Tonya Harding brød igennem som en sensation inden for kunstskøjteløb. Men hun endte som endnu en freak i USA’s glitrende triste tv-flader, hvor livstrætte reportere slår lejr foran hoveddøre, og seerne mæsker sig i menneskelige tragedier.
Harding blev først kendt for sine professionelle meritter. I starten af 1990’erne vandt hun både det amerikanske mesterskab og sølv ved verdensmesterskaberne. Med sin usnobbede white trash-baggrund turde Tonya. Hun turde lave såkaldte triple axels, som ingen andre nogensinde havde forsøgt ved de store konkurrencer. Og når de andre piger skøjtede til Mozart-muzak, dansede Tonya disco på isen til lyden af ZZ Top. Guldet var inden for rækkevidde. Indtil Tonya gik fra kendt til kendis. Rivalinden Nancy Kerrigan blev groft overfaldet. Og hvor meget var Tonya indblandet i det? Det blev til en af 1990’ernes største mediehistorier. Lige pludselig var to kvindelige kunstskøjteløbere de mest omtalte i USA, kun overgået af Bill Clinton.
Den kvikke ”I, Tonya” er fræk og flabet som sin hovedperson. Dokumentarisk i sit udtryk løber kameraet forpustet efter Tonya og iscenesætter interviews med skuespillerne som fakta. Filmen drypper af fiktion og fantasi, mens den dygtigt spiller på ikoniske klip af virkelighedens Tonya.
Margot Robbie (”Wolf of Wall Street”) er forrygende som Tonya Harding. Ren arbejderklasse smidt ind på de bonede gulve og arenaer, en tyggegummignaskende anakronisme i hjemmesyet tylskørt med den lidt maskuline krop og alt andet end klassisk kokette piruetter.
Tonyas barndom er præget af vold. Allison Janney (”The West Wing”) er sublimt brysk som Tonyas brutale mor, evigt rygende og udslukte LaVona, der ser omsorgssvigt som sin pligt. LaVona tryner Tonya frem, mens faderen forsvinder. Så da Jeff Gillooly (Sebastian Stan) tilbyder både husly og tæsk, siger Tonya ja tak. Fortællingen om deres ægteskab, deres deroute, skifter konstant synsvinkel. Er Tonya en hundjævel, eller er Jeff en balstyrisk hustru- mishandler? Og vidste Tonya, at Jeff arrangerede overgrebet på Nancy Kerrigan?
”I, Tonya” hvirvler glosset rundt i den saftige og sørgelige fabel om en ung kvindes storhed og eklatante deroute. Har underholdningen i centrum midt i en egentlig undergangshistorie. Men hvorfor nu? Hvad skal vi med historien om Tonya og Nancy?
”I, Tonya” er stilistisk et produkt af vores egen tid. Den mimer true crime, mediebårne opklaringer af virkelige forbrydelser i tv-serier som ”Making a Murderer” eller podcasts som ”Serial”. Og så vender den velgørende talentshowsene på hovedet. Tonya blev berømt for sine evner, men husket for sin person. Det omvendte af vor tids slagne realityvej fra ”X Factor” til pladekontrakt, fra ”The Apprentice” til Det Hvide Hus. Filmen om hende er usminket, men der er kilden kærlighed til stede. En anerkendelse af viljens vej til sejr, af et usædvanligt talent, af hårdt arbejde. Og egentlig ikke en glæde ved det fatale fald, men en opslugthed af vejen dertil.