Skjald for verdens små mirakler

Eske K. Mathiesen er i storform i sin nye digtsamling

Skjald for verdens små mirakler

Det er på mange måder passende, at Eske K. Mathiesens nye digtsamling hedder ”Omveje”. For selvom tonen og stilen for så vidt er ukompliceret og ligetil, så foretrækker denne digter ikke at køre ligeud ad landevejen, men følger i stedet ”De ureglementerede stier i haven,/ smilerynkerne”, som der står et sted med et typisk tvist af vores ellers så trivielle blik på verden.

Mathiesens særkende og styrke er, at han som få formår at få de almindeligste ting til at lyse op og stå frem i al deres overrumplende nuancerigdom og fylde. De bedste af disse digte er gjort af det stof, som al god litteratur er gjort af. Med deres skæve perspektiver forskyder de vores støvede og automatiserede opfattelse af verden, så vi kan sanse den på ny og dermed få øjne og øre for det forunderlige liv, der på finurlige og sære måder udspiller sig lige for næsen af os.

Læs eksempelvis bare dette digt, hvor den opmærksomme poet på sin snoede rute er stoppet op ved et stengærde:

”Umuligt at tælle alle de/ arter af mosser og laver,/ der vokser på stengærdet/ langs med vejen. Jeg nøjes/ med at finde en ny art,/ hver gang jeg passerer,/ det er et mirakel, især/ når regnen falder og/ tågen ligger tæt mellem/ birkene, så farverne gløder.”

Eller dette digt – for sådan er det med Mathiesens digte, man får lyst til at citere dem igen og igen – hvor den ”sprogfølsomme fuglefænger”, som kritikeren Torben Brostrøm har kaldt ham, har rettet sit blik mod himlen:

”I dag var flagspætten helt vild, begyndte/ dagen med at hakke hul på/ den blå aprilhimmel, fløj resten af dagen/ forvirret rundt/ med blåt træsmuld i øjnene.”

Sådan er Mathiesens poesi fuld af små frydefulde mirakler. Med humorfilosoffen Simon Critchley kunne man sige, at det ordinære her gøres ekstraordinært, men det bemærkelsesværdige er, at det sker med den største selvfølgelighed. Digtene er nærmest leget frem. Som barnet, der med lethed kan få en zoologisk have ud af en håndfuld kastanjer, bliver et snefnug i ”Omveje” uden videre forvandlet til ”et hvidt punktum”, der svæver igennem gaden mellem ”de høje huse, snart/ oppe, snart nede, snart/ midt imellem,/ søgende efter noget/ at sætte punktum for”, mens en ”særlig gruppe små flyvende insekter”, som forskerne har haft vanskeligt ved at identificere, naturligvis viser sig at være ”knaphuller, der fik/ udlængsel og fløj bort”.

Det mindste snefnug og knaphul han undrer på, får man næsten lyst til at synge. I Mathiesens poesi finder man en særegen og smittende tørst på livet. Den lærer os, at tilværelsen er vidunderlig, berusende og fuld af poesi. Og det synes ikke så lidt vigtigt i mærkelige dage som disse, hvor man med Mathiesens kærlige blink i øjet godt kunne have lyst til at vende sig med en spørgende mine mod Vorherre:

”Gad nok tale med Gud om det/ der sker for tiden./ Behøver han hjælp?”.

”Omveje” er værd at køre efter og viser Mathiesen i absolut storform.