Prøv avisen

To hidtil skjulte sider i Anne Franks dagbog viser, at hun også bare var en helt almindelig pige

Anne Frank døde som 15-årig i koncentrationslejren Bergen-Belsen. – Foto: Yad Vashem Photo Archive/AP/Ritzau Scanpix

To sider i den jødiske piges berømte dagbog har hidtil været skjult af lim og brunt papir. Nu 70 år efter har eksperter endelig tydet siderne

Selvom Anne Frank nedfældede de mest intime tanker i sin dagbog, som i dag betragtes som verdenslitteratur, var der tilsyneladende emner, hun gerne ville holde helt og holdent for sig selv. I årtier har fagfolk bakset med to sider i hendes dagbog, som hun formentlig selv har limet sammen med brunt indpakningspapir, og siderne har derfor været ulæselige.

Men nu har Anne Frank Fonden i Amsterdam endelig kunnet præsentere de to sider, side 78 og 79, som er blevet tydet ved hjælp af moderne fototeknologi. Og det, der optog den på det tidspunkt 13-årige jødiske pige, var grov humor og seksualitet. Således skriver hun den 28. september 1942, at hun vil bruge side 78 til ”grove vittigheder”.

Et eksempel: ”Ved De, hvad de tyske værnemagtspiger i Holland bruges til? Som madrasser til soldaterne”.

Et andet sted reflekterer hun over seksualitet.

”Jeg forestiller mig indimellem, at nogen kommer til mig og beder mig om at informere vedkommende om seksuelle emner,” skriver hun på hollandsk.

”Hvordan ville jeg gribe det an?”, skriver hun og forsøger sig med et svar, hvor hun henvender sig til en opdigtet tilhører og bruger udtryk som ”rytmiske bevægelser” til at beskrive sex og ”indre medikamenter” til at beskrive prævention. Hun reflekterer også over menstruation som ”et tegn på, at hun er moden”, og prostitution: ”I Paris har de store huse til den slags”.

Grove vittigheder som den om feltmadrasserne var ”krigsklassikere”, siger forsker Peter de Bruin fra Huy-gens Institut for Hollandsk Historie til nyhedsmagasinet Focus. Anne Frank havde formentlig hørt dem på radioen eller fra sin far, Otto Frank. Hendes passager om seksualitet lader til at være direkte gengivelser fra hendes seksualundervisning, mener Peter de Bruin.

De to ”nye” sider fortæller os ikke noget afgørende nyt om Anne Frank, men de er med til at minde os om, at hun var en ganske almindelig pige. Et faktum, som står i skærende kontrast til de trusler, hun og hendes familie levede under, og som selv for den nutidige læser gør den nazistiske terror mærkbar, siger direktør for Anne Frank Fonden Ronald Leopold til Focus.

Anne Frank blev født i tyske Frankfurt am Main, men efter Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933 besluttede familien at udvandre til Amsterdam, hvor den fra juli 1942 gik under jorden på grund af nazisternes jødeforfølgelser. I august 1944 blev familien forrådt, og Anne Frank døde i en alder af 15 år i 1945 i koncentrationslejren Bergen-Belsen.

Hendes dagbog er siden blevet kendt for sine beskrivelser af familiens frygt og besværligheder under den illegale tilværelse i et baghus i Amsterdam og for sit åbenhjertige indblik i en pubertetspiges store livsglæde.

Anne Frank Fonden var dog længe i tvivl om, hvorvidt den overhovedet skulle offentliggøre de to skjulte sider, om de havde offentlighedens interesse.

”Anne Frank er blevet et verdensomspændende ikon. Hendes dagbog hører til Unescos verdensarv. Vi konkluderede, at alle tekster skulle dokumenteres,” siger Ronald Leopold.

Det var Anne Franks drøm at være forfatter og skrive en roman, ”Baghuset”, på baggrund af sin dagbog. Derfor redigerede hun også alle tekster og genskrev store passager. Hun limede formentlig de to sider over, fordi hun var skamfuld, mener Ronald Leopold.

Måske anede hun, at nogen en dag ville læse hendes dagbog. Det blev i hvert fald tilfældet. Faderen, som var den eneste overlevende efter krigen, offentliggjorde bogen for første gang i 1947 – dog havde han slettet nogle passager – og siden er den blevet oversat til flere end 70 sprog og solgt i over 30 millioner eksemplarer.

De to ”nye” sider vil være en del af en ny videnskabelig udgave af dagbogen, som ventes udgivet i 2019. Men i det originale røde hæfte forbliver side 78 og 79 tildækket af det tykke brune indpakningspapir – sådan som Anne Frank selv ville have det.