.

Men har manden på billedet noget at gøre med L.A. Ring selv, eller er han ikke blot nummer 40 i statens embedsværk? Svaret ligger i maleriets lange skygger disse sene eftermiddage i juni i årene 1883-1884. Skyggerne dannes på tværs af motivets perspektiviske dybde. Telegrafmasterne tegner deres egne rytmiske skyggespil over jernbanesporene; skinnestump, hegnsstolpe og ledvogterskur danner deres uregelmæssige klumper af mørke; banevogterens ben trækker skygger lige så horisontalt, som han selv står vertikalt – og endelig bag ham: leddets fint tømrede kalligrafi. Og dog. I den koncise struktur tegner der sig en organisk form. Blødt buet og rundet mod den grå, støvede jord i landsbyen. Der står en dreng ved leddet! Han er ikke højere, end han kan kikke ud under det. Med sin højre hånd holder han fast i leddets øvre tværbjælke. Han vil ud og se. Banevogteren er L.A. Rings afsked med faderen og med barndomshjemmets harmoni.

Kunstneren har ladet sin egen barndoms jeg blive tilbage i det, der engang var landsbyens lilleverden med den dybe have og de modne frugter, da han selv tog af sted. Uskyldens lille bitte skygge. Da L.A. Ring i 1890 gentager motivet i ”En jernbaneoverkørsel ved landsbyen Ring”, står leddet åbent, og skyggerne følger vejens længselslinjer op over Hammer Bakke. Kunstneren har perspektivisk zoomet hen over jernbanesporet, der ikke længere er synligt, og menneskene er væk. Ring har forladt Ring og bor nu alene i sit navn.

Den 72-årige maler L.A. Ring i gang med et skilderi på St. Jørgensbjerg ved Roskilde, hvor han fandt motiverne til mange af sine landskabsbilleder med socialt engagement. – Arkivfoto: Holger Damgaard/Ritzau Scanpix

Uddraget stammer fra bogen ”Det glasklare hjerte. En biografi om L.A. Ring” af Henrik Wivel, som udkommer på forlaget Strandberg Publishing i dag.